Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

at TMU indstiller til Byrådet at den betingede aftale vedrørende opløsning af Renovest I/S (”Opløsningsaftalen”) godkendes,  
at TMU indstiller til Byrådet at borgmesteren og kommunaldirektøren bemyndiges til at underskrive Opløsningsaftalen. 
at TMU indstiller til Byrådet at borgmesteren og kommunaldirektøren bemyndiges til at stifte Mini-I/S og at gennemføre Opløsningsaftalen, når betingelserne er opfyldt samt at underskrive de for gennemførelsen nødvendige aftaler og dokumenter som forudsat i Opløsningsaftalen. 
at TMU indstiller til Byrådet, at centerchefen for Natur og Miljø udpeges til bestyrelsen for ”Mini-I/S” samt at koordinatoren for virksomhed & spildevand udpeges som personlig stedfortræder.

Udvalget for Teknik og Miljø, 10. juni 2015, pkt. 118:

Udvalget besluttede at indstille, at den betingede aftale om opløsning af Renovest I/S godkendes, og at borgmester og kommunaldirektør bemyndiges til at underskrive opløsningsaftalen og til at stifte Mini-I/S og gennemføre aftalen, når betingelserne herfor er opfyldt, herunder at underskrive de for gennemførelsen nødvendige aftaler og dokumenter.

Morten Lem støtter forvaltningens indstilling om, at centerchefen for Natur og Miljø udpeges til bestyrelsen for Mini-I/S, og at koordinatoren for virksomhed og spildevand udpeges som personlig stedfortræder.

Ole Frederiksen ønsker politisk repræsentation i bestyrelsen for Mini-I/S.

Jeppe Ugilt afventer sin stillingtagen i sagen.

Forinden byrådsmødet d. 25.6. undersøger forvaltningen, hvad de øvrige kommuner har besluttet omkring repræsentationen.

   

Allan Busk og Jan Brøndum deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomiudvalget, 17. juni 2015, pkt. 202:

Gert Fischer, Søren Søe og Allan Busk indstiller godkendt med politisk repræsentation i bestyrelsen for Mini I/S

Mikkel Hoffmann og Leon Sebbelin indstiller godkendt med administrativ repræsentation i bestyrelsen for Mini-I/S

Holger Pedersen afventer sin stillingtagen i sagen.

Per Vilsbøll, Jan Brøndum og Ole Frederiksen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Administrativ bemærkning.

Vesthimmerland Kommune har den 17. juni udpeget medlem af TMU til bestyrelsen, Aalborg Kommune beslutter sig den 22. juni og Jammerbugt Kommune den 24. juni. De øvrige kommuners beslutning vil således foreligge, når Rebild Byråd skal beslutte sig den 25. juni.

Økonomi

Rebild Kommunes andel af nettoværdierne udgør i henhold til ejerfordelingen 19,50 % svarende til 6,2 mio. kr. ud fra den foreløbige ophørsbalance.

Sagsfremstilling

Rebild Kommune, Jammerbugt Kommune og Aalborg Kommune har meddelt , at de udtræder af RenoVest I/S pr. 31-12-2015. Byrådets behandling af sagen fandt sted d. 28-02-2013 i Rebild Kommune. Forvaltningen har i samarbejde med de øvrige interessentkommuner og den daglige ledelse i Renovest I/S udarbejdet et udkast til aftale om at fordele selskabets nettoaktiver og overføre det eksisterende deponi til et nyt fælleskommunalt selskab (”Opløsningsaftalen” - udkast er vedlagt som bilag 1).

Opløsningsaftalen er udarbejdet med udgangspunkt i § 16 i Renovests vedtægter. Aftalen regulerer de vilkår og betingelser, der skal gælde mellem interessentkommunerne ved opløsningen af Renovest.

I henhold til Opløsningsaftalen overføres det eksisterende deponi til et nyt fælleskommunalt selskab (”Mini-I/S”). Mini-I/S vil have deltagelse af de fire interessentkommuner i Renovest I/S. Nedlukning, efterbehandling og drift af det eksisterende deponi til det når passiv tilstand skal ske mod, at Renovest I/S betaler de til dette formål hensatte midler på ca. 31 mio. kr. (”Perkolatfondene”).

Interessenterne er om nødvendigt forpligtet til at betale eller foretage yderligere indskud til at finansiere udgifterne til nedlukning, efterbehandling og drift i overensstemmelse med ejerfordelingen.

Selskabets nettoaktiver i øvrigt fordeles mellem interessentkommunerne i overensstemmelse med ejerfordelingen. Nettoaktiverne til at fordele mellem interessentkommunerne er foreløbigt opgjort til ca. 32 mio. kr. Fordelingen af nettoaktiverne sker ved overtagelse af fysiske aktiver og anlæg samt likvide midler.

Gennemførelsen af Opløsningsaftalen og stiftelsen af Mini-I/S er bl.a. betinget af Statsforvaltningens og Miljøstyrelsens godkendelser, men forventes gennemført senest den 1. december 2015. Stiftelsen af Mini-I/S forventes dog at ske umiddelbart efter Statsforvaltningens godkendelse.

Der skal nedsættes en bestyrelse til at varetage driften af deponiet. Da dette arbejde primært er af rent teknisk karakter, anbefaler forvaltningen, at der udpeges administrative medarbejdere til bestyrelsen.

Sagens status:

Jammerbugt Kommune og Vesthimmerland Kommune forventer at behandle sagen før sommerferien, mens Aalborg kommune forventer at sagen forelægges efter sommerferien.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Renovest I/S skal opløses og det eksisterende deponi skal overføres til et nyt fælleskommunalt selskab med henblik på at nedlukke, efterbehandle og drive deponiet, til det når passiv tilstand. Derfor indstiller forvaltningen, at TMU overfor Byrådet anbefaler at borgmesteren og kommunaldirektøren bemyndiges til at underskrive opløsningsaftalen.

