Sundhedsudvalget bad på deres møde d. 12. juni 2018 om at få en orientering/status på KMD Nexus og Fælles Sprog III.
I Center Pleje og Omsorg, dele af Center Sundhed, Kultur og Fritid samt dele af Center Familie og Handicap er der i øjeblikket en proces i gang med at indføre en ny dokumentationsmetode - Fælles Sprog III og et nyt IT system - KMD Nexus.
Metoden Fælles Sprog III (FSIII) er et lovkrav, og KMD Nexus indføres, da den nye dokumentationsmetode ikke kan fungere sammen med det hidtidige IT system Care. Det betyder, at IT systemet Care er lukket. Dog kører det i første omgang videre med Care Hjælpemiddel, hvor i hele administrationen af de mange genbrugshjælpemidler styres.
Kommunernes Landsforening har forpligtet sig til, at FSIII er implementeret i alle landets kommuner inden udgangen af 2018. Implementeringen af FSIII er derfor en skal-opgave i Rebild Kommune som i alle landets øvrige kommuner.
FSIII er en metode til fælles dokumentation og kommunikation inden for sundheds- og ældreområdet, der skal bidrage til sammenhæng, kvalitet og effektivisering i den kommunale indsats rettet mod borgerne. Metoden skal desuden føre til, at der kan udvikles sammenlignelige data på landsplan. I første omgang omfatter metoden alle medarbejdere, der møder borgere i forbindelse med genoptræning, praktisk hjælp, pleje- og sundhedsydelser. Der opereres derfor indenfor to lovgivningsområder Serviceloven § 83, 83a og 86 samt Sundhedsloven § 138. Der er i forbindelse med Sundhedsloven §138 Hjemmesygepleje store krav til dokumentation fra Sundhedsstyrelsen, og der føres tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Metoden vil blive videreudviklet løbende. Der er i øjeblikket et arbejde i gang i regi af Kommunernes Landsforening på træningsområdet (Sundhedsloven § 140) samt på Socialområdet, hvorfor der vil komme nye implementeringsforløb, når disse områder er færdigudviklede.
Hvad betyder FSIII for borgere og medarbejdere?
FSIII skal være med til at sikre, at borgerne oplever en sammenhæng i de sundheds- og serviceydelser, de modtager. Dette gøres ved en højere grad af borgerinddragelse, så medarbejderne arbejder henimod de mål, der er sat sammen med borgerne.
For medarbejderne vil FSIII betyde, at den fælles dokumentation omkring borgerne bliver lettere og mere ensartet, og de vil få mulighed for at danne sig et bedre overblik over borgerens samlede situation og de ydelser, som borgeren modtager, idet alle medarbejdere dokumenterer i det samme system.
Status i Rebild Kommune
Processen er godt i gang. Tre systemadministratorer (en fra hvert center) er blevet undervist i selve systemet, så det fremadrettet er muligt at lave egne tilpasninger af systemet indenfor de tre centre. Ca 750 medarbejdere fra de tre centre er blevet undervist i metoden FSIII og det nye IT system - KMD Nexus.
Der er konverteret data fra det gamle system til KMD Nexus, men da metoden er anderledes, og alle oplysningerne ikke har kunnet overføres automatisk, er supplerende oplysninger på hver eneste borger blevet flyttet manuelt. I nogle tilfælde har det været nødvendigt, at gennemgå alle borgere flere gange. For at give et billede af konverteringsopgaven, er der i skemaet herunder en oversigt med cirka angivelse af konverterede borgeroplysninger:
Områder
|
Borgere i alt (ca.)
|
Myndighed CPO
Administration CPO
|
1800
300
|
Sygeplejen
|
1300
|
Ældrecentrene
|
292
|
Hjemmeplejen
|
700
|
Center sundhed
|
2800
|
Center Familie og Handicap
|
400
|
Målet for processen har været sikker drift, og at det blev gjort på kortest mulig tid. Dette har ikke kunnet lade sig gøre uden brug af ekstra ressourcer - især i CPO - hvor man drifter kerneopgaver hele døgnet.
Den 29. maj 2018 blev det gamle IT system Care lukket og er nu kun tilgængeligt med en se-adgang, så al dokumentation foregår nu i KMD Nexus.
Der har været lagt og lægges stadig mange timer i opsætnings- og dokumentationsopgaven, men forløbet er indtil nu er gået godt uden de store uforudsete driftsforstyrrelser.
Forventninger til resten af 2018
Der er stadig behov for manuelt at oprette oplysninger på borgerne i KMD Nexus. Oplysninger, der ikke blev overført i første omgang, da der var fokus på at få de mest vigtige oplysninger over, inden det gamle system lukkede.
Det er nødvendigt at have fokus på vedvarende undervisning i både FSIII og KMD Nexus. Det betyder, at der i resten af 2018 er et stort behov for, at alle 750 medarbejdere lærer at bruge FSIII og KMD Nexus rigtigt, så de kan dokumentere korrekt. Implementeringen af FSIII og KMD Nexus skal ses som en investering, hvor brug af ressourcer og arbejdsgange optimeres.
Implementeringen er bundet op af en superbrugerorganisering, så der på alle arbejdspladser er udpeget superbrugere, der skal sikre den daglige undervisning, opfølgning på brugen af systemet samt medvirke til besvarelse af de spørgsmål, der opstår dagligt. KMD Nexus er meget mere fleksibelt end Care, men det bevirker også, at der er flere opgaver for systemadministratorerne. Det er derfor nødvendigt at bemande denne funktion anderledes fremadrettet. Styregruppen for implementeringen af Fælles Sprog III og Nexus tager beslutning om systemadministratorfunktionen efter sommerferien, når behovet er undersøgt.
Da det gamle Care Hjælpemiddelsystem lukker senest juni 2019, skal der i efteråret 2018 tages stilling til, hvilket nye system, der skal vælges. Der kommer nye implementeringsopgaver i forbindelse med at FSIII Træning og Social bliver færdigudviklet. Dette forventes i 2019.