Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget overfor Økonomiudvalg og Byråd indstiller, at kvalitetsstandarder og indsatskatalog godkendes.

Beslutning fra Sundhedsudvalget, 7. september 2021, pkt. 102:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Den 9. marts godkendte Sundhedsudvalget procesplan og principper for kvalitetskravene i kontrakter og kvalitetsstandarder. Principperne for kvalitetskravene indebærer, at kompetencekravene til medarbejderen for at varetage basale forløb sænkes, mens kravene øges for avancerede forløb. Med disse ændringer tilpasses Rebild Kommunes kvalitetskrav til kravene i KL’s ordning om udvidet frit valg. Udvidet frit valg sikrer borgeren ret til hurtig genoptræning, hvis borgerens kommune ikke kan opstarte forløbet inden for 7 dage.

Forvaltningen har afholdt to møder med de 4 godkendte private leverandører og afdækket, hvilke kompetencekrav den kommunale og de private leverandører vil kunne leve op til. Formålet med dette har været at afbalancere høj kvalitet og reel opretholdelse af det frie leverandørvalg.

På baggrund af kortlægningen af leverandørernes kompetencer har Forvaltningen fastsat de krav, som fremgår af bilaget ”Indsatskatalog for avanceret genoptræning”. Kvalitetskravene indebærer specifikke krav til den enkelte medarbejder, der skal varetage genoptræningsforløbet i forhold til erfaring med fagområdet, efteruddannelse samt løbende kompetenceudvikling. Undtagelsesvis kan medarbejdere, der ikke lever op til disse krav, varetage forløbet i tilfælde af sygdom eller som en del af et kompetenceudviklingsforløb under grundig oplæring og supervision fra den godkendte medarbejder.

Ud over ændringerne i kompetencekrav til medarbejderne, så indeholder kvalitetsstandarderne følgende ændringer:

  • Det er kommunens myndighedsfunktion, der fastlægger, om et genoptræningsforløb er basalt eller avanceret
  • Det er ikke alle leverandører, der er godkendt til at kunne levere alle typer avanceret genoptræning


Kvalitetsstandarderne er vedlagt som bilag, hvor ændringer fra de nuværende kvalitetsstandarder er markeret.

Der er Forvaltningens vurdering, at borgerne med de nye krav vil kunne vælge mellem to eller flere leverandører i mindst 90 % af de fysioterapeutiske forløb. Forvaltningens vurdering er, at alle 4 nuværende private leverandører vil kunne blive godkendt på mindst halvdelen af de 12 fysioterapeutiske fagområder i indsatskataloget på avanceret niveau og samtlige indsatsområder på basalt niveau. Borgeren vil således i langt de fleste tilfælde have et reelt frit valg, men kvalitetskravene til den enkelte medarbejder vil være højere end tidligere. På nuværende tidspunkt er det kun kommunen, der er godkendt til at levere ergoterapeutiske ydelser. Det vil fortsat være mulighed for, at private leverandører kan blive godkendt til ergoterapi, hvis de ønsker det.Økonomi
Ændringerne har ingen økonomiske konsekvenser for budgetområdet.

Indstilling
Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget sender kvalitetsstandard og indsatskatalog i høring ved Ældreråd, Handicapråd, godkendte træningsleverandører og kommunens MED-system.

Beslutning fra Sundhedsudvalget, 10. august 2021, pkt. 92:

Godkendt.


Ole Frederiksen deltog ikke i behandlingen af sagen.



Supplerende sagsfremstilling til møde i Sundhedsudvalget, den 7. september 2021

Handicaprådet har ikke ønsket at afgive høringssvar.

Fra de 4 godkendte private træningsleverandører er der indkommet ét høringssvar fra Nørager Fysioterapi, der skriver: ”Vi har læst og gennemgået både kvalitetsstandarderne og kontraktændringerne, og synes det ser fornuftigt ud. Derfor har vi ingen yderligere kommentarer til det.”

Ældrerådet har afgivet høringssvar, som er vedlagt. Rådet er kritiske overfor, at kompetencekravene for de basale forløb lempes. Lempelsen består i, at den varetagende medarbejder på samtlige basale forløb kan varetages af nyuddannede fysio- eller ergoterapeuter. Med den gældende kvalitetsstandard er der ikke et specifikt kompetencekrav til den enkelte forløbstype. Der er dog et generelt krav om, at halvdelen af de ansatte skal have en mere end 2 års erfaring.

Det er Forvaltningens vurdering, at basale forløb altid er af en sådan karakter, at de vil kunne varetages af en nyuddannet medarbejder. Vurderingen baserer sig dels på, at KL’s kompetencekrav til basale forløb i ordningen med udvidet frit valg, netop kun er grunduddannelsen som fysio- eller ergoterapeut. Derudover anvendes der et klassifikationsredskab i kommunens myndighedsfunktion, som sikrer, at genoptræningsopgaver ikke klassificeres som basale, hvis de ikke kan løses af nyuddannede medarbejdere.

Ældrerådet imødeser de skærpede krav til avancerede forløb. Rådet har dog samtidigt en bekymring for, at avancerede forløb kan blive pauseret i længere perioder på grund af kravene. Da en leverandør kan blive godkendt med blot én medarbejder på et bestemt avanceret fagområde, kan der opstå vanskeligheder med at levere et sammenhængende forløb i perioder, hvor den pågældende medarbejder fx har 3 ugers sommerferie.

