Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Beslutning

For godkendelse stemte 20 (Venstre, Socialdemokraterne, Konservative, Leon Sebbelin, Tommy Degn, Maybritt Toft Pedersen)

Imod stemte 3 (Allan Busk, Kim Edberg, Lars Hørsman)

Undlod at stemme 2 (Per Vilsbøll, Pia Elberg)

Godkendt.  

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget tager svaret på Ankestyrelsens høring til efterretning.

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at svaret på Ankestyrelsens høring godkendes.

Sundhedsudvalget, 4. februar 2020, pkt. 17:

Indstilles godkendt.

Økonomiudvalget, 12. februar 2020, pkt. 42:

Indstilles godkendt.

Leon Sebbelin og Lars Hørsman deltog ikke i behandlingen af sagen.

Sagsfremstilling

Baggrund

Ankestyrelsen har den 20. december 2019 udsendt en høring vedrørende kommuners brug af eksterne konsulenter indenfor socialområdet (vedlagt som bilag). Baggrunden er en henvendelse fra Social- og Indenrigsministeriet, der efter en række pressehistorier om anvendelsen af konsulenter på socialområdet, har sat spørgsmålstegn ved lovligheden i denne praksis. Høringen skal afdække, hvorvidt der er grund til en egentlig tilsynssag i kommuner, der har benyttet sig af denne type konsulentydelser.

Høringen indeholder en række konkrete spørgsmål til kommunens anvendelse af eksterne konsulenter. Efter fremsendelse af høringen har styrelsen den 9. januar fremsendt en supplerende høring med yderligere spørgsmål (vedlagt som bilag). Styrelsen anmoder om en udtalelse fra byrådet i forhold til de fremsendte spørgsmål senest 1. marts.

Forslag til svar på ankestyrelsens henvendelse

Forvaltningen har udarbejdet et forslag til et svar fra byrådet, der er vedlagt sagen som bilag. Af svaret ses det overordnet, at Rebild Kommunes anvendelse af eksterne konsulenter på socialområdet har været af et begrænset omfang, idet det konkret har ført til ændringer i 7 sager (yderligere en sag afventer endelig handling). De eksterne konsulenter har bidraget med nye faglige perspektiver i forhold til nogle på forhånd udvalgte sager, og al myndighedsbehandling og afgørelse er foretaget af kommunens myndighedsrådgivere.

Samtidig har anvendelsen af konsulenter været indskrænket specifikt til sager indenfor voksen-handicapområdet, hvor anvendelsen er sket som led i realiseringen af den politisk vedtagne økonomiske handleplan. Handleplanen har bl.a. haft fokus på at flytte borgere fra passiv offentlig omsorg til en højere grad af egenmestring og fra stationær behovsvurdering til udviklingsorienteret behovsvurdering. Dette har dels skullet medvirke til en højnelse af borgernes livskvalitet, dels til en opbremsning af udgiftsstigning indenfor et område med et stadigt stigende behovs- og udgiftspres.

Aflønning af de benyttede eksterne konsulenter
Noget af det der er i fokus i Ankestyrelsens høring er, hvorvidt de aftaler, der er indgået med de eksterne konsulenter, er indgået med baggrund i en resultatlønningsmodel eller med baggrund i et såkaldt "no-cure-no-pay"-princip, og i så fald om dette har kunnet påvirke konsulenternes ageren i de berørte sager. De to aftaler med de benyttede konsulenter er begge indgået med baggrund i “no cure no pay”-princippet.

