Rebild Kommune er i starten af september blevet bekendt med, at der er etableret LAR-bassin og nedgravet faskiner på den ny udstykning Skovkanten i Skørping uden ansøgning eller tilladelse til dette. Efterfølgende er forvaltningen blevet bekendt med en lignende sag på Hanehøjvej, Skørping. Det er i begge tilfælde bygherres opfattelse, at kommunens godkendelse af vejforholdene også kunne opfattes som en godkendelse af spildevandsforholdene. Uanset sagsforløbet kræver forholdene lovliggørelse og vi har derfor påbegyndt sagsbehandlingen.
Under udarbejdelse af nedsivningstilladelserne blev forvaltningen bekendt med, at de vilkår Rebild Kommune normalt stiller og ikke afviger fra, ikke er overholdt. Det drejer sig om vejafvandingsfaskiner, som er placeret på privat grund og ikke overholder afstandskravet på 2 m mellem faskine og skel. Derudover vurderer kommunen, at anlæggets udformning og placering kan give udfordringer, da placering af hus samt faskiner til tag- og overfladevand kan komme i konflikt med afstandsvilkår. På Hanehøjvej er der endvidere ikke etableret overløb fra faskinerne, hvilket kan medføre en risiko for oversvømmelse på privat grund.
Begge områder er spildevandskloakeret, og grundejere skal derfor nedsive tag- og overfladevand på egen grund.
Kommunen har modtaget en række ansøgninger om byggetilladelse i områderne, og her er det en udfordring, at vejafvandingsfaskinerne på privatgrund ikke er tinglyst. Den enkelte grundejer og fremtidige ejere er således ikke nødvendigvis bekendt med, at der ligger faskiner på privat grund og de afledte afstandskrav samt krav til at friholde arealet.
De nye grundejere er dog blevet gjort bekendt med faskinernes placering i købsaftalen.
I sagsbehandlingen er der opstået flere tekniske spørgsmål, der skal afklares, før anlægget kan godkendes, herunder hvor stor afstrømning, der vil ske fra vejfaskiner til privatgrund, hvordan vandet vil fordele sig i faskinerne med den store terrænforskel, og hvordan anlægget skal driftes når grundejerforeningen overtager.
Kommunen vil på den baggrund anmode om nærmere redegørelse fra byggemodners rådgivere. Sideløbende søger Rebild kommune at løse udfordringer med regnvandshåndtering langs Gl. Skørpingvej.
Sagen er drøftet med kommunens jurister og Rebild Vand og Spildevand.
Opsamling
Forvaltningen vurderer sammenfattende, at en retlig lovliggørelse i form af tilladelse til de etablerede anlæg er mulig på nedenstående forudsætninger:
At faskinerne placeret på privat grund til afvanding af vejarealet tinglyses på grundene
At de nødvendige, supplerende oplysninger og eventuelle tekniske ændringer skal tilvejebringes og beskrives af bygherre
At der udarbejdes en driftsvejledning til grundejerforeningens fremtidige drift af de fælles faskiner beliggende på privat grund