Befolkningsvæksten øger kommunens administrative opgaver under økonomiudvalgets område og behovet for at gennemføre forandringsprojekter. I vedlagte notat er beskrevet en række aktuelt større udviklingsopgaver i stikordsform, som forudsætter planlægning, projektledelse og udførelse. Desuden forudsætter sagerne ofte udarbejdelse af indstillingspunkter til fagudvalg, Økonomiudvalg og Byråd.
I tillæg hertil kommer initiativer, som der naturligt er politisk ønske om i forlængelse af konstituering af nyt byråd og nye fagudvalg. Der er eksempelvis udtrykt politisk vilje til at prioritere en indsats i kommunens østlige del i lyset af den snarlige åbning af det nye supersygehus. Denne indsats indebærer ressourcetræk til udviklingsarbejde, grunderhvervelse, planarbejde mv.
Rebild Kommune har gennem en årrække haft fokus på at effektivisere driften for at opnå mere værdi for borgerne. Administration kan opdeles i følgende:
- Administrativ og borgerrettet drift, herunder myndighed: fx byggesagsbehandling, arbejdsmarked, erhvervskontor, socialrådgivere på familie og socialområdet, visitation af ældre, beskæftigelsesindsatser mv.
- Klassisk stab: fx jura, HR, økonomi, kommunikation, byrådssekretariat.
- Udvikling, projektledelse og effektivisering: udviklingsressourcer – centralt og decentralt: Organisationens implementeringskraft til udvikling og planlægning, indenfor strategisk understøttelse, digitalisering og effektivisering.
Ud over de direkte borgerrettede administrative funktioner under den første pind har de administrative funktioner en tæt sammenhæng med den borgernære velfærd, og fx udvikling, projektledelse, sagshåndtering, sekretariatsfunktion, lønkontor, økonomistyring, bygningsdrift og IT-support er forudsætninger for, at de øvrige funktioner i kommunen kan udføres.
I perioden 2017 til 2022 er der isoleret set gennemført besparelser på 22,8 mio. kr. på Økonomiudvalgets område. Modsat udviklingen i sammenlignelige kommuner har det fået udgifterne under økonomiudvalgets område til at falde pr. indbygger. I dag er udgiftsniveauet til administration i Rebild kommune 24 mio. kr. under niveauet i sammenlignelige kommuner.
For at realisere de årlige besparelser er forskellige håndtag taget i anvendelse. Det drejer sig om nedlæggelse af centerchefstillinger, stillinger der ikke er blevet genbesat ved afgang, frivillig reduktion i arbejdstid, nedlæggelses af chefstillinger og øget ledelsesspænd samt regulære afskedigelser. I den forbindelse er nedlagt en række videns og udviklingsfunktioner, f.eks. juridiske funktion, personale konsulent, HR og udviklingskonsulent, regnskabsmedarbejdere m.v.
Der er behov for en såkaldt kritisk masse i den almindelige administrative driftsorganisation til at kunne svare på spørgsmål, afdække diverse problemstillinger samt varetage egentlige udviklingsprojekter. Denne kritiske masse er stærkt reduceret i forbindelse med de gennemførte besparelser på administration.
Opsummerende har besparelserne begrænset administrationens muligheder for at gennemføre forandringsprojekter ved siden af varetagelse af de helt nødvendige driftsopgaver.
Det er således nødvendigt bevist at prioritere hvilke forandringsprojekter der skal gennemføres først, ligesom gennemførelsen vil tage længere tid end det kan være ønskeligt, både vurderet ud fra en borgersynsvinkel og ud fra et strategisk perspektiv.