Nuværende ledelsestilsyn for 3. kvartal 2021 er på jobcentrets områder udført som et tematiseret tilsyn med fokus på, om indsatsen er jobrettet, og om der igangsættes virksomhedsrettede tilbud. Virksomhedsrettede tilbud er kun en del af lovgivningens tilbudsvifte og kan i en række tilfælde erstattes af andre tilbud, som f.eks. vejledning og opkvalificering. Der er således ikke nødvendigvis tale om lovgivningsmæssige fejl, når der ikke er igangsat virksomhedsrettet indsats. Tilsynet har derfor karakter af et handlingstilsyn, der har til formål at give en indikation på, hvor og hvornår virksomhedsrettede tilbud bliver anvendt og hvornår de bør anvendes, således borger støttes bedst muligt mod arbejdsmarkedet igen.For Borgerservice og Ydelse er tilsynet som altid et bredere sagstilsyn med udgangspunkt i skabelonerne fra BDO.Ydelse:
Der er lavet tilsyn på 27 sager. Der fundet fejl i 10 sager, men kun i en sag vurderes fejlen at kunne have haft indflydelse på sagens afgørelse. I den pågældende sag er der ved tilsynet rejst tvivl om borgers berettigelse til udbetaling. På baggrund af ledelsestilsynet gennemgås på afdelingsmøde regler og arbejdsgang i KY, som er er kommunernes nye ydelsessystem, og som Rebild Kommune netop er overgået til.
De øvrige fejl vurderes at være mindre fejl uden betydning for sagernes afgørelse. Dog afstedkommer de ligeledes gennemgang og drøftelse af arbejdsgange på afdelingsmøde.Borgerservice
Der er lavet tilsyn på 3 sager. Der er ikke fundet fejl i nogen af sagerne.
Jobcenter - Tematilsyn jobfokus og virksomhedsrettet indsats
Generelt ses der at være jobrettet fokus i sagerne, mens det kan konstateres, at der er udviklingspotentiale i forhold til anvendelse af lovgivningens virksomhedsrettede redskaber. Disse udfordringer skyldes til dels coronanedlukningen, da vi ved hvert ledelsestilsyn kigger 12 måneder bagud, men udfordringerne skyldes også, at man for visse målgruppers vedkommende ikke har haft det fornødne fokus på de virksomhedsrettede tilbud. Der vil i hele jobcentret - og for alle målgrupper - i den kommende tid blive sat fokus på øget anvendelse af de virksomhedsrettede tilbud, når disse vurderes relevante f.eks. med henblik på at bruge disse til opkvalificering af den arbejdskraft, der efterspørges i så høj grad i øjeblikket.
A-dagpenge:
Der er lavet tilsyn på 9 sager.
Der er jobrettet fokus i alle sager og fokus på rettidig tilbud efter 26 ugers ledighed. Dog er det ikke i alle sager, hvor der er drøftet virksomhedsrettet tilbud, som det rette tilbud, hvilket er begrundet med suspenderingen af området. I 4 ud af 9 sager har der været etableret virksomhedsrettet tilbud, men det er kun i 2 hvor der er tydelige mål og 1 hvor der er lavet konkret evaluering og opfølgning af målene. Dette vil der blive sat fokus på.
Kontanthjælp og overgangsydelse:
Der er lavet tilsyn på 5 kontanthjælpssager (4 aktivitetsparate og 1 jobparat) og 2 overgangsydelsessager (1 aktivitetsparat og 1 jobparat).
For alle sager gælder det, at der både er jobrettet fokus og drøftet og etableret virksomhedsrettede tilbud, hvor det kan lade sig gøre. Såfremt der ikke er et virksomhedsrettet fokus er det begrundet og beskrevet i sagerne.
Selvforsørgelse- og hjemrejseydelse:
Der er lavet tilsyn på 2 sager.
For begge sager er der meget tydeligt job- og virksomhedsrettet fokus. Der er der i den ene sag store helbredsmæssige udfordringer, som vanskeliggøre at der meget hurtigt bliver italesat virksomhedsrettetindsats, men dette er beskrevet.
Ressourceforløb (under 30 årige) og uddannelseshjælp:
Der er lavet tilsyn på 5 ressourceforløbssager og 15 uddannelseshjælpssager (2 åbenlyse uddannelsesparate, 5 uddannelsesparate og 8 aktivitetsparate).
Der er jobrettet fokus i de 15 af sagerne, mens der kun har været iværksat virksomhedsrettet indsats i de 8 af sagerne. Årsagerne til manglende virksomhedsrettet indsats er i nogle sager, at for de unge, hvor målet er uddannelse, kan andre tilbud som f.eks. vejledning-og opkvalificering være en hurtigere vej hertil. I andre sager skyldes det f.eks., at borger er fritaget grundet barsel eller af helbredsmæssige eller sociale årsager og f.eks. i stedet deltager i misbrugsbehandling, psykologbehandling, psykiatrisk behandling, er på opholdssted eller omsorgshjem.
Øget jobrettet fokus i sagerne drøftes på teammøde med ungerådgiverne, idet dette også bør være et fokus selvom vejen for de unge oftest tænkes via uddannelse.
Sygedagpenge:
Der er gennemgået 10 sager. Der er konstateret mindre fejl i 4 sager. Fejlene omhandler bl.a. manglende kontakt til arbejdsgiver, manglende konkret jobmål og manglende udarbejdelse af CV. Ellers fin kvalitet i sagerne ift. jobrettet fokus.
Jobafklaring:
Der er gennemgået 6 sager. Der er mindre fejl i 2, hvor der mangler CV. Generelt ses det, at når borgerne overgår fra sygedagpenge til jobafklaring, kan der i nogle tilfælde gå for lang tid før den første samtale bliver afholdt, hvilket kan medføre, at det tager længere tid før der iværksættes/ tages stilling til beskæftigelsesrettede indsatser. Dette er naturligvis et fokuspunkt fremover.
Ressourceforløb:
Der er gennemgået 3 sager. Der er mindre fejl i 1, hvor der mangler CV. Generelt bliver der forsøgt at arbejde hen i mod beskæftigelsesrettede tiltag/indsatser. Revalidering:
Der er gennemgået 3 sager. Der er mindre fejl i 1, hvor der er behov for opfølgning på praktikken. Langt størstedelen af vores revalidender er i gang med en uddannelse, hvorfor tilsynet ikke er relevant. Der er lavet tilsyn på borgere, der er i virksomhedsrevalidering.
Ledighedsydelse:
Der er gennemgået 3 sager. Der er ingen fejl. Der er fokus på det virksomhedsrettede og jobsøgning med konkrete aftaler omkring joblog og CV.