Samlet afrapportering på voksenhandicapområdet for tilsynsrapporter udarbejdet i 2023 af Socialtilsyn Nord til udvalgets orientering.
Dette års afrapportering omfatter tilsynsrapporter for Bostøtten Solgården, Boformen Søparken og Rafus Grande.
Sagsfremstilling
Ældre-, Pleje- og Omsorgsudvalget har besluttet, at der fremadrettet laves en samlet afrapportering på voksenhandicapområdet for tilsynsrapporter udarbejdet i det indeværende år. Der afrapporteres ultimo hvert år.
Tilsynsrapporterne for voksenhandicapområdet er udarbejdet af Socialtilsyn Nord og indeholder socialtilsynets bedømmelse og vurdering af, om tilbuddet fortsat har den fornødne kvalitet og samlet set opfylder betingelserne for godkendelse (jf.§§ 6 og 12-18 i Lov om socialtilsyn). Socialtilsynet belyser botilbuddets kvalitet igennem interviews med medarbejdere, leder og stedfortræder samt observationer og gennemgang af relevant dokumentation.
På baggrund af de indsamlede informationer udarbejdes en rapport, hvor Socialtilsynet vurderer kvaliteten med udgangspunkt i kvalitetsmodellen, der er struktureret ud fra otte overordnede kvalitetstemaer.
Et tilsyn kan godt indeholde mere end ét tilsynsbesøg, og det fremgår af tilsynsrapporten, hvorvidt der har været et fysisk tilsynsbesøg, på hvilken afdeling og hvorvidt det var anmeldt eller uanmeldt.
Kvalitetsmodellens 8 temaer:
1. Uddannelse og beskæftigelse
2. Selvstændighed og relationer
3. Målgruppe, metoder og resultater
4. Sundhed og trivsel
5. Organisation og ledelse
6. Kompetencer
7. Fysiske rammer
8. Økonomi
Bostøtten Solgården
Bostøtten Solgården er et kommunalt botilbud, som er godkendt til i alt syv pladser (jf. almenboliglovens §105) med støtte efter lov om social service §85. Tilbuddets målgruppe er borgere i alderen 18-85 år med sindslidelse, herunder borgere med psykiske og sociale problemstillinger, der har brug for særlig tilrettelagt støtte og omsorg i hverdagen for at udvikle sig.
Socialtilsyn Nord har d. 20. september 2023 været på anmeldt besøg hos Solgården og vurderer at tilbuddet fortsat kan godkendes som tilbud. Herunder vurderes det, at tilbuddet har den fornødne kvalitet vurderet ud fra kvalitetsvurderingens otte temaer. Ved tilsynet var der særligt fokus på følgende temaer:
- Uddannelse og beskæftigelse
- Målgruppe, metoder og resultater
- Kompetencer
Bedømmelse:
Uddannelse og beskæftigelse:
Det er socialtilsynets vurdering, at Bostøtten Solgården har fokus på at understøtte borgernes potentiale for tilknytning til relevant uddannelse og beskæftigelse. Arbejdet foregår i den daglige relation, og samtaler mellem personale og borgere. Borgerne støttes og ledsages efter behov til samtaler og aktiviteter med jobcenter, uddannelsessteder, arbejdsgivere med videre. Socialtilsynet konstaterer, at det er tilbuddets opfattelse, at ikke alle tilbuddets borgere aktuelt har ønsker eller behov for aktiviteter, der peger i retning af uddannelse eller beskæftigelse. Desuden beskrives det, at mål omkring uddannelse og beskæftigelse oftest ikke er en del af visiterede kommuners indsatsmål. Som udviklingspunkt peges der på, at man med fordel i højere grad kan motivere borgerne til at deltage i tilpasset uddannelse og beskæftigelse, så borgerne oplever en almindelig dagligdag, og har mulighed for at udvide deres sociale kompetencer.
Målgruppe, metoder og resultater:
Det er socialtilsynets vurdering, at tilbuddet arbejder ud fra en klar målgruppeafgrænsning, og at der er et klart formål med indsatsen. Tilbuddets tilgange og metoder medvirker til at sikre borgernes trivsel, og resulterer i udvikling for borgerne. Der arbejdes med udgangspunkt i metoder, tilgange og værdisæt, som vurderes at være relevante og anerkendte i forhold til målgruppen. Tilbuddet dokumenterer resultaterne i pædagogiske handleplaner, hvor der også foregår resultatdokumentation i forhold til om den ønskede udvikling, i relation til myndigheds indsatsmål, finder sted. Tilbuddet har desuden en veletableret praksis omkring sikring af udtagelse af læring til forbedring af indsatsen.
