Reno-Nord har med brev af 10. november 2020 anmodet om tilbagemelding på forslag om at udvide modtagehallen på sorteringsanlægget til plast og metal og opstarte udsortering af mad- og drikkekartoner. Modtagehallen skal samtidig kunne fungere som ramme for håndtering af papir/pap-fraktionen.
Den nuværende modtagehal på sorteringsanlægget er underdimensioneret. Det medfører affaldsflugt og logistiske problemer. Forslaget går på at udvide den eksisterende hal med et ekstra fag. Det giver bedre mulighed for at modtage affald fra flere kommuner og også flere typer affald fra de nuværende kunder.
Regeringens klimaplan (af 16. juni 2020) medfører sortering og indsamling af 10 fraktioner fra husstande, blandt andet mad- og drikkekartoner. Reno-Nord peger på muligheden for at indsamle kartonerne i den nuværende container til plast/metal og sortere dem ud i anlægget. I først omgang en manuel udsortering, men så hurtigt som muligt med robotteknik.
Reno-Nord forventer at der indsamles 700 tons mad- og drikkekartoner fra de kommuner der leverer plast/metal til anlægget i dag. Det svarer til ca 46 tons fra Rebild Kommune og en merudgift på ca 160.000 pr. år for udsortering af kartonerne.
Klimaplanens initiativer er endnu ikke implementeret i affaldslovgivningen, men lægger op til at de nye sorterings- og indsamlingskrav træder i kraft 1. juli 2021.
Hvis mad- og drikkekartoner skal indsamles i den nuværende genbrugscontainer, der er 240 L opdelt med skillevæg, vil det enten kræve hyppigere tømning eller en ekstra container. Det vil koste omkring 1 mio kr. ekstra i Rebild kommune at øge tømningsfrekvensen til for eksempel hver 3. uge, men det vil betyde at boliger i Rebild Kommune kan nøjes med to containere som en standardløsning.
Den kommende tids affaldsplanlægning vil munde ud i konkrete forslag til, hvordan klimaplanens krav om sortering i 10 fraktioner bedst kan lade sig gøre. Forvaltningen er positivt indstillet på Reno-Nords forslag med udsortering af kartonerne fra plast/metal, da det ser ud til at være en let tilgængelig og billig løsning.
Udsortering af mad- og drikkekartoner er en ny opgave for Reno-Nord og det vil det kræve en kompetenceoverdragelse fra kommunerne til Affaldsselskabet og det skal godkendes af Ankestyrelsen.
Ifølge Klimaplanen skal kommunale anlæg afhændes inden fem år, hvis der findes private aktører til opgaven.
Som led i projektet forventes også etablering af modtage- og omlastningsfaciliteter for papir og pap - som en tilbygning til den bygning der indeholder sorteringsanlægget. En mulighed er at tekstil, som en af de fraktioner der med den nye Klimaplan skal husstandsindsamles, indsamles sammen med papir og pap.
Byrådet har tidligere (BY 18. december 2019) godkendt at Reno-Nord arbejdede videre med et projekt for en sorteringshal til papir/pap. Den nye tilbygning erstatter denne og skal kun anvendes til modtagelse og omlastning af papir og pap. Der forventes med anlæggets etablering en mindre prisstigning på håndtering af fraktionen.
Forvaltningens bemærkninger
Rebild Kommune er ikke interessent i selve sorteringsanlægget, men har indgået samarbejdsaftale med Reno-Nord om sortering af plast/metal fra genbrugscontaineren. Rebild kommune skal derfor ikke tage stilling til en udvidelse af sorteringsanlægget. Vi forventer uændret at levere fraktionen til Reno-Nord - evt. på sigt sammen med mad og drikkekartoner.
Reno-Nord har tidligere fremlagt planer for en Ressourcehal til sortering af papir og pap på Reno-Nord. Byrådet bakkede op om forslaget, men ville tage endelig stilling når det konkrete projekt fremlægges. Det nye forslag indeholder ikke sorteringsfaciliteter, men alene rammer til modtagelse og omlastning - og er også et væsentligt billigere projekt. Forvaltningen indstiller at Rebild kommune giver en positiv tilkendegivelse til at Reno-Nord arbejder videre med forslaget.