Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Økonomi

Udgifter til udarbejdelse af planstrategi og databaseret boligredegørelse afholdes af konto til Kommuneplan og Planstrategi.

Sagsfremstilling

Indenfor den første halvdel af en byrådsperiode skal der vedtages ny planstrategi.


Planstrategi 2023 skal sætte retningen for planlægning og udvikling i hele kommunen, så Rebild Kommune også i fremtiden er et attraktivt sted at bo og drive erhverv. På baggrund af drøftelser på Visionsseminaret er der lavet et udkast til planstrategiens fokusområder med afsæt i:

  • At der sikres kvalitet i væksten både for bosætning og erhvervslivet.
  • At kommunens forskellige områder udvikles med udgangspunkt i de lokale kvaliteter.
  • At der sikres et differentieret udbud til erhvervsudvikling og bosætningsmuligheder.
  • At skabe rammerne for, at borgerne kan leve det gode hverdagsliv.


Forslag til kommisorium for Planstrategi 2021 med tids- og procesplan er i bilag 1.


Forvaltningen anbefaler at planstrategiens overordnede fokus er Bæredygtig vækst og udvikling, som udmøntes i tre fokusområder:

  • Bosætning
  • Erhvervsudvikling
  • Klima og natur


Bosætning – Strategien skal sætte fokus på, hvordan det er at bo i Rebild Kommune, og hvordan vi kan sikre fortsat vækst og kvalitet i væksten. Det undersøges, hvordan der kan være plads til en differentieret udvikling af Rebild Kommunes enkelte områder med udgangspunkt i de lokale kvaliteter. Samtidig skal det sikres, at der kan tilbydes forskelligartede boliger til alle livsfaser, indkomster og livsstile.

Som grundlag for planstrategien vil det blive undersøgt, hvilke typer af boliger, vi skal have i kommunens byer; hvad der efterspørges nu og hvilken efterspørgsel, vi kan forvente i fremtiden.


Erhvervsudvikling – Rebild Kommune skal være et godt sted for virksomheder både at spire og vokse. Vi skal kunne tilbyde attraktive erhvervsarealer i fremtiden og have øje for fremtidens erhvervsmuligheder i Rebild Kommune.

Det vil blive undersøgt, hvilke typer af virksomheder vi gerne vil tiltrække til kommunen, og hvad der efterspørges i nye erhvervsområder.


Klima og natur – Strategien sætter fokus på balancen mellem benyttelse og beskyttelse af naturen, og hvordan vi sikrer en grøn og bæredygtig udvikling af Rebild Kommune. Klimaet ændrer sig, og vi skal forholde sig til de udfordringer det medfører. Samtidig er det vigtigt at værne om vores natur i Rebild Kommune, så vi også i fremtiden har gode rammer for biodiversitet og adgang til naturoplevelser.

Strategien vil belyse, hvordan vi sikrer rammerne for at understøtte et aktivt liv med adgang til naturen, og hvordan vi udvikler vores byer bæredygtigt i fremtiden.


I kommissoriet i bilag 1 kan findes en uddybning af planstrategiens fokusområder på side 4-5.


Videre proces

Som opstart på planstrategien anbefaler forvaltningen, at der gennemføres en proces med borgerinddragelse og indsamling af data. Dette skal danne grundlag for en endelig fastlæggelse af planstrategiens fokusområder. Se udkast til tidsplan i kommissorium i bilag 1 side 8.


I processen vil forvaltningen afholde møder med Rebild Kommunes lokalråd og erhvervsliv, som skal give input til fokusområder og undersøgelser og sikre, at strategien udformes med udgangspunkt i kommunens lokale kvaliteter.


Forvaltningen foreslår, at der udarbejdes en databaseret boligredegørelse, som skal give et overblik over de ønsker og behov, som kan forventes både nu og i fremtiden. Her skal undersøges, hvilke målgrupper kommunens byer tiltrækker i dag, og hvilke der kan tiltrækkes på sigt. Derudover skal boligredegørelsen undersøge borgernes opfattelse af de enkelte områders kvaliteter og potentialer. Dette skal danne baggrund for et mere strategisk arbejde med bosætning og boligudbud ved at sikre at vi planlægger for de funktioner og boligtyper, som der er behov for i fremtiden – for Rebild Kommune som helhed og i de enkelte områder. Dette kan bidrage til indsatsen med at skabe mangfoldighed og differentiering i udviklingen af Rebild Kommunes lokalområder.


