Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller:
at Sundhedsudvalget godkender forslag til afholdelse af temaaften om udfordringer i det nære sundhedsvæsen
at Sundhedsudvalget godkender forslag til programindhold

Økonomi

Finansieres indenfor Sundhedsområdets budgetramme.

Sagsfremstilling

I Region Nordjylland omorganiseres sygehusstrukturen og sygehusfunktioner og specialer samles på færre enheder. Samtidig udvikles kontinuerligt bedre og nye behandlingsmetoder, der muliggør at gennemføre flere patientforløb uden indlæggelse, dvs. ambulant. I region Nordjylland regnes med en stigning i den ambulante aktivitet med 50% frem mod 2020 samtidig med et forventet fald i indlæggelser på 20%. På et overordnet plan, skønner Danske Regioner at antallet at sengepladser frem mod 2020 vil falde med 3.600 senge, svarende til en reduktion på 20% i forhold til 2013-niveau.

Betydelig øget ambulant aktivitet og færre senge på sygehusene har allerede nu indflydelse på det nære sundhedsvæsen, dvs. de praktiserende læger og den kommunale syge-, og hjemmepleje i kommunerne - og vil få det endnu mere de kommende år. I de kommende år må forventes en yderligere acceleration i kortere liggetider og flere ambulante besøg fremfor indlæggelser. Borgerne skal i mindre og mindre grad indlægges, men i stedet plejes og behandles og plejes i eget hjem. Opgaverne for praktiserende læger og det kommunale sundhedsvæsen bliver derfor både flere og mere fagligt komplekse end hidtil.

For at sikre, at det nære sundhedsvæsen i Rebild Kommune rustet til udviklingen foreslås afholdt en temaaften om emnet. Formålet er at få belyst de kommende udfordringer i et lokalt perspektiv og herunder få afdækket eventuelle behov for investerings- og planlægningsmæssige initiativer frem mod 2020. Forvaltningen foreslår, at temaaftenens indhold efterfølgende danner grundlag for formulering af en udviklingsstrategi for det nære sundhedsvæsen i Rebild Kommune frem mod 2020.

Deltagerkredsen i temaaftenen om det nære sundhedsvæsen foreslås at være byrådet, direktionen, repræsentanter fra Region Nordjylland, kommunens praktiserende læger, ledere og personalerepræsentanter fra henholdsvis Center Sundhed, Center Pleje og Omsorg samt Center Familie Handicap, ældre- og handicapråd samt repræsentanter fra lokale patientorganisationer.

Forslag til programindhold er:

  • Oplæg om det nye supersygehus i Aalborg og regionale sundhedsplaner frem mod 2020
  • Oplæg om udviklingsplaner for Hobro Sygehus og lokalt samarbejde på nye måder
  • Oplæg om almen praksis´ forventninger og ønsker til fremtidigt samarbejde med kommunen
  • Oplæg om krav og forventninger til den kommunale hjemme- og sygepleje frem mod 2020
  • Workshops, plenumdrøftelser og evt. paneldrøftelse.

Temaaftenen foreslås afholdt den 1. november kl. 16.30 til kl.20.30.

Det bemærkes, at forslaget om en temaaften har været drøftet i Kommunal Lægeligt Udvalg, hvor der er opbakning til initiativet.

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget.

Det samlede Sundhedsvæsen er under kraftig forandring, og især det nære kommunale sundhedsvæsen skal i stigende grad klare nye opgaver.  Med henblik på at sikre, at Rebild Kommunes nære sundhedsvæsen er rustet til klare de kommende opgaver foreslås afholdt en temaaften om udfordringerne i det nære sundhedsvæsen. Resultatet af temaaftenens indhold foreslås at danne grundlag for formulering af en udviklingsstrategi for det nære sundhedsvæsen i Rebild Kommune frem mod 2020.

Beslutning

Godkendt.

Per Vilsbøll deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget godkender ansøgningen.

Økonomi

Der ansøges om 12,6 mio. kr. i projektperioden til ansættelse af sygeplejersker, projektleder mv. Dertil kommer parternes medfinansiering, som udgør 16 mio. kr. Den kommunal medfinansiering består af medarbejdertimer.

Sagsfremstilling

Region Nordjylland og 10 nordjyske kommuner (minus Læsø) har søgt midler til en tværsektoriel udredningsenhed med udgangspunkt i erfaringer fra Bispebjerg Hospital og Københavns Kommune. De tværsektorielle udredningsenheder skal bygges op omkring akutmodtagelserne i Thisted, Hjørring, Aalborg og Hobro, og tage udgangspunkt i den vedtagne sundhedsaftale om ”Forløbskoordinering”. Af denne sundhedsaftale er region og kommuner forpligtet til at arbejde med:

- Målrettet tidlig opsporing i kommune og praksis

- Subakut/akut indsats – via den kommunale sygepleje

- Opfølgende hjemmebesøg af praksislæge og kommunal sygeplejerske

- Løbende audits

Projektet om tværsektorielle udredningsenheder er delt op i to indsatser. 1) En tidlig opsporing, som varetages i kommunerne i samarbejde med indsatsen i almen praksis, og 2) en hurtig udredning på hospitalerne. Projektet har sårbare medicinske borgere, som er 65 år eller ældre som målgruppe.

Projektets overordnede mål er, i tæt samarbejde med borgeren, at skabe bedre og individuelt tilrettelagte forløb for gruppen af sårbare og svækkede ældre. Det vil ske ved udvikling af nye samarbejdsformer omkring tidlig opsporing, tidlig indsats samt at finde alternativer til indlæggelse for derved at forebygge indlæggelser. Når det findes relevant kan borgere henvises til specialiseret udredning i en af udredningsenhederne. Dette foregår subakut og forventes for hovedparten af borgernes vedkommende at kunne foregå uden indlæggelse.

Målet er at:

1. 80 % af borgerne sendes hjem uden hospitalsindlæggelse inden for 5 timer.

2. Der registreres færre forebyggelige indlæggelser for målgruppen.

3. Den borgeroplevede tilfredshed ved indsatserne øges.

4. Kommunerne sammen med sekundær sektor afprøver forskellige samarbejdsmetoder.

Med udgangspunkt i en analyse af målgruppen vurderes det, at ca. 3600 borgere vil indgå i målgruppen. Disse fordeler sig på tværs af de deltagende kommuner.

Såfremt midlerne bevilliges projektet forventes det igangsat 1. november 2016 og afsluttet 31. december 2019.

Projektansøgningen er vedlagt som bilag.

Resume

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget.Sundhedsstyrelsen har offentliggjort et puljeopslag hvor kommuner, region og almen praksis i samarbejde kan ansøge om projektmidler til at skabe bedre sammenhæng i indsatserne for de svageste ældre.

Der var ansøgningsfrist den 15. juni 2016, og Region Nordjylland og 10 nordjyske kommuner har fremsendt en ansøgning med forbehold for politisk godkendelse. Forvaltningen indstiller, at sundhedsudvalget godkender ansøgningen og Rebild Kommunes deltagelse i projektet.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0