Det ene konsulentfirma fik indledningsvist fremsendt 34 sager til et overordnet gennemsyn med henblik på en vurdering af potentiale for at foretage ændringer i indsatserne. Sagerne lå alle inden for samme målgruppe (borgere med ophold på midlertidige boformer - LSS § 107) og var på forhånd udvalgt af myndighedsrådgiverne. Ud af disse 34 sager vurderede myndighedsrådgiverne, at der skulle kigges nærmere på de 16 sager, mens de øvrige 18 sager blev henlagt.
Af disse 16 sager blev seks henlagt efter yderligere undersøgelser, idet det blev vurderet af myndighedsrådgiverne, at der ikke var basis for ændringer. Herefter blev der arbejdet videre med de sidste 10 sager. De tre af disse sager blev henlagt efter yderligere undersøgelser, mens seks sager førte til reelle ændringer og en sag blev anket. I forhold til sidstnævnte har Rebild Kommune efterfølgende fået medhold ift. den foreslåede ændring, hvorfor samarbejdet samlet ventes at føre til ændringer i syv sager.
Konkret ift. aflønning er det pågældende konsulentfirma blevet aflønnet med en fast timeaflønning for arbejdet med de 16 sager, som af myndighedsrådgiverne blev udvalgt til yderligere undersøgelse.

I samarbejdet med det andet eksterne konsulentfirma, der har medført ændring i én konkret sag (ud af de tre sager som firmaet fik til gennemsyn), udgøres aflønningen ved 10 procent af en eventuelt opnået besparelse. Reduceringen af den økonomiske belastning i denne sag er udelukkende sket som en forhandling omkring særydelser med Region Midt og har ingen betydning haft for den konkrete borger.


Forvaltningen er dog opmærksom på det potentielt uhensigtsmæssige i en sådan aflønningsmetode, hvorfor der for nuværende ikke vil blive indgået yderligere aftaler af denne type. 

Samlet er det forvaltningens vurdering, at Rebild Kommunes anvendelse af eksterne konsulenter indenfor det sociale område er sket på en etisk og fagligt ansvarlig måde, og at anvendelsen af konsulenterne har bidraget til indfrielsen af målsætningerne i den politisk vedtagne handleplan for voksen-handicapområdet, både fagligt og økonomisk.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet.

Ankestyrelsen har fremsendt høringer vedr. Rebild Kommunes brug af eksterne konsulenter indenfor socialområdet. Ankestyrelsen ønsker svar fra byrådet senest den 1. marts. Nærværende sag indeholder forvaltningens forslag til svar på høringen.

Beslutning

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget og Byrådet godkender de reviderede kvalitetsstandarder.

Økonomiudvalget, 12. februar 2020, pkt. 41:

Indstilles godkendt.

Leon Sebbelin og Lars Hørsman deltog ikke i behandlingen af sagen.

Sagsfremstilling

Sundhedsudvalget besluttede på møde d. 5. november 2019, pkt. 130, på baggrund af gennemgang af visitationsreglerne på ældreområdet, at kvalitetsstandarderne vedr. nødkald, madservice, medicindispensation og hjælpemidler revideres.

Som opfølgning på orienteringen til Sundhedsudvalget på samme møde om forskelligartet serviceniveau hos "nye" og "kendte" borgere, vil forvaltningen desuden arbejde ud fra et ensartet serviceniveau i overensstemmelse med den rehabiliterende tilgang, som lovgivningen fastsætter.

Kvalitetsstandarderne er vedlagt som bilag, og alle tilføjelser er markeret med gult.

Nødkald

I kvalitetsstandarden for nødkald er det tilføjet, at nødkald bevilges til borgere, som ikke er i stand til at tilkalde hjælp på anden vis.

Herudover er der tilføjet, at det vurderes ved behov, om borgerne kan anvende nødkaldet relevant.

Madservice

I kvalitetsstandarden for madservice er der tilføjet, at borgerne skal være helt eller delvist ude af stand til at bestille mad for at få bevilget madservice.

Hjælpemidler

Kvalitetsstandarden for hjælpemidler er ny og hele kvalitetsstandarden skal derfor politisk godkendes. Kvalitetsstandarden ændrer ikke på det nuværende serviceniveau for bevilling af hjælpemidler, men den er udarbejdet for at gøre det tydeligt for borgerne, hvilken service de kan forvente.