I august vil der blive afholdt en temadrøftelse i byrådet, hvor processens input vil blive præsenteret. Herefter vil der blive forelagt en sag med udvælgelse af planstrategiens endelige fokusområder og indhold, inden planstrategien udarbejdes.


Organisation

Jf. styrelsesvedtægtens § 9 stk. 4 har Økonomiudvalget ansvaret for sikring af en samordnet løsning af kommunens planlægningsopgaver. Derfor bør planstrategien høre til under Økonomiudvalget.


Forvaltningen foreslår, at løbende politiske drøftelser af Planstrategi 2023 ligger hos Økonomiudvalget som den politiske forankring. Organisationen er beskrevet i kommissorium i bilag 1 side 6.

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget.


Byrådet skal inden for den første halvdel af en byrådsperiode vedtage en planstrategi. Forvaltningen foreslår, at processen opstartes med en dialogfase med udgangspunkt i det foreløbige fokusområde "Bæredygtig vækst og udvikling", og at der udarbejdes en databaseret boligredegørelse.


Der skal tages stilling til processen for udarbejdelsen af Planstrategi 2023 samt strategiens foreløbige fokusområder.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget træffer beslutning om


  • at der skal sendes en interessetilkendegivelse om deltagelse i forsøgsordningen med Støvring midtby, herunder med de skitsereret foreløbige bud på muligheder og økonomi


  • at der til udarbejdelse af endelig ansøgning skal frigives 450.000 kr. til ekstern konsulentbistand og interne ressourcer, fra konto helhedsplaner Støvring, hvis Støvring midtby bliver udvalgt som en af 10 byer

Økonomi

Hvis Støvring by udvælges efter interessetilkendegivelse, er der behov for at afsætte midler til projektet. Det vil være nødvendigt at indhente konsulentbistand til den endelig ansøgning i efteråret 2022. Forventet udgift 200.000 kroner. Det foreslås, at dette finansieres af allerede afsatte midler til helhedsplaner Støvring.

Der er behov en ansvarlig projektleder - en midtbykoordinator - til den endelige ansøgning og i hele projektperioden for at koordinere samarbejdet med lokale interessenter og sikre realisering af konkrete events og anlæg. Der vil skulle afsættes midler til dette i 6 år svarende til ca. 3 mio. kroner. Grundet den pressede situation i Planafdelingen er der behov for at afsætte et ½ årsværk, svarende til 250-300 t.kr. i 2022 til at udarbejde endelig ansøgning.

Deltagelse i forsøgsordningen kræver mindst 40% kommunal medfinansiering af omkostningerne til de velfærdsfunktioner og byfornyelsesprojekter, der indgår i den endelige ansøgning.

Der vil være behov for at afsætte midler i 2024-2029 til velfærdsfunktioner, en samlet strategi for bymidten og realisering af konkrete byrumsprojekter, events mv. Konkret budget for dette vil afhænge af omfang og ambitionsniveau og vil skulle præciseres og afklares i 2022. Allerede afsatte midler kan indgå.

I overslag kunne økonomien for deltagelse i ”Frie bymidter” se ud på følgende måde:


Udarbejdelse af ansøgning 2022

200.000 kr. til konsulentbistand

Midtbykoordinator, projektleder

3 mio. kr. (Fra sommeren 2022)

Nyt budget til velfærdsfunktioner, byrum, events mv.

Afhænger af indhold og ambitionsniveau, herunder omfang af Byens Hus. Skal afklares i løbet af 2022.

Ved 1/10 af det samlede beløb (13 mio. kr.) forudsættes mindst 9 mio. kr. i kommunal medfinansiering dvs. ca. 2 mio. kr. årligt i 5 år.

I medfinansiering af byfornyelsesdelen kan evt. indgå en del af allerede budgetlagte midler til Byens Bro og Helhedsplaner Støvring (14,5 + 1,85 mio. kr.).




Sagsfremstilling

Indenrigs- og Boligministeriet har inviteret kommunerne til at tilkendegive interesse i forhold til at deltage i en forsøgsordning for frie bymidter. Forsøgsordningen vil give 10 bymidter mulighed for at afprøve nye og innovative tilgange til at skabe liv i bymidten.

