Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Sagsfremstilling

Der blev ultimo 2021 nedsat en arbejdsgruppe i regi af Strategisk Ledergruppe (SL), som skulle drøfte muligheden for at styrke samarbejdet mellem Rebild Kommune og Jobcenter Rebild. Der har igennem årene eksisteret et godt samarbejde om rekruttering mellem især Center Pleje og Omsorg og jobcentret, ligesom der også har været samarbejde mellem jobcentret og mange andre af kommunens arbejdspladser på en række områder. Ambitionen fra SL er at systematisere samarbejdet og udvide det til alle kommunens arbejdspladser, samt generelt at hæve ambitionsniveauet for samarbejdet til gavn for både arbejdspladserne og borgerne.


Rebild Kommune er kommunens største arbejdsplads og har mange jobfunktioner og jobmuligheder fordelt over hele kommunen, hvilket gør kommunen til en oplagt samarbejdspartner for jobcentret. Der er derudover også et stærkt signal i, at Rebild Kommune som arbejdsplads går foran ift. opkvalificering og ansættelse af egne ledige. Samtidig kan et styrket samarbejde medvirke til løsningen af rekrutteringsudfordringerne inden for visse kommunale arbejdsområder.


Formålet ved det styrkede samarbejde er således:


  • at bidrage til løsning af rekrutteringsproblemet på ”velfærdsområderne”, indtil videre især tydeligt ift. manglen på faglærte til SOSU-området og ift. dagplejere, men forventeligt også fremover ift. øvrige kommunale opgaver
  • at bidrage til reduktion af/forebyggelse af ledighed i Rebild Kommune ved at give unge og voksne mulighed for at bidrage på de kommunale arbejdspladser


Arbejdsgruppens forslag til samarbejde blev efterfølgende drøftet i SL, hvor alle positivt tilkendegav at ville indgå i et øget samarbejde som foreslået af arbejdsgruppen. Der blev på den baggrund udarbejdet en samarbejdsaftale mellem Rebild Kommune som arbejdsplads, herunder alle kommunes centre, og Jobcenter Rebild, som efterfølgende blev underskrevet af alle medlemmer af SL.


De kommunale arbejdspladser har således forpligtet sig til at samarbejde om følgende:


• Ordinære ansættelser, faste stillinger

Alle faste ordinære stillinger skal slås op, og det er derfor ikke muligt med direkte ansættelse af ledige.

Som arbejdsplads forpligter vi os derfor til gennem løbende samarbejde om virksomhedspraktikker og løntilskud til ledige fra Rebild Kommune at bibringe ledige kompetencer, der kan hjælpe i den videre jobsøgning – både i og udenfor Rebild Kommune. Derved sikrer vi også Rebild Kommune et godt rekrutteringsgrundlag blandt ledige med erfaring fra jobfunktioner i kommunen.


• Vikariater

Vikariater skal ikke slås op.

Som arbejdsplads forpligter vi os til først at forsøge at rekruttere til vikariater gennem jobcentret således, at Jobcenter Rebild spørges forud for andre ift. bistand til rekruttering til vikariater i Rebild Kommune. Der aftales en frist for tilbagemelding i hvert enkelt tilfælde, så der ikke opleves forsinkelser som følge af den nye procedure.


• Fleksjob

Fleksjob skal ikke slås op.

Som arbejdsplads forpligter vi os til at være mere åbne for at bruge fleksjob som supplement eller alternativ til ordinære ansættelser.

Fleksjob kan anvendes til både håndtering af mindre opgaver, der ikke kræver fuld tid, og til håndtering af opgaver, der kan frigøre tid for øvrige ansatte til andre opgaver. Fleksjob kan derudover anvendes til besættelse fuldtidsstillinger ved ansættelse af to eller flere fleksjobbere til en stilling.


• Småjob (midlertidige ansættelser på få timer)

Småjob skal ikke slås op.

Som arbejdsplads forpligter vi os til at være åbne for at ansætte ledige til håndtering af mindre opgaver over en begrænset periode. Småjob kan bl.a. anvendes til at frigøre tid for fast personale til andre opgaver.


• Samarbejde om borgere langt fra arbejdsmarkedet

Borgere langt fra arbejdsmarkedet, der endnu ikke er klar til individuelt tilrettelagte virksomhedspraktikker og løntilskud, har brug for øvebaner mhp. at udvikle faglige, sociale og personlige kompetencer.

Som arbejdsplads forpligter vi os til at stille sådanne øvebaner til rådighed på kommunens arbejdspladser. Vi stiller, efter konkret aftale, et antal faste pladser med et givent indhold til rådighed for jobcentret på forskelligartede arbejdspladser i kommunen, så vi kan dække så bredt et jobindhold som muligt.


