Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget over for Økonomiudvalg og Byrådet anbefaler at godkende, at Rebild Kommune benytter muligheden for at forlænge de angivne forsøg til udgangen af 2022.

Økonomi

Hvis forsøget med fritagelse for forelæggelse af visse jobafklaringssager for rehabiliteringsteamet ikke forlænges, vil flere sager skulle behandles i rehabiliteringsteamet. Det kræver flere møder og dermed øgede udgifter til den regionale sundhedskoordinatorfunktion.


Sagsfremstilling

Regeringen har nu truffet beslutning om opfølgningen for Frikommuneforsøg II, hvor Rebild har deltaget i flere af forsøgene. Flere forsøg henvises til mulig opfølgning i andet regi, hvor tidsperspektivet for lovændringer er senere end 31. december 2021, hvor forsøgshjemlerne udløber. Regeringen har derfor besluttet at søge Folketingets opbakning til at forlænge lov om frikommunenetværk for de forsøg, som henvises til opfølgning i andet regi, indtil 31. december 2022. Forvaltningen anbefaler på den baggrund, at følgende forsøg forlænges til udgangen af 2022.


Lægeattest til rehabiliteringsteammøde


Forsøget

LÆ265 er en lovpligtig lægeattest der indhentes i forbindelse med at sagen skal behandles på et rehabiliteringsteammøde. Attesten er en fremmødeattest og udfyldes af praktiserende læge. Frikommuneforsøget giver mulighed for at fravige kravet om at indhente lægeattesten LÆ265 forud for deltagelse i rehabiliteringsteammøde efter førtids- og fleksjobreformen i de tilfælde, hvor der i forvejen foreligger tilstrækkelige helbredsmæssige oplysninger. Målgruppen er personer, der skal have deres sag forelagt rehabiliteringsteamet forud for stillingtagen vedrørende fleksjob, ressourceforløb og førtidspension.


Den faglige vurdering

Frikommuneforsøget har betydet, at der kan fokuseres på udelukkende at indhente den relevante helbredsmæssige dokumentation, hvor primær behandler kan være sygehus, psykiatri osv. For borgerne har det betydet, at de ikke unødigt skal til egen læge i de tilfælde, hvor det er sygehuset der varetager behandlingen. Derudover har det givet mulighed for at anmode om de attester, der bedst muligt beskriver borgers helbredsmæssige situation.

I de tilfælde hvor egen læge inddrages, har det været muligt at anmode om den relevante attest, hvilket i mange tilfælde i stedet er en generel helbredsattest, idet egen læge her beskriver andre punkter end i LÆ265. Det har således givet en mere smidig sagsbehandling med fokus på, hvilke attester der er de rette at indhente for borger/sagen.


Fritagelse for forelæggelse af visse jobafklaringssager for rehabiliteringsteamet


Forsøget

En sygemeldt kan modtage sygedagpenge i op til 22 uger. På det tidspunkt skal retten til fortsat sygedagpenge vurderes. Vurderes borgeren fortsat uarbejdsdygtig uden at opfylde betingelserne for en forlængelse af sygedagpengene, vil borgeren have ret til et jobafklaringsforløb. Ved overgangen til jobafklaring er det et lovkrav, at man skal have sin sag behandlet på et rehabiliteringsteammøde i forhold til, hvilke indsatser der skal være i jobafklaringsforløbet.


Frikommuneforsøget giver mulighed for at undlade eller udskyde behandling af visse sager om første jobafklaringsforløb på rehabiliteringsteammøde, hvor teamet alene skal give indstilling om indsatsen. Formålet med forsøget er at sikre en mere fleksibel og individuelt tilpasset behandling af sager, der skal forelægges rehabiliteringsteamet mhp. at styrke borgerens inddragelse og give mere rum til empowerment.

Borgeren skal kunne se formålet med rehabiliteringsteamets behandling, herunder mening med at deltage på mødet. Derudover er fokus på at anvende ressourcerne til tværfaglig behandling der hvor der er behov, sådan at borgere, der alene har arbejdsmarkedsrettede udfordringer, eller hvor der allerede er lagt en tværfaglig plan, der fungerer, ikke oversagsbehandles. Derved gives plads til mere kvalitet for de borgere, der har brug for teamets indsats, for at få lagt en tværfaglig plan for tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Endelig giver forsøget mulighed for at få iværksat en indsatsplan hurtigt, med fokus på de rigtige og tilstrækkelige indsatser ift. borgerens raskmelding eller beskæftigelse.


Målgruppen er sygemeldte borgere, der er overgået til første jobafklaringsforløb, grundet manglende mulighed for forlængelse af sygedagpengene, eller grundet at de i forbindelse med tidligere sygemelding har opbrugt ret til sygedagpenge.


Den faglige vurdering

Under frikommuneforsøget har det været sådan, at såfremt borger ønskede at få behandlet sin sag i forbindelse med overgang, eller hvis der var behov for en tværfaglig drøftelse, har sagen været behandlet jævnfør lovgivningen.

