Teknik- og Miljøudvalget besluttede den 4. november 2020 at prioritere planlægning for udvidelse af mejeriet i Nørager. Nordex Food, som ejer mejeriet, ønsker at udvide produktionen, hvorfor en udvidelse af mejeriets bygninger og anlæg er nødvendigt. Med udvidelsen er det målet at kunne fordoble mejeriets kapacitet, at optimere logistikken i og omkring mejeriet samt at fremtidssikre mejeriets udviklingsmuligheder. Oversigtskort er i bilag 1.
Den ønskede udvidelse af Nørager Mejeri er ikke mulig inden for den eksisterende lokalplan, hvorfor udvalget har igangsat udarbejdelsen af lokalplanforslag og tillæg til Kommuneplan 2021. Udkast til forslag til lokalplan nr. 339 kan tilgås digital via linket her https://rebild.viewer.dkplan.niras.dk/plan/36#/lokalplanid/436 og er desuden i bilag 2.
Udkast til forslag til kommuneplantillæg nr. 5 kan tilgås digital via linket her https://rebild.viewer.dkplan.niras.dk/plan/50#/29540 og er desuden i bilag 3.
Lokalplanområdet er ca. 18,5 ha og afgrænses mod nord af Bredgade, mod vest af Troldvej der ligger inden for lokalplanens område, samt mod syd af Vestermarksvej og mod øst af skel mod et markareal og en boligejendom ud mod Bredgade. Lokalplanområdet udgøres i dag af landbrugsjord og af den eksisterende mejerivirksomhed. Oversigtskort er i bilag 1.
Lokalplanområdet er inddelt i to delområder, delområde 1 og 2. Delområde 1 ligger delvist i byzone, mens delområde 2 ligger i landzone. Ved lokalplanens endelige vedtagelse overføres den del af delområde 1, som ligger i landzone, til byzone, mens delområde 2 fastholdes i landzone.
Formålet med lokalplan 339 er at muliggøre en udvidelse af den eksisterende fødevarevirksomhed, Nørager Mejeri. Lokalplanområdet udlægges derfor til erhvervsområde i form af fødevarevirksomhed inden for miljøklasse 2-5. Dertil kan der etableres en butik til salg af virksomhedens egne produkter på op til 250 m², og der kan opstilles solenergianlæg i områdets sydlige del.
Der etableres en ny vejadgang til mejeriet via Troldvej, så lastbiltrafikken til og fra mejeriet kan ensrettes. Dermed sikres landevejen Bredgade mod opstuvning af lastbiler, der kan genere den øvrige trafik. På de tilkøbte jorder kan der desuden etableres anlæg til regnvandshåndtering efter behov, og der er mulighed for opstilling af solenergianlæg til grøn elforsyning af mejeriet.
Lokalplanen udlægger et byggefelt, der sikrer, at udvidelsen af mejeriet sker i forbindelse med de eksisterende bygninger, så den fremtidige bebyggelse placeres samlet på grunden og dermed fremstår som én samlet virksomhed. Dermed etableres bebyggelsen også nært Nørager by, så bebyggelsen ikke vil fremstå som fritliggende i det åbne land. Nye bygninger skal opføres med fladt tag og facader i hvide, grå, sorte eller gyldne toner. De afdæmpede farver skal sikre, at bygningerne ikke fremstår dominerende i sine omgivelser, samt at bygningerne indbyrdes fremstår samhørige. Mod Bredgade skal facaden etableres med facadevariation, eksempelvis i form af vinduespartier, materialeskift, fremspring, tilbagetrækninger mv. Formålet med dette er at opbryde den lange facade i mindre segmenter, der skalamæssigt er mere tilpasset den nærtliggende bys mindre bygningskroppe.
I lokalplanområdet er udlagt areal til placering af regnvandsbassin vest for bebyggelsen. I lokalplanprocessen er dertil set på løsninger til håndtering af regnvandet uden for selve lokalplanområdet, hvilket ligeledes er muligt.
I lokalplanområdets sydlige del, væk fra Bredgade, er der mulighed for at opstille solenergianlæg på de ubebyggede arealer. Det er forventningen, at solenergianlægget skal anvendes til egen elforsyning af virksomheden. Der skal etableres beplantningsbælter mod syd og øst for at afskærme disse mod omgivelserne.
Muligheden for solenergianlæg er ikke i overensstemmelse med kommuneplanens ramme 04.T161 til tekniske anlæg, for såvidt angår områdets specifikke anvendelse, hvorfor der laves et tillæg til Kommuneplan 2021, der tilføjer anvendelsen solenergianlæg.
Miljøvurdering
Planerne er omfattet af miljøvurderingsloven, da det er anlægsarbejder i erhvervsområder til industriformål. Der er foretaget en screening af planforslagets mulige indvirkning på miljøet. På baggrund af en miljøscreening er det vurderet, at planforslaget kan have væsentlige indvirkninger på miljøet.
Derfor er der udarbejdet en miljørapport, som er i bilag 4. Miljørapporten offentliggøres sammen med planforslagene.
Med baggrund i miljøvurderingsloven, herunder en høring af berørte myndigheder, er miljørapportens indhold afgrænset til at være en belysning af følgende emner:
- Overfladevand (Klima og afledning af regnvand til Nørager Bæk)
- Grundvand (Forbrug af vand og beskyttelse af grundvandet)
- Natur (Beskyttet vandløb)
- Landskab (Indsigt fra Nørager og fra landskabsudpegningerne)
- Kulturarv (Durup Kirke og beskyttet dige)
- Menneskers sundhed (Trafiksikkerhed og emissioner)
- Materielle goder (Ændringer i trafikafviklingen)