Sygepleje

I kvalitetsstandarden for sygepleje er der tilføjet, at hvis sygeplejersken skønner, at borgerne kan komme på sygeplejeklinikkerne, vil de modtage sygepleje der. Dette er en konsekvensrettelse af tidligere beslutning i Sundhedsudvalget d. 8. januar 2019, pkt. 10, som er tilføjet i kvalitetsstandarden. Herudover er der foretaget mindre rettelser i kvalitetsstandarden bl.a. som følge af oprettelse af Akuttilbud Rebild (disse rettelser er ikke markeret med gult).

Økonomi

Ændringerne i kvalitetsstandarderne er ikke i sig selv udgiftsreducerende, men vil sikre en mere optimal anvendelse af ressourcer.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget sender kvalitetsstandarderne i høring hos Handicaprådet, Ældrerådet og SektorMED Pleje og Omsorg.

Beslutning

Sundhedsudvalget, 3. december 2019, pkt. 139:

Venstre, Konservative, Socialdemokratiet og Den sociale fællesliste godkendte indstillingen. Dansk Folkeparti ønsker ikke standarderne sendt i høring i denne udgave.

Fortsat sagsbehandling

Bemærkninger efter høring

De fire reviderede kvalitetsstandarder har været i høring hos Ældrerådet, Handicaprådet og Center Pleje og Omsorg. Høringssvarene er vedlagt som bilag.

Sammenfatning af Ældrerådets høringssvar:
Ældrerådet har følgende bemærkning til kvalitetstandarden for sygepleje:
Ældrerådet ønsker, at forvaltningen under Serviceniveau udskifter ordet
skønner med i samråd med borgeren eller i dialog med borgeren.

Forvaltningens bemærkninger til Ældrerådets høringssvar:
Vurderingen af hvorvidt en borger kan komme på en sygeplejeklinik, er altid foretaget ud fra en dialog med pågældende borger. Dette er en generel forvaltningsretlig forpligtelse, og skal ikke særskilt fremhæves i en kvalitetsstandard.
Formuleringen er en konsekvensrettelse som følge af tidligere beslutning i Sundhedsudvalget d. 8. januar 2019, pkt. 10; hvori det fremgår ” At sygeplejen fremadrettet får kompetence til at beslutte, hvilke borgere der skal have besøg i eget hjem i forbindelse med sygeplejeydelser og hvilke borgere, der kan og skal komme på sygeplejeklinikkerne.”

Sammenfatning af Handicaprådets høringssvar:
Handicaprådet har følgende bemærkninger til kvalitetsstandarden for madservice:
DH Rebild savner en beskrivelse af, hvordan man sikrer kvaliteten af madservicen. Vi mangler en beskrivelse af egenkontrollen, det er vigtigt at pointere, at en leverandør ikke kan auditere sig selv. Vi kunne foreslå årlige brugeranalyser, hvor der blev målt på kvaliteten af ydelsen og som gerne skulle vurderes af kommunens ernæringsenhed. Her skulle der også være en vurdering af behovet for opfølgning. Vi foreslår også stikprøvekontroller samt årlige dialogmøder med leverandørerne, hvor der også skulle følges op på, at aktuelle ernæringsråd bliver fulgt. Vi henviser til følgende; Leverandørerne er forpligtet til at gennemføre kvalitetsopfølgning for at opfylde kvalitetsmålene og arbejde ud fra Rebild Kommunes værdigrundlag og målsætninger. Leverandøren skal således følge op på din oplevelse af kvaliteten af ydelsen minimum en gang årligt.

Handicaprådet har følgende bemærkninger til kvalitetsstandarden for hjælpemidler:
DH Rebild savner en beskrivelse af hvem og hvordan den konkrete individuelle vurdering af hjælpemidler foretages. Vi kunne ønsker en beskrivelse af faglighed samt ikke mindst en tilkendegivelse af inddragelse af personale omkring den berørte borger og i høj grad de pårørende, når det drejer sig om særlige sårbare borgere med lavt funktionsniveau eller manglende selverkendelse.
Herudover mangler DH Rebild en nærmere beskrivelse af hvordan relevant hjælp indtænkes, når der kun kan søges digitalt om hjælpemidler, herunder henvisning til kommunikationsafsnittet i handicappolitikken.

