Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, hvorvidt tilskud til pasning af egne børn, skal indføres pr. 1. november 2017 med evaluering i maj 2018

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at såfremt det besluttes at indføre tilskud til pasning af egne børn, fastlægges tilskuddet til 75 procent af nettoudgiften til et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen

Børne- og Ungdomsudvalget, 16. august 2017, pkt. 106:

Et flertal bestående af Klaus Anker Hansen, Lars Hørsman, Tommy Degn, Peter Bak og Jeanette Sagan anbefaler overfor Økonomiudvalg og Byråd, at tilskud til pasning af egne børn indføres pr. 1. november 2017 for forældre med børn fra 24 uger til 2,11 år med evaluering i maj 2018, samt at tilskuddet fastsættes til 85 procent af nettoudgiften til et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen.

Bent Skovgaard Olsen og Michael Portefee kan ikke støtte forslaget.

Økonomi

I henhold til Dagtilbudsloven fastsætter kommunalbestyrelsen selv tilskudssatsen, som dog maksimalt kan udgøre 85 procent af den billigste nettodriftsudgift i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen. Det foreslås, at taksten sættes til 75 % af nettoudgiften til et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen, hvilket svarer til det tilskud, der ydes de private pasningsordninger i kommunen.

Budgettet vil følge den almindelige børnetalsregulering, hvilket vil sige, at det øges, hvis flere vælger at søge om tilskud til pasning af egne børn, og mindskes hvis færre søger herom. Budgettallet skal således ikke nødvendigvis ses som kommunens udgift ved indførsel af tilskuddet, da udgiften afgøres af, hvem der søger om tilskuddet. Hvorvidt der vil blive tale om en udgift for kommunen, vil således afhænge af, om de der tildeles tilskuddet, er forældre som får deres barn passet i et kommunalt tilbud eller om de i forvejen hjemmepasser barnet. Hvis barnet i forvejen hjemmepasses vil det være forbundet med en udgift at yde tilskud, hvorimod det vil være forbundet med en mindre besparelse, hvis barnet går fra en plads i et dagtilbud til hjemmepasning, dog ikke hvis hjemmepasningen medfører tomme pladser hos en dagplejer. De nærmere økonomiske konsekvenser ved indførsel af tilskud til pasning af egne børn, vil således variere. Eksempler herpå er vist i en række overordnede scenarier (se bilag 1).

Forvaltningen anbefaler, at løsningen som udgangspunkt skønnes at være udgiftsneutral og at eventuelle ændringer i forhold hertil, fremadrettet vil blive reguleret via den almindelige børnetalsregulering på området.

Sagsfremstilling

Baggrund

På Byrådsmødet 1. juni 2017 er der anmodet om en undersøgelse af muligheden for, at der i Rebild Kommune ydes tilskud til forældres pasning af egne børn. Muligheden for dette følger af Dagtilbudslovens §86, der fastlægger, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at give forældre, med børn i alderen 24 uger og frem til skolestart, mulighed for at vælge økonomisk tilskud til pasning af egne børn i stedet for en plads i et dagtilbud. Denne kan-bestemmelse har tidligere været anvendt i Rebild Kommune, men blev i 2010 besluttet afskaffet.

Tilskud til pasning af egne børn - lovgivningsmæssig ramme

Lovmæssigt er der fastsat forskellige krav og betingelser for at forældre kan modtage tilskud til pasning af egne børn:

·forældre må ikke samtidig benytte andre dagtilbud eller modtage tilskud til privat pasning

·den forælder, der ansøger om tilskuddet, kan ikke samtidig modtage offentlig overførselsindkomst (fx barselsdagpenge, orlovsydelse, kontanthjælp, førtidspension og SU) eller have en arbejdsindtægt

·tilskuddet har desuden indvirkning på en ægtefælles kontanthjælp

·kommunen kan kun udbetale tilskud til pasning af egne børn til en forælder, der har opholdt sig i landet i 7 ud af de seneste 8 år (gælder dog ikke forældre, der er berettiget til ydelsen efter EU-retten)