Beslutning

Sagen tilbagesendes til TMU.

Søren Søe deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

at det er det nye administrationsgrundlag, der anvendes fremadrettet.
at Bæredygtig landbrug fremover inviteres til at deltage i Koordinationsforum.

Udvalget for Teknik og Miljø, 6. maj 2015, pkt. 92:

Sagen blev udsat til næste møde.

Udvalget for Teknik og Miljø, 10. juni 2015, pkt. 124:

Udvalget besluttede at indstille, at det nye administrationsgrundlag for indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse benyttes fremadrettet, og at Bæredygtig Landbrug fremover inviteres til at deltage i Koordinationsforum.

Allan Busk og Jan Brøndum deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomiudvalget, 17. juni 2015, pkt. 201:

Indstilles godkendt.

Per Vilsbøll, Jan Brøndum og Ole Frederiksen deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomi

Det nye administrationsgrundlag vil øge tidsforbruget til udarbejdelse af indsatsplaner, men forvaltningen finder, at det er nødvendigt for at kunne inddrage de direkte berørte borgere i processen. Forvaltningen har derfor udarbejdet forslag til revideret tidsplan for udarbejdelse af indsatsplaner, se særskilt dagsordenspunkt herom.

Sagsfremstilling

Rebild Kommune er i gang med at udarbejde indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse.

Administrationsgrundlaget bruges til at udarbejde vandværkernes handlingsplaner. Handlingsplanerne kommer til at indgå i de kommunale indsatsplaner. Derud over indeholder administrationsgrundlaget også Rebild Kommunes retningslinjer for planlægning og sagsbehandling i relation til grundvand.

Det hidtil anvendte administrationsgrundlag indebærer, at vandværkerne skal gøre en ekstra indsats, når indholdet af nitrat i det indvundne grundvand overstiger 37,5 mg/l. Såfremt et vandværk fremadrettet ønsker at sikre deres kildeplads for at afhjælpe en stigning i indholdet af nitrat i magasinet, kan vandværket vælge at indgå dyrkningsaftaler eller opkøbe jord med det formål at begrænse udvaskningen af nitrat fra rodzonen.

Videreudviklingen af det allerede eksisterende administrationsgrundlag har primært til formål at hjælpe vandværkerne med at afgrænse, hvilke arealer og hvor stort et areal, de skal indgå dyrkningsaftaler på / overveje at opkøbe. Derudover er det i nye administrationsgrundlag præciseret, hvad der gælder når nitratindholdet i magasinet er over 37,5 mg nitrat/l. "Nitratfølsomt indvindingsområde" er desuden byttet ud med "indsatsområder" i diagrammet med administrationsgrundlag for udarbejdelse af indsatsplaner, fordi det jævnfør vandforsyningsloven er indsatsområderne, kommunen er forpligtiget til at skulle udarbejde indsatsplaner for og ikke det nitratfølsomme indvindingsområde.

Det nye administrationsgrundlag fremgår af bilag 1. For at tydeliggøre hvad der er ændret, er nye tilføjelser understreget og markeret med gult. Det der er slettet, er gennemstreget og markeret med gråt. Kommentarer i margin forklarer, hvorfor ændringerne er foretaget. Ændringerne har primært til formål at der udarbejdes mere konkrete handlingsplaner i indsatsplanerne. Derved lever indsatsplanerne i højere grad op til bekendtgørelsen om indsatsplaner, især i forhold til § 3 og § 4:

 

Af § 3 fremgår bl.a., at en indsatsplan mindst skal angive de områder, hvor en indsats skal gennemføres samt angive de foranstaltninger, der skal gennemføres i indsatsområdet.

Af § 4 fremgår bl.a., at kommunalbestyrelsen udarbejder under inddragelse af alle de direkte berørte parter et udkast til beskrivelse af foranstaltninger rettet mod den enkelte ejer.

En læsevenlig udgave (uden markeringer af ændringerne) af det nye administrationsgrundlag er vedlagt som bilag 2. Kravene i den helt nye vejledning fra NST fra april 2015 understøtter de ændringer, der er lavet i det nye administrationsgrundlag, hvor vejledningen tydeliggør, at de direkte berørte parter skal inddrages, før der er udarbejdet udkast til indsatsplaner. Det pointeres desuden, at der er behov for en indsats inden for indsatsområder, og at det er kommunen eller vandforsyningsselskabet, der skal angive en detaljeret opgørelse over behovet for beskyttelse._

Den 12. januar 2015 havde forvaltningen møde med Koordinationsforum, repræsenteret ved 3 af de 11 medlemmer (Region Nordjylland, Vandrådet og NF plus), hvor de fremmødte udtalte, at deres holdning til tillægget til administrationsgrundlaget var, at det skulle være så fleksibelt som muligt for vandværket.

Forvaltningen finder endvidere på baggrund af høringssvarene, at det fremadrettet er relevant at inddrage Bæredygtig Landbrug i koordinationsforum, da de repræsenterer en del landbrug i Rebild Kommune.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet 

Forvaltningen forelægger forslag til nyt administrationsgrundlag for indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse. Forslaget er en videreudvikling af det tidligere administrationsgrundlag. Hovedformålet med videreudviklingen er for at hjælpe med at afgrænse hvilke arealer, et vandværk i givet fald skal i dialog med lodsejere om at indgå dyrkningsaftaler på/opkøbe. Forvaltningen indstiller, at det nye administrationsgrundlag sendes videre til ØK og BY til endelig vedtagelse.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0