Sagsfremstilling
Sundhedsudvalget godkendte d. 7. juni 2016 de indsatser, som Rebild Kommune skal anvende værdighedsmidlerne til. Indsatserne er i 2016 delt i to: Engangsinvesteringer og kontinuerlige indsatser. Opdelingen skyldes, at Rebild Kommune første gang modtog midlerne d. 22. juni 2016, efter Sundheds- og ældreministeriet havde godkendt kommunens Værdighedspolitik og de dertilhørende indsatser. Rebild Kommune havde således et halvt år til at anvende 5 mio. kr. i 2016, hvorfor flere engangsinvesteringer blev godkendt. Engangsinvesteringer, som ikke optræder fremadrettet, idet alle indsatser for 2017 og frem er kontinuerlige indsatser. De politisk godkendte indsatser er vedhæftet som bilag på sagen og illustreres i nedenstående skemaer:
Engangsinvesteringer i 2016
Tema |
Indsats |
Beskrivelse |
Fordeling af midlerne |
Livskvalitet |
Indkøb af demenssløjfe/-ring til tre ældrecentre |
Ved indkøb af demenssløjfe/-ring à la Ådalscentret optimeres muligheden for at passe på borgere med demens og dermed minimere risikoen for, at borgeren udsættes for unødige fare. Det sikrer en tryg løsning både for den demensramte, de pårørende og personalet. |
750.000 |
Livskvalitet |
Indkøb af bus |
Ved indkøb af en bus sikres der langt større mulighed for oplevelser og udflugter for beboerne på ældrecentrene – hvilket giver indhold og livskvalitet. |
500.000 |
Værdig død |
Samarbejde med frivillige |
Der ønskes et udvidet samarbejde med frivillige, der eksempelvis kan bidrage med vågetjenester ved borgere i såvel eget hjem som på ældrecentrene. Dette for at sikre de bedste mulige rammer og den bedste mulige omsorg for den enkelte. |
100.00 |
Indsatser i 2016, der videreføres i 2017 og frem
Tema |
Indsats |
Beskrivelse |
Fordeling af midlerne |
Livskvalitet |
Øget indsats på demensområdet |
Fokus på tidlig udredning af borgere, afholdelse af pårørendegrupper, vidensdeling og faglig sparring i vanskelige situationer. Formålet er at øge borgernes livskvalitet eksempelvis ved ansættelse og fastholdelse af en musikterapeut, der yder sansestimulation til borgere igennem musik. |
1 mio. |
Mad og ernæring |
Det gode måltid |
Formålet er at skabe et større fokus på rammerne omkring måltiderne på ældrecentrene og at give personalet viden om, hvilken betydning det gode måltid har for beboerne. |
400.000 |
Mad og ernæring |
Ernæring |
Ernæringsscreening af ældre borgere - både hjemmeboende og beboere på ældrecentrene. Faglig sparring til køkkenpersonale og plejepersonale. Formålet at forebygge underernærede ældre borgere. |
250.000 |
Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen |
Selvtræning og udslusning |
Træningsfaciliteter på fem ældrecentre, som kan anvendes af borgere, der har fået fysioterapeutisk instruktion i anvendelsen af træningsredskaberne. Redskaberne anvendes også til udslusning af borgere efter genoptræningsforløb mv., som vedligeholder deres funktionsniveau. |
350.000 |
Livskvalitet |
Aktivitetscentrene |
Ansættelse af aktivitetsmedarbejdere på alle ældrecentrene mhp at styrke aktiviteterne på ældrecentrene. Formålet er at sætte fokus på forebyggelse af ensomhed og social isolation på ældrecentrene og hos hjemmeboende borgere, idet der vil være mere tid til den enkelte og mulighed for flere aktiviteter på samme tid eksempelvis gåture ude og gymnastik inde. |
650.000 |
Livskvalitet |
Ekstra varme hænder til ældrecentrene og hjemmeplejen |
Ved ekstra varme hænder ”springere” kan der sikres bedre hjælp til beboerne på ældrecentrene og til borgere i egen bolig, som har behov for hjælpen. Springerne forventes at arbejde på flere ældrecentre alt efter, hvor der er størst behov for ekstra varme hænder. Det kan eksempelvis være, hvis et ældrecenter har en urolig beboer, hjælp til akutte situationer, hvis ældrecentrene eller hjemmeplejen har en meget plejekrævende eller udadreagerende borger mv. |
1 mio. |
Status for indsatserne i 2016 gennemgås i nedenstående.
Engangsinvesteringer i 2016:
Indkøb af demensringe
- Der er indkøbt demensringe til ældrecentrene i: Skørping, Bælum og Terndrup. Disse er etableret, og personalet på de aktuelle ældrecentre har modtaget undervisning heri ultimo november og primo december.