·ydelsen kan som minimum udbetales for 8 uger og maksimalt for en etårig periode, og kun i én sammenhængende periode

·en familie kan modtage tilskud til i alt 3 børn enten samtidigt eller i forskudte perioder (det samlede tilskud pr. husstand kan dog ikke overstige dagpengemaksimum)

Forvaltningens bemærkninger
Tilskud til pasning af egne børn kan som nævnt tildeles forældre til børn i alderen 24 uger frem til skolestart. Hvis der fra politisk side træffes beslutning herom, kan ordningen indføres pr. 1.november, når det administrative grundlag er tilvejebragt. Det foreslås videre, at der i maj måned 2018 foretages en evaluering gående på forældrenes efterspørgsel på tilskuddet, samt hvilken økonomisk betydning indførslen af tilskuddet har haft, jf. nedenstående om forslagets økonomi. Med baggrund i denne evaluering kan der træffes beslutning om, hvorvidt ordningen skal gøres permanent eller alternativt udfases. Såfremt det her besluttes at udfase ordningen, vil de forældre, der har fået tilsagn om et tilskud, have dette indtil tilskuddet udløber.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Byrådet har udtrykt ønske om en undersøgelse af mulighederne for indførsel af tilskud til pasning af egne børn.

Beslutning

Et flertal, Venstre, Radikale Venstre, Konservative, Søren Konnerup, Søren Søe indstiller, at regulativet annulleres.

Et mindretal, Socialdemokraterne og Den Sociale Fællesliste indstiller godkendt som indstillet af forvaltningen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø vedtager det reviderede Tomgangsregulativ.

Udvalget for Teknik og Miljø, 16. august 2017, pkt. 121:

Et flertal i Udvalget for Teknik og Miljø bestående af Thomas S. Thomsen, Ole Frederiksen og Jeppe Ugilt (Venstre) mener, at regulativet er unødig kommunal bureaukrati og ønsker overfor Økonomiudvalget og Byrådet at anbefale at regulativet annulleres.

Morten Lem og Rasmus Rask ønskede at følge indstillingen.

Økonomi

Ingen

Sagsfremstilling

Rebild Kommune indførte i 2010 et Tomgangsregulativ for at mindske luftforurening fra køretøjer i tomgang. Nutidens motorer, startere og batterier har ikke problemer med mange start/stop hændelser, men mange borgere og vognmænd holder af gammel vane alligevel unødvendigt i tomgang. Når en motor kører i tomgang, dannes der flere nitrøse gasser (NOx) og små partikler, som begge er skadelige for helbredet – især luftvejene, og der dannes samtidig mere CO2, som er en svag drivhusgas. Der dannes også hydrocarboner, som bl.a. PAH, der er kræftfremkaldende. En reduktion i unødvendig forurening fra tomgang er således en gevinst for borgernes sundhed og tomgangsregulativet er derfor i god overensstemmelse med ønsket om et sundt liv i en sund kommune.

Center Familie og Handicap har fået henvendelser fra borgere med handicapbiler, som har problemer med at overholde det eksisterende Tomgangsregulativ (vedtaget d. 30. november 2010 af TMU i Støvring) ved af-isning og af-dugning af ruder. Det eksisterende regulativ tillader maksimalt 3 miutters tomgang. 

Da forvaltningen også vurderer at der er behov for undtagelser for tomgangsdrift og særlige forhold for lastbiler, har forvaltningen udarbejdet et revideret udkast af Tomgangsregulativet, så det også tager højde for af-isning og af-dugning (nu 5 minutter for dette).

Det reviderede og eksisterende Tomgangsregulativ (2010) er vedhæftet som bilag. Ændringerne i udkastet er i den indledende tekst og i § 3. 

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Forvaltningen forelægger mindre justeringer af kommunens Tomgangsregulativ.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0