Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

I budgetproceduren for 2021-24 er der lagt op til, at udvalgene før sommerferien drøfter indholdsmæssige, og løbende nødvendige tilpasninger og prioriteringer af fagudvalgenes aktiviteter, inden for rammerne af det oprindelige budget. De indledende drøftelser kan eksempelvis være med henblik på at skabe et grundlag for et råderum inden for udvalgets egen økonomiske ramme til politiske prioriteringer og til at imødegå udfordringer for 2021-24.


Til drøftelsen af udfordringer er udgangspunktet blandt andet resultatet af regnskab 2019, som blev behandlet på udvalgets aprilmøde, samt økonomivurdering 1 for 2020, som behandles på nærværende møde. Herudover kan der på de forskellige udvalg være løbende sager, det er naturligt at drøfte i den tidlige budgetfase i udvalget.


I forhold til de overordnede rammer for budgetlægningen for 2021 kan det bemærkes at regnskab 2019 endte med et forbrug af likviditeten på knap 27 mio. kr. og en gennemsnitlig likviditet over 365 dage på 101,5 mio. kr. pr. 31.12.2019.

Budget 2020 blev i efteråret vedtaget med en likviditetsmæssig balance for året (bundlinje på nul). Ved regnskabsbehandlingen på aprilmøderne blev der besluttet overførsler på netto 15 mio. kr. på drift og 79 mio. kr. på anlæg. Hertil er der fremrykket anlæg og ekstraordinær vedligeholdelse for i alt 22 mio. kr. grundet Covid-19, som der dog er modtaget lånedispensation til.


Dette indebærer, at der uden eventuelle budgetmæssige udfordringer i 2020 er et betydeligt træk på kommunens likviditet. Den gennemsnitlige likviditet (set over 365 dage) er jf. ovenfor pr. 31.12.2019 opgjort til 101,5 mio. kr. Med en opsparing i uforbrugte midler på i alt 94 mio. kr. (15 + 79), er stort set hele kassebeholdningen disponeret til senere forbrug med udgangen af 2020.


Endelig er der Covid-19 situationen, der giver ekstra udgifter til minimering af smitte og smitterisiko, samt ikke mindst store merudgifter til den stigning der ses i ledigheden. Ekstraudgiften til den stigende ledighed er i ØKV1 skønnet til ca. 9 mio. kr., mens der endnu ikke er et skøn på øvrige COVID-19 relaterede udgifter. De samlede udgifter relateret til COVID-19 vil afhænge af hvor hurtigt og hvordan samfundet åbnes op igen, men der forventes et betydeligt beløb. Det kan blandt andet oplyses at kommunernes indkøbsfællesskab i sidste uge har opgjort fælles udgifter på 1 mia. kr., hvor Rebild Kommunes andel er ca 5 mio. kr. Hvor meget kommunerne kompenseres for i forhold til ekstra udgifter afventer økonomiforhandlingerne mellem KL og regeringen.

I forhold til de overordnede rammer kan det i den positive ende nævnes, at Rebild Kommune i den nyligt indgåede aftale om udligning får en gevinst på ca 22 mio. kr. i forhold til datagrundlaget, der ligger til grund for budget 2020. Det er ikke givet at kommunernes serviceramme øges tilsvarende den nye aftale. Det vil blive forhandlet i økonomiaftalen for 2021.


Byrådet besluttede på mødet den 22. april, at såfremt forholdene snarest normaliseres, vil det tilstræbes, at der afholdes temadrøftelse for byrådet, hvor indholdet fra det aflyste visionsseminar drøftes.

Det blev endvidere besluttet at udsende materialet, der blev udarbejdet til visionsseminaret vedrørende budgettet til byrådet. Der vil på mødet deltage en økonomikonsulent, der kort vil gennemgå det enkelte fagudvalgs materialer. Materialet er vedhæftet som bilag til denne sag.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at udvalget drøfter budgetgrundlag og udfordringer for 2021-24


Arbejdsmarkedsudvalget, 14. april 2020, pkt. 34:

Drøftet.



Arbejdsmarkedsudvalget, 9. juni 2020, pkt. 43:

Drøftet.


Udvalget vil gerne se et budgetnotat med en investeringscase på udvikling af virksomhedsindsatsen


Allan Busk deltog ikke i behandlingen af sagen.



Supplerende sagsfremstilling 11. august 2020

Forvaltningen har udarbejdet det ønskede notat omkring udvikling af virksomhedsindsatsen, som er vedlagt i bilag.


Notatet beskriver et forslag til en investering i en styrket virksomhedsservice, som skal sikre at yderligere 420 ledige går i job over de kommende 3 år og som samtidig kan muliggøre en bedre service over for virksomhederne, fx ved at bistå med fastholdelse og opkvalificering af medarbejdere. Indsatsen kan realiseres gennem en årlig investering på 1 mio. kr. i to årsværk til den virksomhedsrettede indsats over en 3-årig periode. Forventningen er, at det kan få ledige hurtigere i beskæftigelse og dermed reducere udgifterne til forsørgelse med 1 mio. kr. i 2021 stigende til 1,25 mio. kr. i 2022 og 2023. Således forventes investeringen at tjene sig selv hjem i det første år og samlet set at medføre en besparelse på 0,5 mio. kr. over de 3 år.