Kompetencer:
Det er socialtilsynets vurdering, at tilbuddets personale har de kompetencer, der er nødvendige i forhold til tilbuddets målsætninger og målgruppe, til de metoder tilbuddet anvender. Personalet har samlet set god erfaring i arbejdet med målgruppen og med at arbejde i botilbud for voksne. Personalegruppen, som består af ergoterapeuter, pædagog og social- og sundhedsassistent, har tilegnet sig de rette kompetencer og viden om arbejdet med mennesker med sindslidelse, og tilbuddets ledelse har et løbende fokus på at opdatere personalet på de pædagogiske metoder og tilgange. Det er socialtilsynets vurdering, at den samlede indsats er præget af, at personalet forholder sig til borgerne på en professionel, anerkendende og respekterende måde, hvor borgerne oplever sig hørt.
Rafus Grande
Rafus Grande er et botilbud til midlertidige ophold efter servicelovens §107 og 66 stk. 1 nr. 6. Tilbuddet har ni pladser efter servicelovens §107, som kan anvendes fleksibelt jævnfør servicelovens §66 stk. 1 nr. 6 (efterværn). Målgruppen er borgere i alderen 18 til 30 år med psykisk vanskelighed eller intellektuel/kognitiv forstyrrelse.
Socialtilsyn Nord har været på anmeldt besøg d. 22. februar 2023 og har vurderet, at tilbuddet har den fornødne kvalitet vurderet ud fra kvalitetsvurderingens otte temaer. Der har i forbindelse med tilsynet været særligt fokus på følgende temaer:
- Uddannelse og beskæftigelse
- Selvstændighed og relationer
- Målgruppe, metoder og resultater
- Organisation og ledelse
- Kompetencer
- Økonomi
Bedømmelse:
Uddannelse og beskæftigelse:
Socialtilbuddet vurderer, at tilbuddet støtter borgerne i forhold til at få mest mulig ud af deres potentiale i forhold til skolegang, uddannelse og beskæftigelse. Borgerne støttes i at bevare deres tilknytning til uddannelsesinstitutioner og arbejdsmarkedet ved at guide til, at borgerne her en døgnrytme, der passer ind i uddannelsessystemet og de fleste jobs i erhvervslivet. Alle borgere er i gang med uddannelse eller beskæftigelse i forskellige former, eksempelvis jobafklaringsforløb, praktik og HF.
Selvstændighed og relationer:
Socialtilsynet vurderer, at borgerne støttes i forhold til at opnå selvstændighed og kompetencer til at indgå i sociale relationer. Støtten ydes med udgangspunkt i delmål, som er udarbejdet i samarbejde med borgerne. Borgerne indgår i sociale aktiviteter i det omgivende samfund med støtte fra medarbejdere, i det omfang, der er behov for det. Derudover støttes borgerne i forhold til at have kontakt og samvær med deres familie og netværk, og der opfordres til at borgerne har gæster i tilbuddet.
Målgruppe, metoder og resultater:
Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet arbejder med udgangspunkt i en velbeskrevet målgruppe, og at der anvendes tilgange og metoder, som er relevante i forhold til målgruppen. Der arbejdes desuden relevant med resultatdokumentation og det fremgår heraf, at borgerne udvikles. I forbindelse med opnåelse af borgernes mål samarbejdes i vid udstrækning med relevante eksterne aktører.
Organisation og ledelse:
Det vurderes at tilbuddets leder har de nødvendige socialfaglige- og ledelsesmæssige kompetencer i forhold til at lede tilbuddet. Tilbuddet benytter sig af ekstern, faglig supervision og/eller anden form for sparring for såvel leder som medarbejdere. Socialtilsynet vurderer desuden, at den daglige drift varetages af en stabil medarbejdergruppe og at borgerne, med udgangspunkt i deres behov, har tilstrækkelig kontakt til medarbejderne. Der anvendes et minimum af ikke fastansatte medarbejdere og personalegennemstrømningen og sygefraværet er ikke højere end på sammenlignelige arbejdspladser.