Forsøgsordningen er målrettet bymidter i mindre og mellemstore byer med mellem 4.000 og 20.000 indbyggere. Det vil derfor være muligt at søge for Støvring bymidte. Fristen for tilkendegivelse er den 25. april 2022.

Forsøget tager udgangspunkt i aftalen "Mere liv i bymidter og landdistrikter". I mange af de mindre og mellemstore byer er bymidterne præget af butiksdød og manglende byliv, og aftalen beskriver en række indsatser, der skal bidrage til at bymidterne igen bliver et lokalt samlingspunkt og mødested.

Om forsøgsordningen

I ”Forsøgsordning med frie bymidter” udvælges 10 kommuner på baggrund af interessetilkendegivelse. Den endelige ansøgning skal indsendes i januar 2023, hvorefter der udmøntes puljer til byfornyelse (100 mio. kr.) og velfærdsfunktioner (30 mio. kr.) til fordeling mellem de 10 kommuner. Byfornyelsesmidler kan anvendes til områdefornyelse, bygningsfornyelse og friarealforbedringer. Forsøgsordningen løber over en 5-årig periode fra 2024-2029.

I udvælgelsen af de 10 kommuner lægges der vægt på nytænkende og innovative indsatser og samarbejdsformer, samt at der er potentiale til at fastholde byliv. De 10 bymidter skal repræsentere forskellige indsatser og samarbejdsformer, mindre og større byer, samt en geografisk spredning af byerne.

Der er følgende krav for at indgå i forsøgsordningen:

  • Kommunal medfinansiering på mindst 40 %.
  • Kommunen skal etablere nye og nytænkende velfærdsfunktioner, der kan skabe nærhed og understøtte bylivet som fx borgerservice, sundhedsfunktioner, kulturskoler, fritidsaktiviteter, biblioteker mv.
  • Kommunen skal inddrage lokale aktører i et bredt samarbejde.

Der kan være tale om nye velfærdsfunktioner i eksisterende bygninger dvs. der kan søges om midler til ombygning. Velfærdsfunktionerne skal sammentænkes med bymidtens øvrige funktioner og byliv i et samarbejde med byens øvrige parter.

I forsøgsordningen kan der søges om lov til at fravige eksisterende lovgivning eller at få ændret loven. Dermed kan der gennemføres aktiviteter i bymidten, der aktuelt ikke er lovhjemmel til.

Proces for forsøgsordningen

  • 25. april 2022: Frist for kommunernes interessetilkendegivelse om deltagelse.
  • Juni 2022: De 10 kommuner vælges ud.
  • Januar 2023: Frist for kvalificeret ansøgning med udviklingsstrategi og beskrivelse af projekt, organisering, økonomi og evt. behov for fravigelse af eksisterende lovgivning.
  • Ultimo 2023: Vedtagelse af lovforslag, der giver hjemmel til de konkrete forsøg.
  • Januar 2024: Igangsætning af de konkrete forsøg.
  • Januar 2029: Afslutning og evaluering af forsøg.


Om Støvring midtby

Støvring midtby fremstår i dag nedslidt, utidssvarende og usammenhængende. Forsøgsordningen kan give mulighed for at skabe en mere levende og sammenhængende bymidte i fremtiden.

Forvaltningen anbefaler, at der i en eventuel interessetilkendegivelse tages udgangspunkt i følgende:

Støvrings udfordring og potentiale

Støvring skiller sig ud i forhold til mange andre mindre og mellemstore byer. Udfordringen er - modsat i byer med affolkning og udpræget butiksdød - snarere den kraftige vækst, og hvordan bymidten skal udvikle sig i takt med væksten. Støvring by er vokset med næsten 29 % de sidste 10 år og den kraftige vækst forventes at fortsætte. I bilag 1 illustreres Støvrings udfordringer, befolkningsudvikling og midtbyafgræsning.

I Kommuneplan 2021 er den nuværende afgrænsning af Støvring midtby defineret som butiksområdet, men en moderne midtby skal kunne andet og mere end detailhandel. Samtidig skal vi sikre, at planlægningen både sikrer en tæt og levende bymidte ud fra de nuværende vilkår, men også skaber mulighed for vækst og udvikling af midtbyen i takt med at Støvring vokser, og der vil blive behov for flere centerfunktioner. Byudvikling vil medføre efterspørgsel på og grundlag for mere byliv, øget uddannelsesaktivitet og midtbyen skal være det naturlige mødested for byens og kommunens borgere. Der er således en helt særlig situation i Støvring, hvor midtbyen skal kunne tilpasses og udvikles over tid.