Forvaltningens bemærkninger til Handicaprådets høringssvar:
Vedr. Handicaprådets bemærkninger til kvalitetsstandard
for madservice, er de nævnte punkter omfattet af kravspecifikationen til leverandørerne, og indeholdt i de kontraktuelle forhold til disse; hvorfor emnerne ikke specifikt er hjemhørende i en kvalitetsstandard.
Emnet vedr. kvalitetsopfølgning fremgår desuden af den generelle indledning til alle kvalitetsstandarder omfattet af Borgervisitationens myndighedsområde. Se link her:
https://rebild.dk/sites/default/files/wysiwyg_media_files/kvalitetsstandarder_cpo_2017_incl._bpa.pdf
Forvaltningen vil dog på baggrund af det afgivne høringssvar, foretage en fornyet vurdering af om leverandørkontrakter og kravspecifikationer fuldt ud tilgodeser det italesatte behov for kvalitetsopfølgning og brugertilfredshed.
Vedr. Handicaprådets bemærkninger til kvalitetsstandard for hjælpemidler er de nævnte punkter omkring hvilken enhed, der er bevilgende myndighed, omfattet af den generelle indledning til alle kvalitetsstandarder omfattet af Borgervisitationens myndighedsområde. Se link her:
https://rebild.dk/sites/default/files/wysiwyg_media_files/kvalitetsstandarder_cpo_2017_incl._bpa.pdf
Vedr. Handicaprådets bemærkninger til digital ansøgning står Borgervisitationen altid til rådighed med udstrakt hjælp til borgerne ifm ansøgning, ud fra borgernes individuelle ressource og begrænsning. Dette er en generel forvaltningsretlig forpligtelse, og skal ikke særskilt fremhæves i en kvalitetsstandard.

Sammenfatning af SektorMED Pleje og Omsorgs høringssvar:
SektorMED CPO har følgende bemærkninger til kvalitetsstandarden for sygepleje:
I den tilføjede, markerede sætning foreslår SektorMED, at der i stedet for "sygeplejersken skønner" kommer til at stå "Hvis sygeplejersken ud fra en sygeplejefaglig vurdering vurderer, at du kan komme på sygeplejeklinikkerne, vil du modtage sygepleje der".
SektorMED ønsker, at der i stedet for "doseringsæsker til 14 dage" kommer til at stå "så skal du selv købe doseringsæsker til minimum 15 dage".
SektorMED fremhæver, at der i stedet for "Akuttilbud Rebild" skal stå "Akut- og Rehabiliteringstilbud Rebild".

Forvaltningens bemærkninger til SektorMEDs høringssvar:
Forvaltningen har for det indholdsmæssige taget SektorMEDs bemærkninger til efterretning, og tilrettet kvalitetsstandarden for sygepleje i overensstemmelse hermed.
Se kvalitetsstandarden bilagt for de foretagede rettelser.
Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget godkender de reviderede kvalitetsstandarder.


Sundhedsudvalget, 7. januar 2020, pkt. 7:

Godkendt.Sundhedsudvalget kvitterede for de modtagne gode høringssvar.Administrativ bemærkning:

Kvalitetsstandarderne blev godkendt i Sundhedsudvalget d. 7. januar 2020. Kvalitetsstandarderne sendes hermed til godkendelse i Økonomiudvalget og i Byrådet.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Sundhedsudvalget besluttede på møde d. 5. november 2019, at kvalitetsstandarderne vedr. nødkald, madservice, medicindispensation og hjælpemidler skal revideres.

De fire reviderede kvalitetsstandarder har været i høring hos Ældrerådet, Handicaprådet og SektorMED Pleje og Omsorg.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0