Før frikommuneforsøget betød ventetid på rehabiliteringsteammøde, at planen og igangsættelse af aktiviteter i sager med et mere uklart forløb, afventede indstillingen fra mødet, hvilket har forhalet sagsforløbet. I sager med et klart forløb var det sjældent at rehabiliteringsteamet kunne pege på nye indsatser ,og mødet bidrog således ikke med nye perspektiver.


I jobcentret er der i stedet sat fokus på overlevering og sparring i de tilfælde, hvor der sker et rådgiverskifte ved overgang til jobafklaring for at sikre, at der udarbejdes en god plan sammen med borger.


Det vurderes, at resultaterne ved at behandle sager om første jobafklaringsforløb på et rehabiliteringsteammøde har været yderst begrænsede og ikke har medført hurtigere raskmelding.

Det vurderes også, at forsøget har medført en mere smidig sagsbehandling, hvor borger ikke unødigt skal igennem et rehabiliteringsteammøde.


Ledighedsydelse – fritagelse for årlig revurdering


Forsøget

Ifølge den gældende lovgivning skal kommunen vurdere, om betingelserne for at få et fleksjob fortsat er opfyldt, når en person har fået ledighedsydelse i 12 måneder inden for 18 måneder. Herefter skal kommunen revurdere sagen, hver gang personen på ny har modtaget ledighedsydelse i 12 måneder inden for 18 måneder.


Grundlaget for vurderingen skal bestå af

1) en redegørelse for, at der er anvendt tilbud efter kapitel 10 og 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,

2) en redegørelse for den pågældendes ressourcer samt mulighederne for at anvende og udvikle dem, som udarbejdes i samarbejde med den pågældende og indeholder dennes egen opfattelse af forholdene,

3) en redegørelse for, hvorfor den pågældendes arbejdsevne fortsat anses for varigt nedsat, og

4) en redegørelse for, at det er vurderet, om der kan være grundlag for at påbegynde en sag om førtidspension.”


Formålet med forsøget er at skabe en forenkling i regelsættet, så borgerne oplever sammenhæng mellem behov og tiltag.

Hensigten med forsøget er at

- Skabe større gennemsigtighed i sagsforløbet for borgerne

- Minimere borgerens oplevelse af usikkerhed om fremtidigt forsørgelsesgrundlag og dermed også øge jobfokus i forløbet

- Borgerne får tilbud på det tidspunkt, for det er relevant i deres ledighedsforløb

- Optimere medarbejdernes ressourceanvendelse ift. at støtte borgerne i arbejdsmarkedstilknytning


Målgruppen for forsøget er alle borgere, der modtager ledighedsydelse i mere end 12 måneder.


Faglig vurdering

Det vurderes at formålet med dette forsøg er opfyldt. Forsøget har medført øget jobfokus, at borgerne får et tilbud på rette tidspunkt, og der er frigivet medarbejderressourcer til netop at fokusere på dette.


Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Det er blevet muligt at forlænge en række frikommuneforsøg frem til udgangen af 2022. Forvaltningen anbefaler på den baggrund, at tre af forsøgene i Rebild Kommune forlænges.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Ingen bevillingsmæssige eller økonomiske konsekvenser

Sagsfremstilling

Nuværende ledelsestilsyn for 3. kvartal 2021 er på jobcentrets områder udført som et tematiseret tilsyn med fokus på, om indsatsen er jobrettet, og om der igangsættes virksomhedsrettede tilbud. Virksomhedsrettede tilbud er kun en del af lovgivningens tilbudsvifte og kan i en række tilfælde erstattes af andre tilbud, som f.eks. vejledning og opkvalificering. Der er således ikke nødvendigvis tale om lovgivningsmæssige fejl, når der ikke er igangsat virksomhedsrettet indsats. Tilsynet har derfor karakter af et handlingstilsyn, der har til formål at give en indikation på, hvor og hvornår virksomhedsrettede tilbud bliver anvendt og hvornår de bør anvendes, således borger støttes bedst muligt mod arbejdsmarkedet igen.For Borgerservice og Ydelse er tilsynet som altid et bredere sagstilsyn med udgangspunkt i skabelonerne fra BDO.Ydelse:
Der er lavet tilsyn på 27 sager. Der fundet fejl i 10 sager, men kun i en sag vurderes fejlen at kunne have haft indflydelse på sagens afgørelse. I den pågældende sag er der ved tilsynet rejst tvivl om borgers berettigelse til udbetaling. På baggrund af ledelsestilsynet gennemgås på afdelingsmøde regler og arbejdsgang i KY, som er er kommunernes nye ydelsessystem, og som Rebild Kommune netop er overgået til.
De øvrige fejl vurderes at være mindre fejl uden betydning for sagernes afgørelse. Dog afstedkommer de ligeledes gennemgang og drøftelse af arbejdsgange på afdelingsmøde.
Borgerservice
Der er lavet tilsyn på 3 sager. Der er ikke fundet fejl i nogen af sagerne.