Resume

Sagen afgøres i: Arbejdsmarkedsudvalget


Det fremgår af budgetprocedure for 2021-2024, som blev godkendt på byrådsmødet (nødstyre) den 22. april 2020 pkt. 33, at fagudvalgene på møderne inden sommerferien kan starte de indledende drøftelser af udvalgenes budgetgrundlag og eventuelle budgetudfordringer.

Beslutning

Indstilles godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at fagudvalg, Økonomiudvalg og Byråd tager revisionsberetningen til efterretning.


Forvaltningen indstiller, at Økonomiudvalg og Byråd godkender årsregnskabet for 2019 endeligt i henhold til den kommunale styrelseslov §45, stk 2.


Forvaltningen indstiller, at Byrådet oversender beretning og protokol til de respektive tilsynsmyndigheder uden yderligere bemærkninger.

Økonomi

Ingen.

Sagsfremstilling

Jfr. den kommunale styrelseslov skal revisionsberetningen afgives til kommunen senest medio august, hvorefter Byrådet efter behandling skal oversende den til tilsynsmyndigheden med dertil hørende bemærkninger.


Rebild Kommune har modtaget revisionsberetningen den 3. juni 2020. Beretningen er sendt til Byrådet pr. mail.


Den overordnede konklusion i revisionsberetning nr. 14 vedrørende årsregnskabet for 2019 er:


"Konklusion

Vi har revideret årsregnskabet for Rebild Kommune for regnskabsåret 1. januar - 31. december 2019, jfr. siderne 6 -14, 54 - 75, 77, oplysning om indskud i Landsbyggefonden på side 79 samt note 6.1 på side 86 i "Regnskab 2019", der omfatter regnskabsopgørelse, balance, obligatoriske oversigter, anvendt regnskabspraksis og noter med følgende hovedtal:


  • Resultat af ordinær driftsvirksomhed på 48,7 mio. kr.
  • Resultat af det skattefinansierede område på 17,9 mio. kr.
  • Resultat af forsyningsvirksomheder på -0,6 mio. kr.
  • Aktiver i alt på 1.534,7 mio. kr.
  • Egenkapital i alt på 655,4 mio. kr.


Årsregnskabet udarbejdes efter kravene i bekendtgørelse om kommuners budget og regnskabsvæsen, revision mv.


Det er vores opfattelse, at årsregnskabet i alle væsentlige henseender er rigtigt, dvs. udarbejdet i overensstemmelse med bekendtgørelse om kommuners budget og regnskabsvæsen, revision mv."


Revisionen har i forbindelse med deres revision bl.a. gennemgået kommunens interne IT-kontroller, bilagsbehandling, funktionsadskillelse og interne kontroller samt løn- og personaleadministration - og konstateret, at kommunen i alle væsentlige henseender har implementeret hensigtsmæssige forretningsgange og kontroller. Herudover har revisionen været på revisionsbesøg hos Driftsenheden og Skørping skole, hvor de har konstateret en "generel god decentral administration i overensstemmelse med kommunens principper for økonomisk styring".


I forbindelse med revisionen af årsregnskabet har revisionen bl.a. gennemgået følgende: Årsregnskabets opbygning og indhold, forretningsgange for regnskabsaflæggelse, budget- og bevillingskontrol, tilskud, udligning og skatter, refusion af købsmoms, lønninger og vederlag, kommunal medfinansiering af de regionale sundhedsopgaver, anlægsvirksomhed, indberetning til Forsyningssekretariat mv. og balancen. Revisionen har ikke givet anledning til væsentlige bemærkninger.


Revisionen har på områder indenfor Beskæftigelsesministeriet, Social- og Indenrigsministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet foretaget gennemgang af personsager og fundet sager med fejl. Revisionen har udarbejdet særskilt redegørelser til de enkelte ministerier. Redegørelserne er uddybet i Bilag 1, 2 og 3 til revisionsberetningen.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Rebild Kommune har, ifølge lov om kommunernes styrelse, modtaget revisionsberetning nr. 14 vedrørende årsregnskabet for 2019. Beretningen omfatter revionsarbejder vedrørende det udarbejdede årsregnskab for 2019, og er vedlagt som bilag. Herudover er revisionspåtegningen på årsregnskabet for 2019 vedlagt som bilag.

Beslutning

Taget til efterretning. Udvalget konstaterer en stor stigning til udgifter særligt til forsikrede ledige som følge af coronasituationen samt til førtids- og seniorpension som følge af ny og ændret lovgivning.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0