Forvaltningen vil på mødet give status på udviklingen i antal ledige a-dagpengemodtagere siden coronanedlukningen i marts 2020.
Status for beskæftigelsesindsatsen
Arbejdsmarkedsområdet er igen delvist nedlukket. Der afholdes samtaler med borgerne, men der kan som udgangspunkt ikke igangsættes nye aktiviteter med henblik på job eller uddannelse. Samtalerne er som hovedregel telefoniske eller digitale, men der afholdes undtagelsesvis fysiske samtaler, hvis hensynet til borger taler for det f.eks. hvis der er tale om sårbare borgere.
Borgerne står til rådighed for arbejde og skal også fortsat søge arbejde, men har ikke pligt til at deltage i aktiveringstilbud.
Dagpengeperioden er forlænget, således at borgere, der mister retten til dagpenge i perioden fra 1. november 2020 til 1. november 2021, får forlænget perioden med 2 måneder. Samtidig er forbruget af dagpenge i januar og februar 2021 suspenderet. Perioden medregnes derfor ikke i den lediges dagpengeanciennitet
Retten til sygedagpenge er forlænget frem til udgangen af februar, så borgere der modtager sygedagpenge, kan ikke overgå til jobafklaringsforløb.
Samlet set betyder det for arbejdsmarkedsområdet, at der ses en stigning af borgere på A-dagpenge og sygedagpenge, samt at der må forventes længere sagsforløb for alle målgrupper, da der ikke er mulighed for at iværksætte tiltag med henblik på job eller uddannelse. Der er dog fortsat fokus på rekruttering til ordinære jobs og fleksjob, samt til de uddannelsesforløb, der fortsat er i gang.