Sagsfremstilling
Sagsresume:
Nordjyllands Beredskab blev dannet pr. 1.1.2016 som et §60-selskab med de elleve nordjyske kommuner som interessenter. Første plan for risikobaseret dimensionering blev godkendt i 2017.
Nordjyllands Beredskab skal jf. Bekendtgørelse om risikobaseret dimensionering af det kommunale redningsberedskab udarbejde en plan for den risikobaserede dimensionering. Planen skal revideres i det omfang, udviklingen gør det nødvendigt, dog mindst en gang i hver kommunal valgperiode. Beredskabet har nu udarbejdet forslag til Plan for den risikobaserede dimensionering for Nordjylland 2025.
”Nordjyllands Beredskab 2025” udstikker den fremtidige retning og indeholder mål og ambitioner for det fremtidige beredskab. Planen suppleres af en række bilag, der er behandlet i bestyrelsen for Nordjyllands Beredskab.
Bestyrelsen har tidligere godkendt, at grundlaget for ”Nordjyllands Beredskab 2025” er det nuværende og tidligere godkendte serviceniveau.
Bestyrelsen har i samarbejde med Nordjyllands Beredskab formuleret fokusområder og dermed rammer for den kommende planperiode. Nordjyllands Beredskab fylder rammerne ud med faglige mål og initiativer med afsæt i denne plan.
Sagsbeskrivelse:
Nordjylland skal være trygt og sikkert for alle borgere, virksomheder og kommuner.
Nordjyllands Beredskab forholder sig løbende til det nordjyske risikobillede og tilpasser beredskabet. Bestyrelsen og beredskabet har i fællesskab formuleret en række fokusområder for beredskabets arbejde i den kommende planperiode.
- Færre hændelser, som kræver beredskabets indsats.
- Rettidig og forsvarlig indsats, der skaber værdi.
- Et robust og bæredygtigt beredskab, der håndterer forebyggelse og indsatser kompetent.
Der er tæt sammenhæng mellem beredskabets to grundlæggende opgavetyper: det forebyggende og det operative beredskab. Det forebyggende arbejde mindsker antallet og omfanget af brande og hændelser. De operative medarbejdere rykker ud, når en hændelse ikke kan undgås. En stærk sammenhæng, i løsningen af de to opgavetyper, sikrer, at vi kan forebygge nye brande og hændelser, og afhjælpe når noget sker. Derfor vil vi videreudvikle den metodiske tilgang med at dele og anvende viden og erfaringer i alle led.
”Nordjyllands Beredskab 2025” opsætter en række handlingsplansmål, der på tværs af planen sætter retningen i den kommende planperiode. Fælles for alle mål er, at de bygger oven på den viden og de erfaringer, der er opnået i den forrige planperiode gennem ”Nordjyllands Beredskab 2021”.
Arbejdet med udviklingen af Nordjyllands Beredskab i de kommende år beskrives i det vedlagte bilag ”Nordjyllands Beredskab 2025 – Plan for risikobaseret dimensionering”, hvor også de konkrete handlingsmål bliver præsenteret. Hensigten er at gennemføre arbejdet på alle områder i løbet af perioden frem mod 2025.
Bestyrelsen for Nordjyllands Beredskab vil løbende blive informeret om status på implementeringsarbejdet samt præsenteret for beslutningsoplæg vedrørende specifikke initiativer.
Involveringsprocessen har indeholdt to involveringsrunder med de 11 ejerkommuner på både politisk- og administrativt niveau. Involveringsrunderne har været planlagt som dialogrunder, der har resulteret i, at fokusområderne kunne formuleres i fællesskab.
Internt i beredskabet har arbejdet med planen været forankret hos de fagrelevante teamledere, der har involveret egne medarbejdere i arbejdet med planen, gennem workshops, faglig sparring, videndeling mm.
Stationerne har været inviteret til informationsmøder om den risikobaserede dimensionering, møder der har været tilpasset medarbejdernes arbejdstider og restriktioner omkring fysiske møder. Efterfølgende har der været dialog og mulighed for at komme med input til planens faglige indhold.
Sideløbende er samtlige medarbejdere i Nordjyllands Beredskab løbende orienteret gennem månedlige nyhedsbreve.
”Nordjyllands Beredskab 2025 - Forslag til plan for risikobaseret dimensionering” har været i offentlig høring, og de elleve ejerkommuner har haft mulighed for at indsende bemærkninger til forslaget.De indkomne høringssvar bekræfter retningen i Planen og kvitterer for en gennemarbejdet plan. Høringssvarene giver ikke anledning til ændring af planen. I arbejdet med implementeringen indarbejdes synspunkter og bemærkninger fra høringssvarene.
Forslag til plan for den risikobaserede dimensionering ”Nordjyllands Beredskab 2025” har i overensstemmelse med Beredskabsloven været forelagt Beredskabsstyrelsen til udtalelse. Det er Beredskabsstyrelsen vurdering, at Nordjyllands Beredskab med den planlagte dimensionering vil kunne iværksætte og gennemføre en forsvarlig indsats ved de almindeligt forekommende hændelser. Beredskabsstyrelsen vurderer endvidere, at Nordjyllands Beredskab i et væsentligt omfang har planlagt for håndteringen af større, komplekse og længerevarende hændelser. Samtidig bemærker Beredskabsstyrelsen, at konklusionerne fra de analyser, der ligger til grund for risikoprofilen ikke viser områder, der kræver en ændret dimensionering. I forhold til serviceniveauet beskriver Beredskabsstyrelsen, at planforslaget har fokus på den tekniske forebyggelse, herunder brandsyn og den holdings- og adfærdsrettede forebyggelse. Samtidig beskrives, at der løbende skal følges op på afgangs- og responstider samt udrykningens sammensætning og bemanding, herunder indsatsledelsen. Beredskabsstyrelsen ønsker endvidere at blive orienteret om en række initiativer, som status på implementering af vandforsyningsstrategi, indgåelse af den sidste aftale om fridisponering og samarbejdsaftaler med kommunerne vedrørende indkvartering og forplejning.
Bestyrelsen for Nordjyllands Beredskab fremsætter hermed Nordjyllands Beredskab 2025 – Plan for risikobaseret dimensionering til endelig behandling i de 11 ejerkommuner. Planen skal i henhold til Nordjyllands Beredskabs vedtægter godkendes i alle elleve kommunalbestyrelser/byråd.
Efter planens vedtagelse vil Nordjyllands Beredskab gå i gang med implementeringen og opfyldelse af de opsatte handlingsplansmål.
Selve målopfyldelsen og igangsætte af specifikke initiativer, vil foregå med bred faglig involvering.
Nordjyllands Beredskab vil gennem hele perioden følge udviklingen af den nordjyske risikoprofil og dermed tilpasse beredskabet dynamisk. Når der opstår ny viden om behov, risici og metoder, vil Nordjyllands Beredskab tage stilling til, hvordan den nye viden kan komme i spil i beredskabet og dermed komme nordjyderne til gavn.