Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Beslutning

Godkendt.


Jeppe Ugilt Hansen (inhabil) deltog ikke behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalget at træffe beslutning om at godkende, at borgmesteren sammen med borgmestrene i Vesthimmerlands, Mariagerfjord og Viborg kommuner sender henvendelse til miljøministeren jf. bilag 1.

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 4. maj 2022, pkt. 107:

Indstilles godkendt

Økonomi

Det er skønnet, at gennemførelsen af helhedsprojektet vil koste i størrelsesordenen 30 mio kr.


Dette vil, i fald projektet skal gennemføres, være udgiftsneutral for kommunen, da staten og/eller EU vil finansiere projektet.


Såfremt de traditionelle projekter gennemføres, etablering af faunapassager ved de 4 dambrug, vurderes de samlede udgifter at beløbe sig til ca. 15 mio. kr. Her fjernes dog ikke kvælstof eller fosfor, som ved et helhedsprojekt. Projekterne finansieres af statslig tilskudspulje.


Sagsfremstilling

Rebild, Mariagerfjord, Viborg og Vesthimmerland Kommuner samt Naturstyrelsen og Limfjordssekretariatet er ved at afsøge mulighederne for at nå i mål med en række vandplanprojekter, der i årevis har vist sig svære at gennemføre. Simested Å er et af de største og vigtigste tilløb til Limfjorden. Åen har udløb i Hjarbæk Fjord, som er et af de mest næringsstofbelastede vandområder i Danmark. Åen løber gennem Rebild, Mariagerfjord og Vesthimmerlands Kommuner og til sidst, inden udløbet i Hjarbæk Fjord, gennem Viborg Kommune.


I alle kommunerne langs åen er der krav om gennemførsel af en række naturgenopretningsprojekter for at forbedre åens økologiske tilstand og reducere udledningen af næringsstoffer til Limfjorden. Traditionelt gennemføres denne type af naturgenopretninger som en række adskilte små projekter. I Simested Ådalen er der dog et stort område, som løber gennem Rebild, Mariagerfjord og Vesthimmerlands Kommuner, hvor det vil have store fordele at gennemføre et helhedsorienteret projekt.


Der findes ikke en statslig tilskudsordning, der kan rumme et sådant projekt. Det vil derfor kræve en politisk proces, hvis det skal lykkes at sikre finansiering.

Da et helhedsprojekt vil løse mange udfordringer foreslås, at de 4 kommuners borgmestre og Limfjordsrådets formandskab med vedlagte brev retter henvendelse til miljøministeren med et ønske om, enten en særbevilling, eller at der åbnes for, at at der i forbindelse med etablering af lavbundsarealer kan købes arealer, hvorpå der ligger dambrug. Brev til miljøministeren er vedlagt som bilag 1. En beskrivelse af projektet fremgår af bilag 2.

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget


Det foreslås, at borgmesteren sammen med borgmestrene i Mariagerford, Vesthimmerlands og Viborg kommuner samt formandsskabet i Limfjordsrådet retter henvendelse til miljøministeren om mulig finansiering af et helhedsprojekt i Simested Ådal. Projektet omfatter blandt andet opkøb af fire dambrug, således at der kan skabes fri passage for fisk samt at kvælstof- og fosforudledningen mindskes.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler at godkende Tillæg til Vandforsyningsplan 2013-2023 endeligt.

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 4. maj 2022, pkt. 105:

Indstilles godkendt

Økonomi

Tillæg til Vandforsyningsplan 2013-2023 beskriver, hvordan kommunens vandværker kategoriseres som primær-, basis+-, basis- og distributionsvandværker og kildepladser prioriteres som enten høj, mellem og lav prioriteret i forhold til grundvandsbeskyttelsesindsatser. Udgifter til f.eks. beskyttelse af kildepladser finansieres af forbrugerne via vandværkernes takster. Godkendelse af Tillæg til Vandforsyningsplan 2013-2023 er derfor udgiftsneutral for kommunen.

Sagsfremstilling

Byrådet vedtog i 2013 ”Vandforsyningsplan 2013-2023” for Rebild Kommune. Planen samlede og opdaterede vandforsyningsplaner fra de 3 tidligere kommuner.

Sidenhen er der opstået et behov for et redskab til at prioritere investeringerne i grundvandsbeskyttende indsatser, så de foretages der, hvor det giver bedst mening i forhold til at sikre den fremtidige drikkevandsforsyning i kommunen. På den baggrund er der i vandforsyningsplantillægget foretaget en kategorisering af kommunens 41 almene vandværker (Primær, Basis+, Basis eller Distributionsselskab) og en prioritering af vandværkernes 51 kildepladser (Høj, Mellem eller Lav). Med kategoriseringen defineres de enkelte vandforsyningers rolle i den fremtidige forsyningsstruktur og prioritering af kildepladserne kan anvendes til at afveje omfang og rækkefølgen af de grundvandsbeskyttende tiltag, der skal iværksættes. I første omgang beskyttes de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), hvilket er et arbejde, vi allerede er i gang med, men senere skal der foretages beskyttelse af de vigtigste indvindingsoplande, og det skal planlægges i indsatsplaner.

Prioriteringen af kildepladser kan vi bruge til at målrette grundvandsbeskyttelsen. Kategoriseringen kan vi bruge til at sikre, at der er vandværker, som kan overtage de vandværker, som f.eks. ønsker at lukke eller får problemer med vandkvaliteten. I de kommende år skal vandforsyningsplantillægget anvendes i en dialog med de almene vandværker, som skal bidrage til planlægningen af den fremtidige vandforsyningsstruktur i kommunen.

Tillægget er vedlagt ved bilag 1 og består af 4 kapitler. Rebild Kommunes almene vandforsyninger er placeret i fire overordnede geografiske samarbejdsgrupper og der angives hvilken langsigtet kapacitet, som skal sikres indenfor disse grupper (Kapitel 1). Herefter gennemgås de afvejningsparametre, som ligger til grund for vandværkskategoriseringen (Kapitel 2). Efterfølgende præsenteres kildepladsprioriteringen, som dels baseres på en afvejning af trusselsniveauet og dels baseres på det pågældende vandværks vigtighed i forsyningsstrukturen (Kapitel 3). Afslutningsvist skitseres de opgaver og forventninger, der knytter sig til de forskellige vandværkskategoriseringer og kildepladsprioriteringer (Kapitel 4). Alle vurderinger er fortaget ud fra aktuelle data som vandkvalitet, arealanvendelse, vandværkers fremtidsplaner, vandmængder og naturlige beskyttelse.

Udkast til tillæg til vandforsyningsplanen er præsenteret for de almene vandværker den 9. september 2021 på det årlige vandværksmøde og herefter sendt ud til kommentering i perioden 17. september 2021 til den 30. september 2021. Der er ikke modtaget bemærkninger. Udkast til tillæg til Vandforsyningsplanen har været i 8 ugers offentlig høring fra perioden 28. januar 2022 til den 25. marts 2022. Forvaltningen har modtaget 2 høringssvar (Haverslev og Skørping Vandværk). Deres høringssvar er indarbejdet i tillægget. Vi har endvidere præciseret at basis+ vandværker også skal arbejde med at forbedre forsyningssikkerheden. Hvidbogen er vedlagt ved bilag 2.

Vandforsyningsplan 2013-2023 skal revideres i 2023.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0