Strategisk ledergruppe har for at signalere vigtigheden af samarbejdet ønsket at fastsætte måltal, hvor dette var muligt. Der er således fastsat måltal på følgende områder:


Etablerede praktikker/løntilskud på Rebild Kommunes egne arbejdspladser


Realiseret 2022: 123

Mål 2023: 175

Mål 2024: 200


Antal ansatte i fleksjob på Rebild Kommunes egne arbejdspladser


Realiseret december 2022: 120

Mål december 2023: 125

Mål december 2024: 135


Antal småjobs, under 20 timer etableret på Rebild Kommunes egne arbejdspladser


Realiseret 2022: 2

Mål 2023: 10

Mål 2024: 15


På mødet vil forvaltningen præsentere resultaterne for 2023 og samtidig fortælle om arbejdet med at styrke samarbejdet yderligere i 2024.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Beskæftigelsesudvalget tager opfølgningen til efterretning.

Resume

I starten af 2023 blev der udarbejdet en samarbejdsaftale mellem Rebild Kommune som arbejdsplads, herunder alle kommunes centre, og Jobcenter Rebild, som efterfølgende blev underskrevet af alle medlemmer af Strategisk Ledergruppe (SL). Ambitionen fra SL var at systematisere samarbejdet og udvide det til alle kommunens arbejdspladser, samt generelt at hæve ambitionsniveauet for samarbejdet til gavn for både arbejdspladserne og borgerne. Der kan nu gøres status på målsætningerne, som blev skrevet ind som en del af aftalen.

Text

Beskæftigelsesudvalget


Økonomi

Hvis forsøget med fritagelse for forelæggelse af visse jobafklaringssager for rehabiliteringsteamet ikke forlænges, vil flere sager skulle behandles i rehabiliteringsteamet. Det kræver flere møder og dermed øgede udgifter (konto 6) til den regionale sundhedskoordinatorfunktion.

Sagsfremstilling

Beskæftigelsesministeren har besluttet at forlænge Frikommuneforsøg II til udgangen af 2024. Forsøgsperioden var i første omgang aftalt for perioden 2017-2021, men en række af forsøgene er efterfølgende blevet forlænget. Byrådet besluttede i november 2021 at udnytte muligheden for at forlænge tre af forsøgene til udgangen af 2022 (pkt. 213). I marts 2023 blev forsøgene yderligere forlænget til udgangen af 2023 (pkt. 28). Forvaltningen anbefaler, at forsøgene forlænges til udgangen af 2024. Dette underbygges herunder i en kort præsentation og en faglig vurdering af de tre forsøg.

Lægeattest til rehabiliteringsteammøde

Forsøget:

LÆ265 er en lovpligtig lægeattest, der indhentes i forbindelse med, at sagen skal behandles på et rehabiliteringsteammøde. Rehabiliteringsteamet består af en sundhedskoordinator fra regionen, samt kommunale repræsentanter fra socialområdet, sundhedsområdet og beskæftigelsesområdet. Målgruppen er personer, der skal have deres sag forelagt rehabiliteringsteamet forud for stillingtagen vedrørende fleksjob, jobafklaringsforløb, ressourceforløb og førtidspension. Attesten er en fremmødeattest, der udfyldes af praktiserende læge. Forsøget giver mulighed for at fravige kravet om at indhente denne attest i de tilfælde, hvor der i forvejen foreligger tilstrækkelige helbredsmæssige oplysninger.

Den faglige vurdering:

Frikommuneforsøget har betydet, at der kan fokuseres på kun at indhente relevant helbredsmæssig dokumentation, hvor primær behandler kan være sygehus, psykiatri osv. For borgerne har det betydet, at de ikke unødigt skal til egen læge i de tilfælde, hvor det er en anden instans, der varetager behandlingen. I de tilfælde hvor egen læge inddrages, har det desuden været muligt at anmode om den attest, der bedst muligt beskriver borgers helbredsmæssige situation i stedet LÆ265. Det giver en hurtigere sagsbehandling, hvor vi samtidig sikrer, at vi får de rette oplysninger uden at overbelyse en sag.

Fritagelse for forelæggelse af visse jobafklaringssager for rehabiliteringsteamet

Forsøget:

En sygemeldt kan modtage sygedagpenge i op til 22 uger. Hvis borgeren fortsat er uarbejdsdygtig grundet egen sygdom, men ikke opfylder betingelserne for forlængelse af sygedagpengene, vil borgeren i stedet have ret til et jobafklaringsforløb i op til 2 år. Ved overgangen til jobafklaringsforløb er det et lovkrav, at borgeren skal have sin sag behandlet på et rehabiliteringsteammøde i forhold til, hvilke indsatser der skal være i jobafklaringsforløbet. Forsøget giver mulighed for at undlade eller udskyde behandling af sager om første jobafklaringsforløb på rehabiliteringsteammøde, hvis der alene er behov for en beskæftigelsesrettet indsats.

