Sagsfremstilling
Regeringen og støttepartierne har besluttet at Danmark skal have have op mod 15 nye naturnationalparker, hvor naturen får lov til at udvikle sig på mere naturlige præmisser. Miljøministeren har bedt kommunerne om at melde ind med ønsker til statsejede områder, hvor man kunne forestille sig at etablere Naturnationalparker.
Naturnationalparkernes hovedfokus er at styrke natur og biodiversitet ved at give mulighed for etablering af store sammenhængende naturområder, hvor naturen i højere grad end i dag kan udvikle sig på egne præmisser, og hvor der kan udsættes store planteædere med henblik på, at de kan udføre en vigtig økosystemfunktion. Naturnationalparkerne skal samtidig give mere spændende naturoplevelser og dermed mulighed for mere friluftsliv.
For at skabe de bedst mulige vilkår for friluftslivet i naturnationalparkerne, har Miljøministeriet, Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet formuleret nogle principper for, hvordan der sikres gode rammer for et fortsat friluftsliv i naturnationalparkerne i respekt for naturnationalparkernes hovedhensyn til natur og biodiversitet. Der er med andre ord opmærksomhed omkring de store, sammenhængende statsejede naturområders værdi for friluftslivet.
I Rebild kommune er der store sammenhængende, statsejede arealer omkring Rold Skov. Rold skov er samtidig et af fem prioriterede områder i det Nordjyske samarbejde Naturen på Tværs, som forvaltningen tidligere har orienteret om. Området i Rold Skov er, udover sin betydning for natur og biodiversitet, også et kerneområde for friluftsliv og oplevelsesøkonomi i Rebild kommune. I Rebild kommunes Grønne Råd arbejdes der desuden med et forslag til et sammenhængende naturområde omkring Lindenborg å og Rold skov.
Forvaltningen indstiller at Teknik og Miljøudvalget drøfter, om man overfor Byrådet vil indstille at Rold Skov foreslås som Naturnationalpark. I givet fald skal det understreges, at der fortsat skal være rum til både organiseret og uorganiseret friluftsliv i Rold skov og Rebild bakker.