Planområdet udgør et areal på ca. 1.535 m2 og er beliggende i den nordøstlige del af Skørping. Området er delvist omkranset af boligområde og mod øst af et naturområde. Lokalplanområdet opdeles i delområde 1 og 2, som er beliggende i henholdsvis by- og landzone. Oversigtskort ses af bilag 1.
Teknik- og Miljøudvalget har den 6. februar 2024 behandlet projektet, da der var ansøgt om en bygningshøjde på højst 7,5 m. Udvalget besluttede ikke at godkende den ansøgte bygningshøjde og opfordrede bygherre at undersøge alternativer, der i højere grad tilgodeså naboer og omkringliggende miljø. I lokalplanforslaget er bygningshøjden fastlagt til højst 6,5 m, og der er derfor sket en tilpasning fra tidligere ansøgning.
Skørping Vandværk oplyser, at et nyt vandværk på Hanebakken er med til at sikre Skørping Vandværks forsyningsforpligtelse. Vandværket ønskes placeret på Hanebakken 29 i Skørping, da grunden har været vandværk i mange år, og den nødvendige ledningsstruktur er bygget op om dette.
Vandværket oplyser, at de inden den politiske behandling af lokalplanforslaget vil orientere naboerne syd og nord for planområdet om lokalplanforslaget.
Udkast til forslag til kommuneplantillæg nr. 17 kan ses i bilag 2, og udkast til forslag til lokalplan nr. 356 kan ses i bilag 3. Planerne kan også findes i digital version via links nedenfor:
Udkast til forslag til kommuneplantillæg nr. 17
https://rebild.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?TillaegId=76
Udkast til forslag til lokalplan nr. 356
https://rebild.viewer.dkplan.niras.dk/DKplan/DKplan.aspx?LokalplanId=475
Beskrivelse af lokalplanforslag
Formålet med lokalplanen er at give mulighed for, at området kan anvendes til teknisk anlæg i form af forsyningsanlæg samt at et kommende vandværk tager mest muligt hensyn til omgivelserne. Lokalplanen stiller derfor krav om en bygningshøjde på højst 6,5 m målt fra eksisterende terræn, materialemæssig eller detaljemæssig bearbejdning af facader, etablering af vinduer i facade ud mod Hanebakken og etablering af levende hegn i skel mod Hanebakken for at skjule eventuelt trådhegn. Krav om vinduer i facade ud mod Hanebakken skal også sikre, at bygningen virker åben ud mod boligvejen.
Der kan med lokalplanforslaget bygges en større bygning end med den gældende lokalplan. Lokalplanforslaget fastlægger bebyggelsesprocenten til 30, som udregnes af et større areal end i den gældende lokalplan. Det betyder, at der med lokalplanforslaget kan bygges højst ca. 460,5 m². For at muliggøre det fremtidige vandværk tilsidesættes det skrå højdegrænseplan i lokalplanforslaget, og det vil derfor ikke indgå i en efterfølgende byggesagsbehandling. Med den fastlagte bygningshøjde skal vandværket nedgraves for at sikre tilstrækkeligt rum til vandtanke og teknik, og lokalplanforslaget er ikke til hinder for dette.
Ved gennemgang af sol- og skyggestudie er det vurderet, at der med en bygningshøjde på højst 6,5 m målt fra eksisterende terræn ikke vil forekomme en væsentlig skyggepåvirkning på naboers primære udendørs opholdsarealer. Sol- og skyggestudie ses af bilag 4. I sol- og skyggestudiet er udvalgt tidspunkter i marts og juni, og september og december er ikke medtaget. Det skyldes, at solen er lidt fremtræden i december, og at marts og september er jævndøgn, hvorfor sol- og skygge i de to måneder er ens.
Af hensyn til landskab, natur og grundvand skal fremtidig bebyggelse placeres indenfor delområde 1, og delområde 2 udlægges til den nuværende anvendelse som åbent grønt areal med vandboring. Af hensyn til det bevaringsværdige landskab må facader ikke må fremstå hvide eller i hvide og grå nuancer. Hensynet er taget, da hvid er en signalfarve, som er tydelig i det åbne landskab.
Af hensyn til grundvandet indeholder lokalplanforslaget forbud mod anvendelse af bly, kobber og zink eller materialer, som er overfladebehandlet med zink, og der må indenfor lokalplanområdet ikke ske nedsivning af regnvand fra køre- og parkeringsarealer. Regnvand fra tagflader skal ved nedsivning renses gennem plantelag.
Lokalplanen stiller ikke krav til f.eks. specifikke facadematerialer eller tagformer, da den nærmere udformning af den nye vandværksbygning afklares i et efterfølgende udbud, som bygherre afholder.
Beskrivelse af kommuneplantillæg
Projektet er ikke i overensstemmelse med kommuneplan 2017. Derfor er der gennemført en forudgående offentlighed og udarbejdet et tillæg til kommuneplanen. I den forudgående offentlighed indkom der ingen høringssvar.
Med kommuneplantillægget udlægges et nyt rammeområde 08.T52 med anvendelse som teknisk anlæg og med specifik anvendelse som forsyningsanlæg. Den gældende kommuneplanramme 08.B50 er udlagt til boligområde og udgør et areal på ca. 788 m2. Den nye ramme vil med tillægget udgøre et areal på ca. 1.535 m2.
I kommuneplanramme 08.T52 fastholdes en bebyggelsesprocent på højst 30 %, byggeri i højst 2 etager og bygningshøjden indskrænkes fra højst 8,5 m til højst 6,5 m.
Miljøvurdering
Planen er omfattet af Miljøvurderingsloven. Der er foretaget en screening af planforslagets mulige indvirkning på miljøet. På den baggrund er det vurderet, at der ikke skal laves en miljøvurdering.