Sagsfremstilling
Baggrund
Børne- og Familieudvalget besluttede på deres møde den 15. august 2018 at få en analyse fra forvaltningen indeholdende elevtalsudvikling, indskrivningsprocenter, elevtalsprognoser samt økonomi for de to skoleafdelinger. Analyserne fremlægges for udvalget med henblik på efterfølgende dialog med de to skolebestyrelser.
I 2016 besluttede byrådet, som en del af beslutningen i forbindelse med forslag om at ændre i strukturen på hele skole- og dagtilbudsområdet, at der i efteråret 2018 skulle påbegyndes en evaluering af beslutningen omkring skoleafdelingerne i Blenstrup og Ravnkilde. I beslutningen hed det bl.a., at ”Ravnkilde og Blenstrup skoler arbejder med fastholdelse af elever i de næste tre skoleår. Evaluering påbegyndes i efteråret 2018."
På tidspunktet for byrådets beslutning - den 28. april 2016 - havde skoleafdelingen i Blenstrup 66 elever og skoleafdelingen i Ravnkilde 67 elever. Siden er udvalget kvartalsvis blevet orienteret om elevtalsudviklingen på alle skoler - senest i juni måned, hvor Blenstrups elevtal var opgjort til 70, mens Ravnkildes var opgjort til 51. Pr. 14. september er elevtallet 77 i Blenstrup og 47 i Ravnkilde.
Senest besluttede Børne- og Familieudvalget, på baggrund af en initiativsag fra Dansk Folkeparti i februar 2018, at der i forbindelse med evalueringen af elevtalsudviklingen på Blenstrup og Ravnkilde skoler skal indtænkes fremtidsscenarier for Haverslev-Ravnkilde Skole. I forhold til sidstnævnte lå der dels muligheden for en opsplitning af de to skoleafdelinger i henholdsvis Haverslev og Ravnkilde, dels muligheden for oprettelse af et børneunivers i Ravnkilde, bestående af Ravnkilde Skole og Daginstitutionen Kløvermarken.
Analyse
Vedhæftede analyse tegner overordnet et billede af to områder i kommunen, hvor børnetallet er lavt, og hvor det - ifølge prognoserne - må ventes at falde yderligere eller stagnere de kommende år. Samtidig viser analysen, at Blenstrup skoleafdeling og Valhallas SFO og Børnehave nogenlunde har de børn indskrevet, som bor i distriktet, og Blenstrup skole har yderligere øget indskrivningen. I Ravnkilde skoleafdeling og Kløvermarken har man ikke i samme grad distriktets børn indskrevet, og dette bevirker, at både elevtal og antal børnehavebørn i Ravnkilde lavere end i Blenstrup.
Tidsaspekt
Såfremt den igangsatte proces leder til større ændringer af skolestrukturen - eksempelvis oprettelse af et børneunivers - forudsætter dette en forudgående høring på minimum fire uger (i enkelte tilfælde op til otte uger) og herudover vil ændringen tidligst kunne træde i kraft fra skoleåret 19/20.