Sagsfremstilling
Målgruppen for sorggruppen er 8 til 16-årige i kommunen, som har mistet sin mor, far, søskende eller et nært familiemedlem.
En sorggruppe består af mindst 3 børn og max.10 børn samt en sundhedsplejerske og en psykolog. Første forløb i sorggruppen blev gennemført som en lukket gruppe, det vil sige, at de samme børn, som starter i gruppen, forbliver sammen i hele forløbet. Inden opstarten af forløb 2 blev dette ændret, således at der nu er løbende optag i sorggruppen. Det skyldes en faglig vurdering af, at det er vigtigt at et barn kan komme med, når det er det rigtige tidspunkt for den enkelte. Dette er den eneste ændring, der er sket i forhold til den oprindelige beskrivelse af sorggruppens organisering og indhold.
Sorggruppen hører under normalområdet og er forankret i Center Sundhed.
Gruppelederne er en psykolog fra PPR og en sundhedsplejerske fra Center Sundhed. Desuden gives faglig sparring fra familiebehandling i forhold til tilrettelæggelse og afvikling, og supervision ved psykolog i Center Sundhed.
Målet med sorggrupperne for børn/unge er, at hjælpe den enkelte gennem sorgen og give dem bedre mulighed for at lære at leve med tabet.
Konkrete succeskriterier er:
- At 90 % af de børn/unge, der starten i gruppen, også gennemfører forløbet
Hold 1: Gennemførelsesprocent 80%
Hold 2: Gennemførelsesprocent 87,5%
- At sorggrupperne gennemsnitligt har 6 deltagere
Hold 1: 5 deltagere
Hold 2: 8 deltagere
- At der er et stabilt fremmøde i gruppe
Hold 1: Stabilt fremmøde til alle mødegange
Hold 2: Ustabilt fremmøde til flere mødegange
- At de enkelte børn/unge oplever at deltagelse i gruppen gør en forskel
Hold 1:
Forældrenes vurdering: På en skala fra 1 til 10 vurderede forældre hvordan deltagerne havde det før og efter start i sorggruppen. Før var tallet 5 og efter forløbet var det 7. ( tallene er gennemsnit af alle besvarelser)
Deltagernes vurdering: På en skala fra 1 til 10 har deltagerne svaret på hvordan de havde det henholdsvis før og efter forløbet i sorggruppen. Før var tallet 5 og efter forløbet var det 8.( tallene er gennemsnit af alle besvarelser)
Hold 2:
Forældrenes vurdering: På en skala fra 1 til 10 vurderede forældre hvordan deltagerne havde det før og efter start i sorggruppen. Før var tallet 6 og efter forløbet var det 8,3. ( tallene er gennemsnit af alle besvarelser)
Deltagernes vurdering: På en skala fra 1 til 10 har deltagerne svaret på hvordan de havde det henholdsvis før og efter forløbet i sorggruppen. Før var tallet 3,8 og efter forløbet var det 9,6 ( tallene er gennemsnit af alle besvarelser)
Generelt giver deltagerne udtryk for, at det er rart at være sammen med andre, der har mistet, godt at kunne tale og hygge sammen.
Generelt oplever forældrene, at deltagerne bliver gladere. Forældrene oplever, at tilbuddet er kompetent og professionelt.
Eneste kritikpunkt er, at flere forældre ønsker, at starttidspunktet flyttes en halv eller hel time.
Forvaltningen anbefaler, at tilbuddet fortsætter uændret som forløb 2, det vil sige med løbende optag, og at udfordringer med tidspunkt så vidt muligt forsøges afhjulpet.