I henhold til lov om fleksibel frokostordning, skal alle børn i kommunale og selvejende daginstitutioner tilbydes et sundt frokostmåltid. Loven giver samtidig forældrene mulighed for at fravælge den kommunale frokostordning til fordel for forældrearrangerede frokostordninger eller madpakker. I dag er ca. 2/3 af daginstitutionerne tilmeldt den kommunale frokostordning. I Rebild Kommune foretages et eventuelt fravalg gennem en fast procedure. Hvert andet år skal forældre til børn i Rebild Kommunes daginstitutioner spørges, om de ønsker den kommunale frokostordning, eller om de ønsker at fravælge den. Proceduren for valg/fravalg begynder med, at taksten for frokostordning fastsættes i oktober i forbindelse med den kommunale budgetlægning. Den enkelte institution udspecificerer for forældrene, hvorledes frokostordningen tænkes løst i den pågældende institution. På baggrund af dette træffer forældrene beslutning i november om valg/fravalg af den kommunale frokostordning. Hvis forældrene i institutionen ikke fravælger den kommunale frokostordning, træder den i kraft pr. 1. august det følgende år.
Forvaltningen foreslår, at afstemningen fremover holdes i april måned.
Som proceduren for afstemning er i dag, er der forældre som stemmer om frokostordningen i november måned, men som ikke har børn i institutionen i august året efter, som er det tidspunkt, hvor beslutningen træder i kraft. I april måned overgår de kommende skolebørn til mini-sfo, og deres forældre vil derfor ikke være stemmeberettigede ved en afstemning i april/maj måned. Fra april måned vil der i stedet være kommet flere nye børn til institutionen, som afstemningen har betydning for de næste to år. Ved at flytte afstemningen til april/maj måned, sikres det således, at det i højere grad er de forældre, som madordningen får betydning for, der også er stemmeberettigede.
Endelig har det hidtil været muligt, at enheder ude i de respektive huse har kunne stemme om ordningen adskilt. For de integrerede institutioner har det betydet, at vuggestuedelen har kunne vælge den kommunale frokostordning, mens børnehavedelen har valgt madpakker eller omvendt. Ved frokostordningen er der visse stordriftsfordele, som også er fremhævet af nuværende leverandør. Det kan, især for de små enheder, derfor være en betydelig udfordring, hvis forældrene stemmer forskelligt. Det er i overensstemmelse med institutionernes oplevelse, hvorfor de tilmed ønsker at holde afstemningen samlet for husene på tværs af vuggestue- og børnehavedel. Forvaltningen anbefaler derfor, at afstemningen fremadrettet samles for husene. Udover at sikre det økonomiske rationale for institutionerne, understøtter det også et ensartet tilbud i Rebild Kommunes dagtilbud.
Flyttes forældreafstemningen vedrørende den kommunale frokostordning til april måned fremadrettet, ændrer det på Rebild Kommunes retningslinjer herfor. De nye retningslinjer er vedlagt som bilag.
Jf. Udbudsplan 2018 skal frokostordningen sendes i udbud i 2018, hvorfor dette er under forberedelse. Forvaltningen arbejder sideløbende på at afklare mulige alternativer til den nuværende frokostorganisering på baggrund af ønske fra institutionerne. Udvalget vil få præsenteret alternativer til den nuværende organisering på et senere møde.