Den faglige vurdering:

Under forsøget har det været sådan, at kun hvis borger ønskede at få behandlet sin sag i forbindelse med overgang til jobafklaringsforløb, eller hvis der var behov for en tværfaglig drøftelse, har sagen været behandlet jævnfør lovgivningen. Øvrige sager har været fritaget. Borgerne har allerede fra perioden på sygedagpenge en plan, som beskriver indsatser mhp. at kunne blive raskmeldt hurtigst muligt, og forsøget giver derfor mulighed for at arbejde videre med denne uden unødig spildtid, mens der ventes på, at sagen kan behandles på et rehabiliteringsteammøde. I sager med et klart forløb var det før forsøget sjældent, at rehabiliteringsteamet kunne pege på nye indsatser, og mødet bidrog derfor ikke med nye perspektiver og heller ikke til hurtigere raskmelding. Forsøget har dermed medført en mere fleksibel og individuelt tilpasset behandling af sager. Det vurderes, at forsøget har medført en smidigere, og for borgeren mere meningsfuld, sagsbehandling, hvor borgeren ikke unødigt skal igennem et rehabiliteringsteammøde, hvilket for mange opleves som et stort pres. Samtidig sikres, at der ikke oversagsbehandles i de mere enkle sager, og at ressourcerne i stedet anvendes der, hvor der er mest behov; nemlig i de komplekse sager.

Evaluering ved Rambøll

Rambøll har i 2020 evalueret de to ovenstående forsøg, som er blevet gennemført i de fleste nordjyske kommuner. I den forbindelse har de interviewet både medarbejdere, ledere og læger. Overordnet konkluderes, at der gennem forsøgene er opnået kortere varighed i jobafklaringsforløbene, mens andelen af borgere, som efterfølgende opnår beskæftigelse, samt deres grad af beskæftigelse, er bevaret. Desuden er opnået en række procesmæssige forenklinger og besparelser ift. mødeaktivitet. Fritagelsesmuligheden skaber dermed en mere enkel og smidig sagsbehandling uden at gå på kompromis med kvaliteten af kerneydelsen overfor borgeren.

Ledighedsydelse – fritagelse for årlig revurdering

Forsøget:

Ifølge den gældende lovgivning skal kommunen hver gang der er gået et år vurdere, om betingelserne for at få et fleksjob fortsat er opfyldt. Der er en række krav til, hvilke forhold der skal redegøres for i revurderingerne. Med forsøget er kommunerne fritaget for at skulle udarbejde den årlige revurdering, da der i forvejen sker en kvalificeret revurdering i kontaktforløbet ved opfølgningssamtaler. De mange forskellige vurderinger var medvirkende til at skabe et unødigt pres på borgerne og gav dem en usikkerhed omkring forsørgelsesgrundlag, hvormed fokus på job kunne mistes. Endvidere var det oplevelsen, at regelsættet bidrog til, at kommunerne anvendte ressourcer på at gennemføre en rettidig revurdering, uden værdi for sagen eller borger men med spildte ressourcer, der i højere grad kunne have været anvendt på jobskabelse i samarbejde med borgerne. Formålet med forsøget er at skabe en forenkling i regelsættet, så borgerne oplever sammenhæng mellem behov og tiltag.

Den faglige vurdering:

Forsøget har betydet, at der ikke udføres meningsløs sagsbehandling eller oversagsbehandles, og har i stedet frigivet ressourcer til øget jobfokus, og til at borgerne får et tilbud på rette tidspunkt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Beskæftigelsesudvalget over for Byrådet anbefaler, at de tre frikommuneforsøg i Rebild Kommune vedr. valg af lægeattest til rehabiliteringsteammøde, fritagelse for rehabiliteringsteammøde i visse sager samt fritagelse for årlig revurdering i ledighedsydelsessager forlænges til udgangen af 2024.

Resume

Rebild Kommune har deltaget i flere frikommuneforsøg på beskæftigelsesområdet frem til udgangen af 2021. Tre af forsøgene blev forlænget i 2022 og 2023. Forsøgene omhandler valg af lægeattest til rehabiliteringsteammøde, fritagelse for rehabiliteringsteammøde i visse sager, samt fritagelse for årlig revurdering i ledighedsydelsessager. Det er muligt at forlænge forsøgene i 2024. Sagen behandles i Beskæftigelsesudvalget og afgøres i Byrådet.

Text

Beskæftigelsesudvalget, Byråd

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0