Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget indstiller til Byrådet at træffe beslutning om

- at Rebild Kommune tilslutter sig KulturKANten 2017-2020

- at der afsættes midler til at indgå i samarbejdet for årene 2017-2020. For Rebild Kommune udgør bidraget i alt ca. 92.000 kr. årligt

- at der afsættes de nødvendige personalemæssige ressourcer til at indgå i samarbejdet i KulturKANten.

Økonomi

Der afsættes midler til at indgå i samarbejdet for årene 2017-2020. Det årlige medlemsbidrag for kommunerne udgør 3 kr. pr. borger og hertil kommer for medlemskommunerne et mindre administrationsbidrag. For Rebild Kommune udgør det en udgift på ca. 87.000 kr. årligt. Hertil kommer et administrationsbidrag på 5.000 kr.

Udgiften afholdes indenfor sektor 8 - Kultur.

Rebild Kommune forpligter sig derudover til - på lige fod med de øvrige nordjyske kommuner - at prioritere nødvendige politiske samt personale- og ledelsesmæssige ressourcer til at indgå i samarbejdet i KulturKANten.

Sagsfremstilling

KulturKANten 2013-2016 udløber ved udgangen af i år. I løbet af 2015 og 2016 har KulturKANtens politiske og administrative styregrupper, på baggrund af grundig evaluering og med inddragelse af regionens kulturaktører, udarbejdet en ny vision og nye indsatsområder med henblik på at fortsætte samarbejdet i en ny 4-årig aftale med Kulturministeriet.

KulturKANten 2017-2020, som er Nordjyllands 5. kulturaftale, udsendes hermed til godkendelse i de 11 nordjyske kommuner og i Region Nordjylland. Sideløbende er aftalen til behandling i Kulturministeriet.

Det vedlagte aftalemateriale er udarbejdet i dialog med Kulturministeriet og mangler alene kulturministerens endelige godkendelse. Der ventes ikke ønsker om ændringer fra ministeriets side i kulturaftalens målsætninger, indsatsområder, organisering eller i andre forhold, som har betydning for, hvad de nordjyske kommuner og Region Nordjylland forpligter sig til.

Baggrund

Den nordjyske kulturaftale er et samarbejde mellem de 11 nordjyske kommuner: Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Morsø, Thisted, Jammerbugt, Aalborg, Rebild, Vesthimmerlands og Mariagerfjord samt Region Nordjylland og Kulturministeriet.

De nordjyske kulturaftaler har gennem tiden været foregangseksempler for mange andre kulturaftaler, fordi Nordjylland allerede fra den anden kulturaftale havde samlet samtlige 11 kommuner og amt/region i et forpligtende samarbejde omkring udvikling og synliggørelse af det nordjyske kulturområde.

Kulturaftalen er et vigtigt instrument til at konkretisere den kulturregionale sammenhængskraft. Nordjylland har samarbejdet om kulturaftaler siden 2001, og de foregående aftaler har demonstreret en stærk samarbejdskultur på tværs af den nordjyske geografi. En ny kulturaftale vil derfor stå på et solidt fundament af eksisterende samarbejdsrelationer og masser af velvilje blandt både kommuner, kulturaktører og kulturbrugere.

Vision for KulturKANten 2017-2020


Væk lysten, ryk grænserne, styrk sammenhængen

Med KulturKANten ønsker vi, at kulturen og nordjyderne møder hinanden på nye og overraskende måder.

Gennem samarbejde vil vi skabe et Nordjylland, hvor flere ser muligheder i kulturen, og hvor vi nænsomt rykker grænserne for den måde vi ser og møder verden på.

