Baggrund
Med baggrund i den tilflytning der er i Støvring, er der behov for en afklaring og langsigtet løsning af kapaciteten på skolerne Bavnebakken og Karensmindeskolen. På mødet 7. februar 2018 besluttede Børne- og Familieudvalget en tidsplan for arbejdet med fremtidige kapacitetsudfordringer på skoleområdet i Støvring. Primo marts 2018 er der kommet en ny befolkningsprognose for Rebild Kommune 2018 - 2032. Endvidere er der udarbejdet en særskilt befolkningsprognose for Støvring, så der kan blive taget højde for forventet fremtidig tilflytning til byen. Ved en vurdering af den fremtidige kapacitet på skoleområdet er befolkningsprognosen et grundlæggende parameter. Jf. tidsplanen gives en status med baggrund i den seneste prognose.
Ny befolkningsprognose fra marts 2018 viser en stigning i antallet af børn i Støvring i perioden 2018-2030. For de 0-5 årige er der en stigning på + 160 børn og for de 6-16 årige er der en stigning på 526 børn. Der kommer 1.201 nye boliger i perioden hvis maksimal udbygning. Ændringen ift. den oprindelige prognose fra august 2017 ses altovervejende i Støvring Ådale. I resten af Støvring by er der mindre ændringer, og i kommunen iøvrigt er forventningen i store træk uændret. Antallet af boliger er en af de vigtigste faktorer i befolkningstilvæksten. En evt. opbremsning på boligområdet vil derfor betyde et direkte fald i antallet af børn.
Skolekapacitet i Støvring (6-16 årige)
Nedenstående graf viser Støvring set som et distrikt. Ny prognose marts 2018 viser, at der fra skoleåret 19/20 er en større stigning i forventet antal klasser end i prognosen fra august 2017. I ny prognose fra marts 2018 er der sammenlagt 73 klasser i år 29/30 mod 67 i prognosen fra august 2017. Når man ser på Støvring som ét distrikt vil kapaciteten umiddelbart kunne dækkes ved udvidelse med et ekstra spor på de to nuværende skoler eller ved byggeri af en ny overbygningsskole 7. - 9. klasse i 7-8 spor. Der er dog ikke i nedenstående graf taget højde for, at Støvring er delt i to skoledistrikter, som ikke nødvendigvis indholder samme elevantal.

Kapacitet - Bavnebakkeskolen
Bavnebakkeskolen har i skoleåret 17/18 ca. 600 elever fordelt på 29 klasser. Dertil kommer 10. klasse og 3 modtagerklasser. Skolen har 31 klasselokaler og er derfor presset på kapacitet. Den konkrete udfordring i indeværende skoleår er dog håndteret. Grafen viser forventede antal spor/klasser i Bavnebakkeskolens distrikt frem til skoleåret 29/30. Prognosen viser, at allerede når vi rammer skoleåret 20/21 vil der være behov for 33 klasser. Bavnebakken vil derfor være udfordret mht. kapacitet. Prognosen viser således en fortsat udvidelse i antal af klasser.
Kapacitet - Karensmindeskolen
Karensmindeskolen har i skoleåret 17/18 670 elever fordelt på 30 klasser. Skolen har 33 klasselokaler hvoraf 3 benyttes til møde/lærerforberedelse. Grafen viser forventede antal klasser i Karensmindeskolens distrikt frem til skoleåret 29/30. For Karensmindeskolen er ændringerne marginale, og udviklingen er overordnet set status quo. Prognosen viser, at der i skoleåret 18/19 - 20/21 mangler kapacitet til en enkelt klasse. Endvidere at der fra skoleåret 27/28 vil være behov for yderligere kapacitet i begrænset omfang.

Scenarier for udbygning af skolekapacitet
Der er i sagen på BFU d. 7. februar 2018 opstillet tre forskellige scenarier for kapacitetsudvidelse af skolerne.
- Udvidelse af de eksisterende skoler på egne matrikler:Bavnebakkeskolen:
Der er udarbejdet et skitseprojekt for udvidelse af Bavnebakkeskolen til 4 spor fra skoleåret 2021/22. Dette projekt svarer til beløb afsat i budgetaftalen 2018-21 (8 mio. kr. i 2020 og 16 mio. kr. i 2021). Det dækker behovet frem til 2028/29 ud fra nuværende prognose ved samtidig justering af skoledistrikt.Karensmindeskolen:
Ingen kapacitetsudfordringer de kommende år frem til 2027/28 ud fra seneste prognose.
- Udvidelse af eksisterende skoler på tilstødende matrikler:
Såfremt der er interesseret privat bygherre, kan der bygges udvidelser til eksisterende skoler som Offentlig-Privat Partnerskab (OPP).
- Ny skole:
Her er flere underscenarier: Indskolingsskole, overbygningsskole eller ny 0-9. klasses skole. Kan bygges som eget projekt eller OPP.
Hvert scenarie belyses i forhold til:
- Kapacitetsbehov (Overbygningsskole for Øster Hornum Børneunivers; Placering af 10. klassecenteret; Placering af modtageklasser; Kapacitet til SFO og MiniSFO; Medarbejderfaciliteter; Udearealer og Halkapacitet).
- Fysiske rammer inklusiv placering
- Pædagogiske muligheder
- Samarbejdsmuligheder
- Økonomi.
Jævnfør tidsplan skal udvalget drøfte, om den nye befolkningsprognose giver anledning til at præcisere, hvilke scenarier der skal undersøges nærmere. Forvaltningen anbefaler, at der arbejdes videre med alle tre scenarier.
Revideret tidsplan er vedhæftet som bilag. Ligeledes er vedhæftet bilag, der viser udviklingen i antal 6-16 årige i Støvring skoledistrikt. Analyser og scenarier sendes i høring hos Bavnebakkeskolen, Karensmindeskolen og Øster Hornum Skole og forventes endelig politisk behandlet i september 2018.
Organisering
Der er nedsat en arbejdsgruppe der skal arbejde med udfoldelse af de forskellige scenarier. I arbejdsgruppen er der repræsentanter fra Center Børn- og Unge, Fællescenter Økonomi og IT og Fællescenter Sekretariat (Byggeteamet), Center Sundhed, Kultur- og Fritid og Center Plan, Byg og Vej.