Sagsfremstilling
Det fremgår af beskæftigelsesplan 2017, som er politisk godkendt af Byrådet den 22. december 2016, at der skal sættes fokus på puljen til uddannelsesløft. Puljen er målrettet forsikrede ledige, som ikke har en faglært uddannelse eller hvis uddannelse er forældet.
Uddrag af beskæftigelsesplanen:
"Den begyndende stigning i beskæftigelsen medfører yderligere behov for et særligt fokus på opkvalificering af arbejdsstyrken. Udover fokus på omfanget af samarbejdet, er det derfor også væsentligt at sikre virksomhederne adgang til kvalificeret arbejdskraft. Jobcentret oplever allerede nu vanskeligheder med at bistå virksomhederne i at rekruttere tilstrækkeligt faglært arbejdskraft indenfor udvalgte brancher. Derfor vil Jobcenter Rebild i 2017 have særligt fokus på opkvalificering af arbejdsstyrken. Det betyder blandt andet, at der helt konkret vil blive ydet en opsøgende indsats med det formål at etablere flere voksenlærlingeforløb end det er tilfældet i dag. Der skal ske en udbredelse af viden om ordningen både blandt virksomheder og intern i jobcentret, hvor der vurderes at være et potentiale blandt dagpengemodtagere og jobparate
kontanthjælpsmodtagere.
Herudover vil der i 2017 blive arbejdet målrettet med at motivere flere ufaglærte ledige til at tage faglærte uddannelser inden for brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft. Jobcentret vil arbejde systematisk med screening af ledige og brug af realkompetencevurdering med det formål, at de ledige bygger ovenpå de eventuelle praksiserfaringer de i forvejen har og således at vejen til faglært uddannelse bliver så kort som mulig. Som følge heraf forventes flere ledige at tage grundforløb på eksisterende ydelser. Eller at blive faglærte via puljen til uddannelsesløft for dagpengemodtagere, fx gennem projektet ”Vejen til varige job gennem kompetenceløft”, hvor kontanthjælpsmodtagerne også er en del af målgruppen."
STAR har afsat puljemidler til ansættelse af lokale uddannelsesambassadører. Baggrunden er, at der årligt blev afsat en pulje på 150 mio. kr. målrettet ledige med størst uddannelsesbehov. fra oktober 2015 til september 2016 blev der imidlertid kun
påbegyndt ca. 360 uddannelsesløft. Til sammenligning blev det med beskæftigelsesreformen beregningsteknisk forudsat, at puljen fuldt indfaset ville medføre, at ca. 2.250 ledige årligt på landsplan vil påbegynde en erhvervsuddannelse under puljen.
I Rebild Kommune er der iværksat 3 uddannelsesløft under ordningen og yderligere planlagt et til opstart primo 2017. Forvaltningen har søgt puljemidler fra STAR til at gøre en ekstra indsats for at få sat fokus på puljen til uddannelsesløft. STAR har givet tilsagn, således at der kan ansættes en uddannelsesambassadør i perioden 2017-2018. Uddannelsesambassadøren får følgende opgaver:
- at rådgive, vejlede og motivere ledige, som er i målgruppen for uddannelsesløft
- at sprede viden om uddannelsesløft i Jobcentret
- at være sparringspartner og rådgiver for Jobcentrets ledelse samt
- at etablere og vedligeholde samarbejde med VEU-centre, uddannelsesinstitutioner samt a-kasser omkring uddannelsesløftet
Der nedsættes en styregruppe til at følge og sikre fremgang i projektet. Styregruppen består af a-kasseleder fra 3F, kontorchef fra VEU Himmerland/Aalborg, Arbejdsmarkedschef og Funktionsleder i Jobcenter Rebild. Herudover vil Arbejdsmarkedsudvalget samt Det lokale arbejdsmarkedsråd løbende blive holdt orienteret om resultaterne af projektet. Ligesom RAR vil få information via repræsentant fra Arbejdsmarkedskontoret, som deltager i styregruppens møder.
For yderligere henvises til følgende bilag:
- Beskrivelse af puljen
- Ansøgning
- Tilsagnsbrev fra STAR