På baggrund af den indsamlede viden om leverandørernes kompetenceniveau vurderer Forvaltningen, at der på langt de fleste fagområder vil blive godkendt mere end én medarbejder ved de enkelte leverandører. Derudover vil de fleste leverandører i sådanne perioder kunne dække ferieafløsning ind med erfarne medarbejdere, som fagligt forsvarligt kan overtage et igangværende forløb i en midlertidig periode på op til 3 uger.

Høringssvar fra MED-systemet eftersendes direkte til Sundhedsudvalget og vedlægges dagsorden til Økonomiudvalg og Byråd.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Forvaltningen har i samarbejde med de private træningsleverandører udarbejdet nye kvalitetskrav på træningsområdet. Kvalitetsstandarderne indeholder øgede kompetencekrav til de medarbejdere, der skal varetage de avancerede træningsforløb. Med de øgede kompetencekrav vil borgerne fortsat kunne vælge mellem flere leverandører i langt de fleste forløb. Kvalitetsstandarder og indsatskatalog har været i høring ved Ældreråd, Handicapråd, godkendte træningsleverandører og kommunens MED-system. Byrådet skal træffe beslutning om godkendelse af kvalitetsstandarder og indsatskatalog.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter anlægsansøgning fra Bælum-Solbjerg Idrætsforening.


Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 8. september 2021, pkt. 98:

Kultur- og fritidsudvalget oversender ansøgningen til budgetforhandlingerne og anbefaler. at projektet støttes med 10% af anlægssummen.

Økonomi

Forvaltningen gør opmærksom på, at der ikke er frie anlægsmidler på budgettet.


Sagsfremstilling

Bælum-Solbjerg Idrætsforening påtænker etablering af 2 padel tennisbaner, organisatorisk forankret som en særskilt underafdeling i idrætsforeningen. Foreningen er en veldrevet og økonomisk velfunderet idrætsforening, som løbende forsøger at ramme den brede befolknings interesser for både motions- og konkurrenceidræt.


For kontinuerligt at kunne imødekomme lokalbefolkningens ønsker og behov, er der brug for nye tiltag og tilbud. De seneste år er der derfor etableret både en tabata-afdeling og givet mulighed for at spille bordtennis på motionsplan. Derudover arbejdes der på at starte en billiardklub målrettet byens ældre borgere.


Bælum-Solbjerg Idrætsforening har derfor arbejdet hen imod et nyt aktivitetstilbud - padel tennis. Generelt er padel tennis en relativt ny sportsgren i Nordeuropa, men igennem de senere år er der etableret flere padel baner rundt om i Danmark. Det gælder både indendørs padel-centre med hovedsageligt Pay and Play, men også mange baner registreret af en forening.


En padel tennisbane er 10 * 20 meter og lukket hele vejen rundt af glas og "net". Underlaget er som oftest lavet af kunstgræs, som vi kender det fra fodboldbanerne. Padel er forholdsvis let at lære, og det er ikke så fysisk hårdt og svært som tennis. Det gør padel tennis egnet for personer, der er stoppet eller er nedtrappet med deres sportsgren grundet fysiske begrænsninger.


Padel tennis henvender sig til en særdeles bred befolkningsgruppe - til stor gavn for den generelle folkesundhed.


Banerne vil blive placeret ved Bælum Tennisklub. Her vil banerne kunne etableres på en i forvejen nedlagt tennisbane, hvor underlag og dræn i forvejen er lavet.


Der er indhentet tilbud fra leverandøren A-Sport, der tilbyder et koncept med 2 nøglefærdige padel baner incl. opbygning af hele fundamentet, sandpude, betondæk, kabelføring til lysanlæg mv. Tanken er at banerne skal have lysanlæg men uden overdækning, da det vil gøre projektet dyrere. Padelbanerne er projekteret til at kunne etableres på den eksisterende tennisbane.


Placeringen ved Bælum Tennisklub giver mulighed for anvendelse af klubhus med køkken, badefaciliteter og toiletter. Der er ligeledes en aktiv forening, der kan administrere banereservationer samt løbende vedligeholdelse af baner og faciliteter.


Økonomi:

Anlægsbudget

Beløb

2 stk. nøglefærdige padel tennisbaner incl. lysanlæg

660.750 kr.

Etablering af fundament, herunder betondæk, strøm mm

331.875 kr.

Diverse tilvalg til standardkoncept

62.500 kr.

Etablering af matchende udenomsarealer

31250 kr.

I alt

1.086.375 kr.


Finansiering

Beløb

Etablering af fundament, herunder betondæk, strøm mm (eget arbejde)

331.875 kr.

Etablering af matchende udenomsarealer (eget arbejde)

31.250 kr.

Sponsorer

50.000 kr.

Diverse fonde

173.250 kr.

Rebild Kommune

500.000 kr.

I alt

1.086.375 kr.


Forvaltningen bemærkninger:

Forvaltningen gør opmærksom på, at der tidligere ved disponering af anlægsmidler til store Kultur-og Fritidsprojekter, har været en proces med konkretisering af principper for tildeling af anlægsmidler, samtidig med at projekterne blev vurderet samlet.


Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Bælum-Solbjerg Idrætsforening sender ansøgning om anlægstilskud på 500.000 kr. til etablering af padel tennisbaner i Bælum.


Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til ansøgningen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter anlægsansøgningen fra Støvring IF Fodbold.



Beslutning fra Kultur- og Fritidsudvalget, 8. september 2021, pkt. 97:

Kultur- og fritidsudvalget tilkendegiver, at det er et godt gennemarbejdet projekt. Ansøgningen oversendes til budgetforhandlingerne.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0