Kompetencer:
Socialtilsynet vurderer, at medarbejderne har relevante kompetencer i form af uddannelse og efteruddannelse. Alle medarbejdere er uddannet som ergoterapeuter eller pædagoger, og det vurderes, at medarbejderne i det daglige arbejde anvender deres kompetencer med udgangspunkt i tilbuddets tilgange og metoder. Der er kontinuerligt fokus på, at medarbejdernes kompetencer svarer til borgernes behov for støtte. Der afholdes temadag og andre former for kompetenceudvikling, i nogle tilfælde i samarbejde med andre tilbud, hvorved der opnås stordriftsfordele.
Økonomi:
Tilbuddets økonomiske kvalitet vurderes ud fra budget for 2022, 2023 og årsrapporten for 2021.
Tilsynet vurderer, at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet. Tilbuddets økonomi er bæredygtig og gennemskuelig for brugerne og visiterede kommuner.
Boformen Søparken
Boformen Søparken er et kommunalt botilbud efter almenlovens §105 stk. 2. Tilbuddet har 20 pladser fordelt på tre levesteder med henholdsvis otte, seks og seks pladser. Målgruppen er borgere i alderen 18-85 år med udviklingshæmning og medført hjerneskade. Tilbuddet er desuden godkendt med en afdeling for aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104 til 20 borgere indenfor samme målgruppe, heraf er de 14 pladser forbeholdt boformens borgere.
Socialtilsyn Nord har d. 21. marts 2023 været på uanmeldt tilsynsbesøg, og vurderer, at tilbuddet fortsat kan godkendes som tilbud vurderet ud fra kvalitetsmodellens otte temaer. Der har i forbindelse med tilsynsbesøget været særligt fokus på følgende temaer:
- Målgrupper, metoder og resultater
- Sundhed og trivsel
- Økonomi
Bedømmelse:
Målgrupper, metoder og resultater:
Det er socialtilsynets vurdering, at tilbuddet i praksis anvender relevante faglige tilgange og metoder og at tilbuddet kan redegøre for dets målsætning, metoder og målgrupper, samt at tilbuddets indsats og metoder understøtter borgernes trivsel og udvikling. Det er desuden socialtilsynets vurdering, at tilbuddet arbejder systematisk med resultatdokumentation, der tager udgangspunkt i konkrete mål for borgerne, og at disse mål ses i sammenhæng med visiterede myndigheds indsatsmål. Det vurderes, at tilbuddet generelt opnår positive resultater for borgerne.
Sundhed og trivsel:
Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet understøtter borgernes fysiske sundhed og trivsel gennem en indsats, der er tilrettelagt med udgangspunkt i hver enkelt borgers behov og forudsætning. Det er i denne sammenhæng socialtilsynets vurdering, at tilbuddets sundhedsfaglige dokumentation er tilrettelagt sådan, at der arbejdes systematisk og målrettet mod, at borgerne modtager den bedst mulige sundhedsfaglige indsats. Tilbuddet støtter borgerne i adgang til relevante sundhedsydelser og borgerne inddrages i beslutninger vedrørende sig selv og hverdagen i tilbuddet.
Socialtilsynet vurderer også, at tilbuddet i daglig praksis respekterer borgernes selvbestemmelsesret og tilrettelægger en daglig praksis, der modsvarer borgernes behov, herunder også borgernes forskellige behov for indsatser der understøtter borgernes mentale sundhed og trivsel. Det vurderes, at borgerne generelt trives i tilbuddet.
Socialtilsynet vurderer også, at tilbuddet forebygger magtanvendelser og at der anvendes relevante metoder, som forebygger magtanvendelser, vold og overgreb, samt at medarbejderne har tilstrækkelig viden om reglerne om magtanvendelse.
Økonomi:
Tilbuddets økonomiske kvalitet er vurderet ud fra budgetter for 2023, 2022 samt årsrapport for 2021.
Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet har den fornødne økonomiske kvalitet, og at der er sammenhæng mellem pris og kvalitet. Økonomien vurderes at være bæredygtig og gennemskuelig for brugere og visiterende kommuner.
For nærmere detaljer henvises til tilsynsrapporterne, der er vedlagt som bilag.