Baggrund
Byrådet besluttede 30. marts 2017 at indføre en ny model for tildeling af ressourcer til dagtilbudsområdet i Rebild Kommune. Beslutningen trådte i kraft med virkning fra 1. august 2017 med ønske om at "øge gennemsigtigheden i tildelingen og inddrage socioøkonomiske faktorer". Endelig besluttede Byrådet, at den nye tildelingsmodel skulle evalueres i efteråret 2018.
Hovedfokus for evalueringen er at afdække, hvorvidt tildelingsmodellen lever op til sine succeskriterier, om at øge gennemsigtigheden i tildelingen og inddrage den socioøkonomiske faktor. Evalueringen er udarbejdet i samarbejde med dagtilbuddene, som har været referencegruppe for evalueringen. Den endelige evaluering er vedlagt som bilag.
På baggrund af en vurdering af tildelingsmodellens faktiske udmøntning og dagtilbuddenes oplevelse med modellen konkluderer evalueringen; at den nye model formår at øge gennemsigtigheden i tildelingen og at inddrage den socioøkonomiske faktor. Dagtilbuddene er generelt meget tilfredse med den nye tildelingsmodel, som de mener er fair og fungerer.
Ved den nye tildelingsmodels vedtagelse var der et par dagtilbud, som mistede penge ved denne model. For at sikre den kollektive opbakning valgte udvalget af tilføre midler til området fra puljen Fremtidens Dagtilbud i 2017 og 2018. Der var tale om henholdvis 56.214 kr. i 2017 og 134.914 kr. i 2018. Der er enighed blandt dagtilbudslederne om, at situationen er en anden i dag. Der er kommet andre penge til området, børnetallet er ændret, ligesom der er kommet nye institutioner til. Hvis den ekstra tilførsel opretholdes reducerer det på ny gennemsigtigheden i modellen. Der er opbakning fra dagtilbuddene til at fortsætte med den nye model uden den ekstra tilførsel grundet den nye situation og ønsket om en gennemsigtig tildelingsmodel.
Forslag til mindre administrative justeringer
Med baggrund i den gennemførte evaluering har forvaltningen en række forslag til mindre administrative justeringer af modellen.
- Forvaltningen foreslår, at den socioøkoniske faktor fortsat beregnes for distriktets børn, men at den genberegnes hvert 4. år. Det betyder, at næste genberegning er i 2020.
- I udgangspunktet for den nye tildelingsmodel blev det besluttet, at tildelingen til ejendomsudgifter skulle baseres på de reelle udgifter hertil baseret på et gennemsnit for den foregående tre-årige periode. Der var ikke i udgangspunktet indtænkt en genberegningsmodel eller regulering af denne. Da udgifter til el, vand og varme mv. kan svinge meget - både i forbrug og priser og mellem distrikter, foreslår forvaltningen, at der fremadrettet foretages en genberegning af tildelingen til ejendomsudgifter årligt, baseret på de foregående tre års reelle forbrug.
Forvaltningen foreslår, at evalueringen udsendes i høring ved dagtilbuddene.