Indkøb af bus
- Der er indkøbt en bus til ældrecentrene, som leveres inden årets udgang. Bussen kom til Danmark i uge 46, hvorefter den skal bygges om, idet der blandt andet skal være mulighed for at have kørestole med. Ombygningen forventes at tage tre uger. Herefter påsættes Rebild Kommunes logo, og bussen kan tages i brug. Bussen kan anvendes af alle ældrecentre, hvorfor der laves et bookingsystem.
Samarbejde med frivillige
- I forbindelse med samarbejdet med frivillige har forvaltningen haft møde med formanden fra Røde Kors Vågetjeneste. Indsatsen er ikke koordineret endnu, hvorfor forvaltningen har anmodet Sundheds- og ældreministeriet om at få overført beløbet til 2017.
Indsatser i 2016, der videreføres i 2017 og frem:
Øget indsats på demensområdet
- I forbindelse med den øgede indsats på demensområdet er musikterapeuten for nuværende én dag på ældrecentret i Skørping, én dag i Terndrup og én dag i Bælum samt to dage på Ådalscentret. Erfaringen viser, at musikterapeuten skaber glæde hos de demensramte via sang og smil, hvilket øger deres livskvalitet. Herudover fungerer hun med sin anderledes faglige viden og tilgang som en god sparringspartner for de ansatte.
- Der er stor fokus på tidlig udredning af borgere med begyndende demens, hvor demenssygeplejerskerne blandt andet modtager henvisninger fra de praktiserende læger. Der afholdes pårørendegrupper ved behov. Alternativt taler demenssygeplejerskerne individuelt med de pårørende. Lederne i Center Pleje og Omsorg er meget opmærksomme på at inddrage demenssygeplejerskerne til sparring i vanskelige situationer.
Det gode måltid
- For at skabe større fokus på rammerne omkring det gode måltid og give personalet viden om, hvilken betydning det har for beboerne, fik alt plejepersonale tre timers undervisningsforløb i det gode måltid i november. Et undervisningsforløb, som der har været positive tilbagemeldinger på. I samarbejde med Kommunikation og Ældrerådet er der endvidere udarbejdet små videoklip, hvor gode og dårlige spisesituationer illustreres. Der er endvidere udarbejdet videoklip med vejledning omkring tilberedning af måltidet til medarbejderne.
Ernæring
- Der er lavet et samarbejde med Center Sundheds diætist omkring ernæringsscreening af relevante borgere på ældrecentrene. Herudover mødes personalet fra køkkenerne med diætisten til erfaringsopsamling og idegenerering hver tredje måned. Der er endvidere etableret et tværgående samarbejde med ældrecenterlederne, som deltager på møder med personale fra køkkenet.
Selvtræning og udslusning
- I forbindelse med selvtræning og udslusning er der træningsfaciliteter på fem ældrecentre, hvor der er fysioterapeutisk instruktion i anvendelse af træningsredskaberne. Redskaberne anvendes også til udslusning af borgere efter genoptræningsforløb, der vedligeholder deres funktionsniveau.
Aktivitetscentrene
Ådalscentret har fået tilført en fuldtidsstilling til dagcenter for demente på grund af ekstra ordinært stor efterspørgsel på dagcenterpladser til denne målgruppe. På de øvrige ældrecentre benyttes de ekstra aktivitetsmedarbejderressourcer til forebyggelse af ensomhed og social isolation overfor beboerne på ældrecentrene og borgere, der kommer ind på dagcentret fra egen bolig. Der er få ressourcer til dagcenterfunktionen på Rebild Kommunes fire dagcentre i: Suldrup, Støvring, Skørping og Rørbæk. De ekstra varme hænder er derfor en stor gevinst for såvel beboerne på ældrecentrene som for borgere i lokalområdet.
På dagcentrene observeres der, at borgere, som visiteres hertil, er blevet mere plejekrævende og har brug for hjælp fra aktivitetsmedarbejderne til personlig færdigheder og til deltagelse i aktiviteterne.
Ekstra "varme hænder" til ældrecentrene og til hjemmeplejen
- Der er ansat ekstra "varme hænder", der kan sikre bedre hjælp til beboerne på ældrecentrene og til borgere i egen bolig. De ekstra varme hænder er ansat til at arbejde der, hvor behovet er størst. Har et ældrecenter eksempelvis en urolig beboer, mere plejekrævende eller udadreagerende borger, kan de få ekstra hjælp i en periode. Det samme gælder for hjemmeplejen. De ekstra ressourcer er en stor gevinst for borgerne og af økonomisk værdi for ledelsen, idet der spares på timelønnede vikarer.
Værdighedsmidlerne i årene frem
Hvis midlerne ikke anvendes, skal de tilbagebetales til Sundheds- og ældreministeriet. Efter foråret 2019 gøres der endelig status for ordningen. Herefter forventes det, at midlerne vil indgå i bloktilskuddet udregnet efter en fordelingsnøgle.
Forvaltningen har indsendt en økonomisk redegørelsen for foreløbigt forbrug af 2016-tilskuddet til Sundheds- og ældreministeriet samt redegørelse for anvendelse af midlerne i 2017.
Rebild Kommune får 5.112.000,- kr. i 2017.