Det var en del af kontanthjælpsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2014, at samlevende har gensidig forsørgerpligt. Dog kun med halv virkning i 2014. I forbindelse med Finansloven for 2015 ophæves den gensidige forsørgerpligt for samlevende igen med virkning fra 1. januar 2016. 2015 bliver et overgangsår ligesom 2014, hvor den gensidige forsørgerpligt har halv virkning.
Ankestyrelsen har i en principafgørelse og i en række andre afgørelser taget stilling til kommunernes afgørelser om gensidig forsørgerpligt for to samlevende, hvor én eller begge modtager kontanthjælp. I nogle sager har Ankestyrelsen erklæret afgørelserne ugyldige på grund af sagsbehandlingsfejl, mens andre afgørelser er blevet stadfæstet. Rebild Kommune har i marts 2015 modtaget én enkelt klage, hvor afgørelsen er revurderet og nu ligger til behandling i Ankestyrelsen. Forvaltningen har således ikke haft sager afgjort i Ankestyrelsen.
Forvaltningen har tidligere orienteret byrådet om, at:
"I forbindelse med sagsbehandling af gensidig forsørgerpligt sendte Rebild Kommune i oktober 2013 partshøringer ud til både kontanthjælpsmodtagerne og samlevere. I januar 2014 sendte vi afgørelser ud til kontanthjælpsmodtagerne og samleverne. Der var ikke tale om masseudsendelser, men om individuelle partshøringer og afgørelser, der blev journaliseret på henholdsvis kontanthjælpsmodtageren og samleveren.
Vi er ikke stødt på sager, hvor der er begået fejl i sagsbehandlingen, der efterfølgende har givet anledning til rettelser. I forbindelse med partshøringen har der været sager, hvor vi efterfølgende har ændret vores afgørelse, da borgerne var samboende og ikke samlevende. Dette er imidlertid en naturlig følge af en partshøring.
Ingen borgere blev modregnet i ydelsen, da vi nåede at partshøre og sende afgørelser til alle inden første udbetaling for januar 2014."
KL har den 26. marts 2015 udsendt brev til kommunerne omkring håndtering af afgørelser om gensidig forsørgerpligt. Her gennemgås, hvorledes kommunerne burde have/bør sagsbehandle og træffe afgørelser. Bilag er vedlagt. Det er forvaltningens opfattelse, at procedurerne har været overholdt, idet forvaltningen har sagsbehandlet på baggrund af opslag i registre og efterfølgende partshørt begge samlevende, som loven foreskriver. Forvaltningen vil fremadrettet være opmærksom på, at præsicere i hvilke registre der er sket opslag, men ser ellers ikke anledning til at ændre i sagsgangen. Forvaltningen vil naturligvis følge afgørelsen fra Ankestyrelsen i den påklagede sag, når afgørelsen foreligger.