Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler at der træffes beslutning om at tillæg nr. 8 vedtages til offentliggørelse.

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Sagsfremstilling

Et kommende nyt boligområde i Skørping har tidligere været tilsluttet kloakforsyningen og været medtaget i gældende spildevandsplan.


Efter aftale mellem Rebild Vand og Spildevand A/S og bygherre ønskes det nye boligområde udskilt af det eksisterende kloakopland AAF1, som i dag er separatkloakeret og kloakeringsformen i det nye kloakopland ønskes ændret til spildevandskloakering.


For at gennemføre denne ændring udsendes dette tillæg til gældende spildevandsplan.


Dette udkast til tillæg fastsætter rammerne for kloakeringen i det nye boligområde. Området spildevandskloakeres og spildevandet afledes via Rebild Vand og Spildevands ledningssystem til Aalborg Renseanlæg Vest. Overfladevandet skal nedsives på den enkelte grund og langs vejene i det nye boligområde.

I forbindelse med erhvervelse af arealer til spildevandsanlæg, kan der opstå behov for ekspropriation og derfor skal dette tillæg til spildevandsplan endelig vedtages af byrådet.


Til en eventuel ekspropriation skal der udpeges et medlem fra Teknik- og Miljøudvalget.

På mødet i Teknik- og Miljøudvalget den 23. september 2020 blev Kim Edberg udpeget til eventuel ekspropriation.


Udkast til tillæg til spildevandsplan været udsendt i offentlig høring i 8 uger. Der er ikke modtaget klager over afgørelsen om miljøvurdering og der er heller ikke modtaget bemærkninger/kommentarer til udkast til tillæg.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet.


I forbindelse med etablering af et nyt boligområde ved Hanehøjvej 1 - 7, Skørping, skal der udarbejdes et tillæg til Spildevandsplanen, idet den nuværende kloakeringsform ønskes ændret fra separatkloak til spildevandskloakering.


Nærværende tillæg har nu været i 8 ugers offentlig høring. Der er ikke modtaget klager over miljøvurderingen og der er heller ikke modtaget bemærkninger/kommentarer til tillægget.

Beslutning

Udvalget besluttede at fastholde hidtidige rammebestemmelser vedrørende helårsboliger i Kommuneplanen

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget træffer beslutning om, at kravet om helårsboliger fjernes fra rammerne i udkast til Kommuneplan 2021 med undtagelse af ovenstående 5 rammer.

Økonomi

Ingen

Sagsfremstilling

Ved langt de fleste rammer i Kommuneplan 2017, som giver mulighed for boliger, er der krav om, at det er helårsbeboelse.


Der er ikke differentieret mellem byzonebyerne og landsbyerne, eller om det er rene boligområder eller centerområder.


Når forholdet reguleres har kommunen pligt til at håndhæve dette, hvilket kan være vanskeligt og kræve allokering af en del ressourcer hertil.


Som en del af revurderingen af Rammerne i Kommuneplan 2021 forslår forvaltningen, at kravet om helårsbeboelse fjernes ved stort set alle rammer i Kommuneplan 2021. Det vil stadig være muligt i lokalplanlægningen at stille krav om helårsbeboelse, hvis dette ønskes. Alle eksisterende lokalplaner med krav om helhedsboliger vil stadig være gældende.


Kun ved 5 rammer 02.B211, 10.LB130, 14.LB621, 14.LB861 og 15.LB1 opretholdes kravet om helårsboliger. De 3 første er for jordbrugsparceller i Bælum, Suldrup og Hjedsbæk. De 2 sidste er for Himmerlandsbyen i Aarestrup og den tidligere Lynghøj Efterskole mellem Støvring og Guldbæk, som er blevet omdannet til boliger.


Forvaltningen er ikke bekendt med, at der skulle være problemer i nogle af byerne, med at mange boliger bliver brugt som fritidshuse og derfor står tomme dele af året.


Den by, hvor forvaltningen vurderer, at der kunne være størst problem med, at boligerne bliver brugt som fritidshuse, er Rebild. Rebild ligger meget naturskønt tæt ved Rebild Bakker og Rold Skov. Byen har meget begrænset udvidelsesmulighed, og er ikke særlig stor. Begynder en større del af boligerne at blive brugt til fritidshuse, kan den hurtige få præg af en sommerhus by qua byens begrænsede størrelse. Forvaltningen har gennemgået, hvor grundejerne bor, og vurderer ud fra dette, at der måske er 5-10 boliger i Rebild, der bliver brugt som fritidsboliger. Der er ca. 260 boliger i Rebild. Ud af de 260 ligger kun 4 indenfor en lokalplan, som stiller krav om helårsbeboelse.


Skørping og Støvring kan på sigt blive udfordret i forhold til, om der er nye arealer, som kan inddrages til boliger. Det vurderes imidlertid, at de 2 byer i højere grad er typiske bosætningsbyer, hvor der kun i begrænset omfang vil være interesse i fritidsboliger. I hvert fald ikke et omfang, der kan få indvirkning på byernes funktion som bosætningsbyer, eller om der kan opretholdes et passende offentligt serviceniveau, fx skoler.


Det vurderes derfor, at det ikke er nødvendigt at regulere forholdet omkring helårsboliger. Hvis forholdet reguleres, vil kommunen have pligt til at håndhæve lokalplanen, hvis vi bliver opmærksomme på, at en bolig bliver brugt som fritidsbolig. Det kan imidlertid være svært at opdage, da boligen sikkert stadig er registreret som en helårsbolig i forhold til skat, og bare fordi der ikke er registreret nogen beboere på ejendommen i folkeregisteret, betyder det ikke nødvendigvis, at den bliver brugt som fritidsbolig. Nogle kan have dobbelt husførelse, og boligen kan også bare stå tom. Vi kan ikke med lokalplanen kræve, at der er nogen, som bor i boligen.


Hvis det ønskes, at der differentieres mellem byerne, vurderes det, at Rebild og Skørping vil være mest oplagte i forhold til fremover at kræve helårsbeboelse.

Resume

Sagen afgøres i: Teknik og Miljøudvalget


Forvaltningen anmoder om stillingtagen til, om der i rammerne i Kommuneplan 2021 fortsat skal stilles krav om, at boliger skal være helårsbeboelse.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0