Byrådet har bevilliget 5 mio. kr. til anlæggelsen af et multihus ved Støvring Svømmehal. Endvidere har svømmehallen selv fundraiset cirka 1 mio. kr. til projektet. Med udgangspunkt i denne økonomi har Svømmehallens bestyrelse, i samarbejde med en rådgivende arkitekt, udarbejdet tegninger for huset og afholdt licitation. Licitationen blev afholdt den 21. august 2017. I den forbindelse har prisen for byggeriet desværre vist sig at være væsentlig dyrere end svømmehallens budget, og bestyrelsen afsøger nu løsningsmuligheder.
Resultat af møde mellem forvaltning, formand og bestyrelse
Der har været holdt et møde, og der blev identificeret flere muligheder for at reducere i udgifter til projektet.
1) Kan en ændring af byggepladsens placering måske give en besparelse?
2) Kan projektet reduceres ved at fjerne 1. salen?
3) Kan en licitation afholdt i f.eks. efteråret give et andet resultat?
4) Kan et ændret byggetidspunkt give et ændret resultat?
Mødet sluttede med, at svømmehallens bestyrelse ville overveje projektets fremtidig og ovennævnte muligheder.
Oplæg fra svømmehallens bestyrelse
Bestyrelsen har nu indsendt materiale, hvor de ønsker en dialog med kommunen omkring en række forhold. Her uddrag af det indsendte materiale:
"1) Kan Rebild Kommune, hvis der afholdes yderligere en licitation, påtage sig yderligere udgifter såfremt prisen for etablering af projektet igen overskrider budgettet. Vil der f.eks. kunne laves en ekstrabevilling med et loft på f.eks. 1.500.000 kr.?
2. Kan Rebild Kommune, hvis der afholdes yderligere en licitation, påtage sig at stå for byggeplads / byggevej?
3. Vi kan i Støvring Svømmehals økonomi ikke finde midler til afholdelse af yderligere en licitation. Det mener vi heller ikke bør være nødvendigt, og har indledt en dialog med Rebild Arkitekterne om dette(se bilag B). Vores udgangspunkt er, at Rebild Arkitekterne efter vores opfattelse har ydet utilstrækkelig rådgivning, i en grad, så det er ansvarspådragende, og derfor skal stå for afholdelse af udgifterne i forbindelse med en licitation nummer Kommer vi ikke i mål med dette; - kan Rebild kommune, da påtage sig at stå for en ny licitation med udgangspunkt i det allerede udformede materiale?"
Samtidig oplyser bestyrelsen, at midlerne fra Mærsk Fonden er betinget af, at 1. salen ikke tages ud af projektet. Bestyrelsen har besluttet ikke at trække 1. sal ud af projektet, da bestyrelsen vurderer, at foruden at miste fondsbevillingen, vil det også være en for markant ændring af projektet i forhold til brugere og lokale støtter.
Endvidere oplyser halinspektøren, at der pr. 19. september 2017 ikke er nået en enighed med Rebild Arkitekterne omkring udgifterne til en ny licitation. Dette forventes afklaret i løbet af oktober.
Det indsendte brev fra svømmehallens bestyrelse er vedlagt sagen som bilag. Endvidere er vedlagt støttebrev fra Pingvinen.
Bemærkninger fra forvaltningen
Opgaver omkring licitation og byggeplads: Forvaltningen vurderer det er uhensigtsmæssigt, at opgaver vedr. afholdelse af licitation og byggeplads gøres til en kommunal opgave. Såfremt byrådet ønsker at støtte projektet yderligere end det allerede afsatte beløb, bør dette ske via en tillægsbevilling.
Besparelse grundet tidspunktet for licitation og byggeri: Forvaltningen vurderer, at det er realistisk, at en ændring af tidspunktet for afholdelse af licitation og byggeri vil give en besparelse i forhold til den afholdte licitation.