Rebild Kommune tilbyder frit leverandørvalg på vedligeholdelsestræning og genoptræning(Servicelovens § 86 stk. 1 og 2 samt Sundhedslovens § 140). Det er ikke lovpligtigt at have frit valg på dette område, men det er et politisk valg, der er truffet i Rebild Kommune af Byrådet den 20/12-07. I øjeblikket kan de borgere, der bevilges træning, vælge mellem 3 private fysioterapeutklinikker og det kommunale træningstilbud i Center Sundhed.
Godkendelsesmodellen fungerer således, at der opstilles nogle godkendelseskriterier, som fysioterapeutklinikkerne skal leve op til for at blive godkendt som leverandør. Fysioterapeutklinikker kan søge om at blive godkendt 2 gange om året. Hvis en klinik godkendes, vil den indgå i de leverandører, som borgerne kan vælge imellem, når de bliver bevilget en træningsydelse.
De væsentligste ændringer i godkendelseskravene er
- Private leverandører skal frem over anvende kommunens elektroniske journalsystem på lige fod med den kommunale leverandør. Rebild Kommune sørger for uddannelsen af leverandørernes medarbejdere
- Afregningen vil frem over ske efter de registrerede leverede timer og al dokumentation skal ske i journalsystemet. På nuværende tidspunkt afregnes de private leverandører efter fakturerede timer
- De private leverandører skal frem over efterleve samtlige retningslinjer i det kommunale administrationsgrundlag, som blev godkendt af Sundhedsudvalget i juni 2014
- Skærpede krav til fysiske rammer, der frem over skal være egnede til både holdtræning og individuel træning
- Der stilles krav om, at minimum 40% af borgerne skal træne på hold
- Skærpede krav til personalets erfaring og efteruddannelse. Frem over skal minimum 50% af leverandørens medarbejdere skal have minimum 2 års erfaring med en bred vifte af målgrupper og have efteruddannelse på højt niveau. Dette krav følger af ny lovgivning på området
De ændrede krav vil forenkle samarbejdet mellem leverandører og kommune, når der anvendes samme journalsystem. De nuværende leverandører vurderes at kunne leve op til kriterierne, bortset fra at en enkelt formentlig ikke vil kunne blive godkendt med de nuværende fysiske rammer. Der er indkommet høringssvar fra denne leverandør omkring størrelsen på holdtræningslokaler. Administrationen ønsker at fastholde kravet til de fysiske rammer grundet et ønske om kvalitet i holdtræningen baseret på evidens omkring effekten af holdtræning.