Jobcenter - Tematilsyn jobfokus og virksomhedsrettet indsats
Generelt ses der at være jobrettet fokus i sagerne, mens det kan konstateres, at der er udviklingspotentiale i forhold til anvendelse af lovgivningens virksomhedsrettede redskaber. Disse udfordringer skyldes til dels coronanedlukningen, da vi ved hvert ledelsestilsyn kigger 12 måneder bagud, men udfordringerne skyldes også, at man for visse målgruppers vedkommende ikke har haft det fornødne fokus på de virksomhedsrettede tilbud. Der vil i hele jobcentret - og for alle målgrupper - i den kommende tid blive sat fokus på øget anvendelse af de virksomhedsrettede tilbud, når disse vurderes relevante f.eks. med henblik på at bruge disse til opkvalificering af den arbejdskraft, der efterspørges i så høj grad i øjeblikket.


A-dagpenge:

Der er lavet tilsyn på 9 sager.

Der er jobrettet fokus i alle sager og fokus på rettidig tilbud efter 26 ugers ledighed. Dog er det ikke i alle sager, hvor der er drøftet virksomhedsrettet tilbud, som det rette tilbud, hvilket er begrundet med suspenderingen af området. I 4 ud af 9 sager har der været etableret virksomhedsrettet tilbud, men det er kun i 2 hvor der er tydelige mål og 1 hvor der er lavet konkret evaluering og opfølgning af målene. Dette vil der blive sat fokus på.


Kontanthjælp og overgangsydelse:

Der er lavet tilsyn på 5 kontanthjælpssager (4 aktivitetsparate og 1 jobparat) og 2 overgangsydelsessager (1 aktivitetsparat og 1 jobparat).

For alle sager gælder det, at der både er jobrettet fokus og drøftet og etableret virksomhedsrettede tilbud, hvor det kan lade sig gøre. Såfremt der ikke er et virksomhedsrettet fokus er det begrundet og beskrevet i sagerne.


Selvforsørgelse- og hjemrejseydelse:

Der er lavet tilsyn på 2 sager.

For begge sager er der meget tydeligt job- og virksomhedsrettet fokus. Der er der i den ene sag store helbredsmæssige udfordringer, som vanskeliggøre at der meget hurtigt bliver italesat virksomhedsrettetindsats, men dette er beskrevet.


Ressourceforløb (under 30 årige) og uddannelseshjælp:

Der er lavet tilsyn på 5 ressourceforløbssager og 15 uddannelseshjælpssager (2 åbenlyse uddannelsesparate, 5 uddannelsesparate og 8 aktivitetsparate).

Der er jobrettet fokus i de 15 af sagerne, mens der kun har været iværksat virksomhedsrettet indsats i de 8 af sagerne. Årsagerne til manglende virksomhedsrettet indsats er i nogle sager, at for de unge, hvor målet er uddannelse, kan andre tilbud som f.eks. vejledning-og opkvalificering være en hurtigere vej hertil. I andre sager skyldes det f.eks., at borger er fritaget grundet barsel eller af helbredsmæssige eller sociale årsager og f.eks. i stedet deltager i misbrugsbehandling, psykologbehandling, psykiatrisk behandling, er på opholdssted eller omsorgshjem.
Øget jobrettet fokus i sagerne drøftes på teammøde med ungerådgiverne, idet dette også bør være et fokus selvom vejen for de unge oftest tænkes via uddannelse.

Sygedagpenge:
Der er gennemgået 10 sager. Der er konstateret mindre fejl i 4 sager. Fejlene omhandler bl.a. manglende kontakt til arbejdsgiver, manglende konkret jobmål og manglende udarbejdelse af CV. Ellers fin kvalitet i sagerne ift. jobrettet fokus.

Jobafklaring:
Der er gennemgået 6 sager. Der er mindre fejl i 2, hvor der mangler CV. Generelt ses det, at når borgerne overgår fra sygedagpenge til jobafklaring, kan der i nogle tilfælde gå for lang tid før den første samtale bliver afholdt, hvilket kan medføre, at det tager længere tid før der iværksættes/ tages stilling til beskæftigelsesrettede indsatser. Dette er naturligvis et fokuspunkt fremover.

Ressourceforløb:
Der er gennemgået 3 sager. Der er mindre fejl i 1, hvor der mangler CV. Generelt bliver der forsøgt at arbejde hen i mod beskæftigelsesrettede tiltag/indsatser. Revalidering:
Der er gennemgået 3 sager. Der er mindre fejl i 1, hvor der er behov for opfølgning på praktikken. Langt størstedelen af vores revalidender er i gang med en uddannelse, hvorfor tilsynet ikke er relevant. Der er lavet tilsyn på borgere, der er i virksomhedsrevalidering.

Ledighedsydelse:
Der er gennemgået 3 sager. Der er ingen fejl. Der er fokus på det virksomhedsrettede og jobsøgning med konkrete aftaler omkring joblog og CV.

Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget


Nærværende ledelsestilsyn for 3. kvartal er for jobcentrets vedkommende tilrettelagt som et tematiseret tilsyn med fokus på, om indsatsen er jobrettet, og der igangsættes virksomhedsrettede tilbud. Tilsynet i Borgerservice og Ydelse er på sagsniveau som vanligt og foretaget med udgangspunkt i skabelonerne fra BDO.


Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0