Bagvedliggende værdier

• Vække nysgerrighed og udvide horisonter

• Involvere og engagere mennesker

• Give næring til kreativitet og lyst til at skabe

• Skabe møder, fællesskaber og relationer på tværs

• Overraske og rykke grænser for de få og de mange

• Skabe værdi i andre sektorer og nye sammenhænge

Navnet KulturKANten føres videre fra sidste kulturaftale, og der lægges fortsat vægt på ”kultur med kant”. Aftalen skal række ud til nordjyderne og udvide horisonter ved at udvikle og tilbyde kunst og kultur af høj kvalitet. Kulturaftalen skal dog overordnet set favne bredt, således at flere kan se sig selv i aftalens indhold og aktiviteter. Dette ligger til grund for aftalens vision om at skabe møder, se muligheder og nænsomt rykke grænser. Visionen favner både det smalle og det brede og skaber mulighed for at en rig mangfoldighed af aktører og interessenter kan se sig selv i aftalen.

KulturKANten 2017-2020 lægger også vægt på ordet ”kan”. Et gennemgående tema i implementeringen af aftalen og grundlaget for visionens betoning af samarbejde på tværs er derfor: Hvad kan kulturen – og hvad kan kommunerne og Region Nordjylland gøre sammen, som de ikke kan hver for sig? 

Visionen udmøntes gennem tre indsatsområder:

1.  Nye møder og fællesskaber, med fokus på det nordjyske aftryk på Kulturmødet Mors

2.  Muligheder for dannelse og talent, hvor børnekultur, ungekultur og talentudvikling understøttes

3.  Mangfoldig kultur der rykker, hvor en karavane af national, regional og lokal kultur præsenteres i alle nordjyske kommuner.

 På tværs af de tre indsatsområder ligger Ud-over-KANten-puljen på i alt 800.000 kr. fordelt over 4 år. I denne pulje kan det kulturelle vækstlag søge op til 10.000 kr.

På tværs af indsatsområderne ligger også KAN-puljen på i alt 2,4 mio. kr. med 2 ansøgningsfrister i aftaleperioden. Her kan regionens kulturaktører søge midler til større projekter, der understøtter KulturKANtens vision.

Økonomi


Kulturministeriet bidrager til KulturKANten med 2,3 mio. kr. om året til indsatsområderne og med ca. 1,46 mio. årligt specifikt til ordningerne Børns Møde Med Kunsten og Med Skolen i Biografen. De nordjyske kommuner bidrager med 3 kr. pr borger pr år, samt med et mindre administrationsbidrag. (Læsø er undtaget administrationsgebyr pga. størrelse). Region Nordjylland bidrager med 1.5 mio kr. årligt.

Ca. 90 % af midlerne går til indsatsområderne og ca. 10 % til administration. Kulturministeriets og Region Nordjyllands bidrag anvendes alene til indsatsområderne, og Kulturministeriets finansiering af de enkelte indsatsområder må ikke overstige 50%.

Oversigt over de enkelte medlemskommuners/regionens bidrag til KulturKANten i 2016

Medlem

Antal borgere per 01.01.2016

Antal borgere * 3 kr.

Administrations-bidrag

Aalborg Kommune

210.316

630.948

20.000

Frederikshavn Kommune

60.246

180.738

10.000

Hjørring Kommune

65.411

196.233

10.000

Brønderslev Kommune

36.047

108.141

5000

Læsø Kommune

1.817

5.451

0

Thisted Kommune

43.991

131.973

5000

Morsø Kommune

20.629

61.887

5000

Rebild Kommune

29.149

87.447

5000

Vesthimmerlands Kommune

37.296

111.888

5000

Mariagerfjord Kommune

42.131

126.393

5000

Jammerbugt Kommune

38.466

115.398

5000

Medlem

Antal borgere per 01.01.2016

Fast årligt bidrag

Administrations-bidrag

Region Nordjylland

585.499

1.500.000

0

Personaleressourcer


Som en del af aftalegrundlaget forventes hver kommune/region, ud over det økonomiske bidrag, også at bidrage med personalemæssige ressourcer til udvikling og afvikling af aktiviteter under indsatsområderne. I gennemsnit forventes ressourceforbruget ikke at overstige 3-4 timer pr. uge pr. kommune/region. 