Der er allerede mange velfærdsfunktioner i periferien af bymidten. Forvaltningen anbefaler, at der i forsøgsperioden arbejdes med midtbyens rolle i forhold til at skabe sammenhæng og forbindelse mellem de eksisterende velfærdsfunktioner i periferien, - mellem sundhedshus mod øst og kulturfunktioner, fritidsaktiviteter og bibliotek mod syd, så Støvring også i fremtiden har en sammenhængende og levende bymidte.

Der er udarbejdet et udkast til en vision for midtbyen, der skitseres i interessetilkendelsen til forsøgsordningen, med arbejdstitlen Støvring 2030 – En levende, sund og grøn midtby. I bilag 2 skitseres visionen. Den endelige vision skal udvikles i dialog med de lokale aktører, og der skal i hele processen lægges vægt på et bredt lokalt samarbejde.

Nye og styrkede velfærdsfunktioner

Et af kravene i forsøgsordningen er etablering af nye velfærdsfunktioner. Det anbefales, at der i forsøgsordningen arbejdes på etableringen af et alternativt medborgerhus med arbejdstitlen ”Byens Hus”. Et samlingssted med rum til foreningsliv, fællesskaber og velfærd. Et hus med fokus på sundhed og kultur, rum for relationer og dialog, og hvor generationer kan mødes på tværs. Et hus, hvor velfærdsfunktioner kommer tættere på og bliver mere tilgængeligt for byens borgere.


Huset kan fx danne ramme om:

  • mødefaciliteter for klubber og foreningslivet
  • mødested for byens borgere (fx mødregrupper, legestue, strikkeklub, unge, studerende osv.)
  • lokaler til debatter og kulturarrangementer om fx byudvikling
  • kommunale borgerrettede funktioner, herunder mulighed for at anvende undervisningsfaciliteter til møder mv. om aftenen.

Afhængig af omfang kan der være tale om nybyggeri elle ombygning af eksisterende lokaler.

Ved at flytte nogle eksisterende funktioner kan der evt. frigives arealer andre steder til andre anvendelser og evt. være mulighed for at spare udgifter til husleje. De nævnte velfærdsfunktioner er foreløbige ideer og vil først kunne præciseres i efteråret 2022 i forbindelse med en eventuel endelig ansøgning.

Styrket samarbejde og realisering af eksisterende byfornyelsesprojekter

Forvaltningen ser et potentiale for et styrket samarbejde imellem handelsliv og velfærdsfunktioner (foreningsliv, bibliotek, ungdomsskole, kulturskole, uddannelser m.fl.) om events, kulturarrangementer og andet, der kan skabe mere liv i bymidten. Et nyt ”Byens Hus" kunne huse flere af disse aktiviteter.

”Byens Hus” vil som et nyt velfærdstilbud sammen med de tre projekter for hhv. Byens Bro, forskønnelse af Jernbanegade og etablering af Bytorvet kunne være ”fyrtårnsprojekter”, der skal bindes sammen med en samlet plan og derved indgå i ansøgning til ”Frie Bymidter”. En del af projektøkonomien i en evt. deltagelse i forsøgsordningen kunne derfor afsættes til realisering af fyrtårnsprojekter.

I interessetilkendegivelsen kan det fremhæves, at der allerede har været betydelig borgerinddragelse (§ 17, stk. 4- udvalg og arbejdsgrupper).

Andre ansøgningspuljer

Udover forsøgsordningen om frie bymidter, er der andre puljer på vej, der også kan være relevante at søge i forhold til Støvring Midtby. Forvaltningen er bekendt med følgende puljer:

  • En ny statslig pulje på 180 mio. kr. til byfornyelse efter sommerferien 2022.
  • EU-strukturfondsmidler til levende bymidter på 140 mio. kr. Midlerne udmøntes over flere omgange. Første gang i efterår 2022.


Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget

Der skal tages stilling til, om Rebild Kommune skal indsende interessetilkendegivelse til deltagelse i forsøgsordningen for frie bymidter med Støvring midtby. Forsøget indebærer, at kommunen skal forpligte sig til at etablere lokale velfærdsfunktioner. Der er op til 60 % statslig finansiering.


Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0