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Tilslutning til ny regional kulturaftale: KulturKANten 2017-2020

Beslutning

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur og Fritidsudvalget udpeger følgende kandidater til Rebild Kommunes kulturråd for perioden januar 2017 - december 2018:

Henrik Bjerg Thomsen

Jesper Andreasen

Marianne Uhrenholt

Økonomi

Der er ingen økonomiske- eller bevillingsmæssige konsekvenser

Sagsfremstilling

I overensstemmelse med kommissoriet for Kulturrådet skal Kultur- og Fritidsudvalget udpege medlemmer til rådet.

Kommissorium

Kulturrådets opgave er at medvirke til at realisere målsætningerne i Rebild Kommunes kulturpolitik i tæt samarbejde med kulturaktører, forvaltning og politikere.

Kulturrådet fungerer som sparringspartner og bindeled mellem aktørerne i kulturlivet, forvaltning og politikere og som et forum for nytænkning, erfarings- og idéudveksling og udvikling af kulturen i Rebild Kommune.

Kulturrådet varetager og udarbejder indstillinger til Kultur- og Fritidsudvalget vedrørende:

  • udarbejdelse og revision af handleplaner inden for kulturpolitikkens områder
  • udvikling af nye aktiviteter og initiativer på kulturområdet
  • udarbejdelse af retningslinjer for fordeling af midler til kulturelle opgaver i henhold til gældende tilskudsregler

Udpegning

Kulturrådet udpeges af Kultur- og Fritidsudvalget efter indstilling fra forvaltningen. Alle aktører, foreninger og enkeltpersoner kan indsende forslag til kandidater.

Sammensætning

Kulturrådet består af 5 medlemmer.

Rådets medlemmer udpeges for en 2-årig periode, således at 3 medlemmer afgår i lige år og 2 afgår i ulige år. Ny udpegning sker det efterfølgende år. Genudpegning kan finde sted - dog kun for to perioder.

Kulturrådet bestod i 2016 af:

Helle Jørgensen, Støvring, til 31.12.2016 - kan ikke genudpeges, da hun har siddet to perioder.

Bjarne s. Hansen, Kgs. Tisted, til 31.12.2016 - ønsker ikke genudpegning.

Vibeke Sunde, Rebild, til 31.12.2017 - ønsker at fratræde som medlem med virkning fra 31.12.2016.

Elsebeth Møller, Bælum, til 31.12.2017

Charlotte M.B. Nielsen, Guldbæk til 31.12.2017

Der skal således udpeges 3 medlemmer. Ved udpegningen kan følgende aspekter indgå:

  • erfaringer med forskellige kunstneriske udtryk
  • erfaring med planlægning og afvikling af store og/eller små arrangementer
  • oplevelses-arrangører
  • amatører og professionelle kunstnere
  • land - by
  • geografi
  • netværksudvikling
  • kultur for børn og unge

Forvaltningen har oplyst om muligheden for at indstille kandidater til kulturrådet via annoncering i lokalaviserne, på www.rebild.dk og på kommunens facebook side.

Der er indkommet 4 forslag til nye medlemmer af kulturrådet:

Bjarne Hansen, Kgs. Tisted

Henrik Bjerg Thomsen, Skørping

Jesper Andreasen, Skørping

Marianne Uhrenholt, Guldbæk 

(se vedlagte bilag med begrundelser for forslagene).

Bjarne Hansen ønsker ikke at modtage genudpegning til kulturrådet.

Forvaltningen indstiller følgende 3 kandidater:

Henrik Bjerg Thomsen, Skørping

Jesper Andreasen, Skørping

Marianne Uhrenholt, Guldbæk 

Resume

Sagen afgøres i: Kultur- og Fritidsudvalget

I overensstemmelse med kommissoriet for Kulturrådet skal der udpeges medlemmer til rådet hvert år på grundlag af indstilling fra forvaltningen til kultur- og fritidsudvalget.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0