1. Status på opgradering af busstoppesteder
Byrådet besluttede i 2012 at deltage i puljeansøgning til opgradering af busstoppesteder i Nordjylland. Trafikstyrelsen imødekom ansøgningen, som betyder en medfinansiering fra styrelsen på 50 %.
Der er nu udarbejdet designmanual, NT har vurderet kommunens stoppesteder og udarbejdet plan for opgradering, og de første bestillinger er afgivet med forventet levering i november-december 2015.
Driftsenheden, som står for vedligeholdelsen af busstoppestederne, vil forestå opgraderingen.
2. Tomrør i nye vejanlæg
Ved etablering af nye vejanlæg, cykelstier, fortove o.lign. lægges der i dag ikke tomrør ned. I de omkringliggende kommuner findes der ingen politik for nedgravning af tomrør.Mariagerfjord og Brønderslev kommune har tidligere nedgravet tomrør til brug for kommunens interne IT.Nedlægning af tomrør er en mindre og næsten ubetydelig post ved et anlægsarbejde, men det er den gængse opfattelse, at det ofte kun vil have sin berettigelse ved længere strækninger og efter forudgående koordinering med eventuelle fremtidige ledningsejere.Vælger en kommune at grave tomrør ned kræver det, at de indmåles og indlægges ledningsejerregisteret (LER). Kommunen vil også fremtidigt være forpligtet til at afgive oplysninger om ledningernes placering, hvis der skal graves i arealerne.
Plan Byg og Vej agter ikke at lægge tomrør ned i forbindelse med fremtidige anlægsarbejder, medmindre udvalget er uenige heri.
3. Offentlig sti i Industriparken i Terndrup - procedure
Når en offentlig vej eller offentlig sti nedlægges, skal eventuelle parter have en frist på 8 uger til at komme med indsigelser. Den eventuelle nedlæggelse skal endvidere annonceres i 8 uger inden den endelige afgørelse kan træffes. Ved salg af stien i Industriparken i Terndrup er denne prcedure gældende, da stien skal nedlægges.En vej eller sti kan kun nedlægges, hvis eventuelle ejendomme opretholder de nødvendige adgange, og hvis den ikke er af vigtighed for en ejendom. I dette tilfælde har det ikke relevans, da der etableres ny sti. Den nye sti etableres af Rebild Kommune, en del af salgssummen bruges til etablering af ny sti.
4. Forespørgsel om udstykningsmulighed
Rebildselskabet har forespurgt, om der er mulighed for at udstykke hele eller dele af Stendalsvej 10, syd for Rebild by (3b, Rebild by, Skørping). Området består af: en mindre del af Rebild Bakker-naturområdet, en del anvendes af Rebild Camping og en del er et åbent restområde mod Stendalsvej.
Området er delvist omfattet af en naturfredning, en fortidsmindebeskyttelseslinje, særlige drikkevandsinteresser og beskyttelsesområde omkring det lokale vandværk, hvor indenfor man med sikkerhed ikke må bygge. Den øvrige del af området er udpeget til EU-fuglebeskyttelsesområde, Eu-habitatområde og Natura 2000 område, som kræver statslig godkendelse inden en planlægning må påbegyndes og staten har ALTID vetoret imod en lokalplans indhold. Området er desuden omfattet af skovbyggelinje, dels geologisk beskyttelsesområde og dels geologisk interesseområde, Værdifulde kulturmiljøer, Særligt naturbeskyttelsesområde og bevaringsværdige landskaber. Desuden er skovrejsning uønsket. I kommuneplanen er området udpeget til offentligt område.
Når ovenstående respekteres er der et mindre restareal, hvor der måske kan udstykkes 4-5 grunde. Arealet har ingen vejadgang. Arealet ligger lige syd for Rebild Campingplads på en måde, hvor arealet udgår af deres drift og de vil miste "kontakten" til arealet syd for. Dermed vil en udstykning halvere campingpladsens areal og reelt lukke Rebild Camping. Forvaltningen foreslår, at der ved lejlighed udarbejdes en lokalplan, der sikrer, at hele området forbliver ubebygget, men hvor arealerne nærmest Stendalsvej kan anvendes af campingpladsen, til cirkus, parkering og lignende offentlige, midlertidige formål.
5. Kommuneplantillæg for lavbundsområder
Udarbejdelse af kommuneplantillæg i forbindelse med for eksempel vådområdeprojekter er meget ressourcekrævende og nu har Naturstyrelsen gjort opmærksom på, at der ikke er lovmæssigt baggrund for at kræve kommuneplantillæg i de tilfælde, hvor et vådområde, helt eller delvist, lokaliseres uden for udpegede lavbundsarealer. I langt de fleste tilfælde er vådområdeprojekterne i Rebild Kommune beliggende indenfor et udpeget lavbundsareal i kommuneplanen. I ganske få tilfælde hvor der ved vådområdeprojekter er foretaget mindre tilretning efter arrondering eller projektændring har forvaltningen iværksat et kommuneplantillæg. Efter udmeldingen fra Naturstyrelsen er det ressourcemæssigt mest hensigtsmæssigt at sørge for at ajourføringen sker i forbindelse med den ordinære kommuneplanrevision.
6. Solvarmeanlæg ved Aalestrup
Vesthimmerlands Kommune har sendt et varmeprojekt i høring om etablering af et solvarmeanlæg på 24.500 m2 ved Aalestrup. Anlægget vil bl.a. levere varme til Nørager by. Solvarmeanlægget vil dække ca. 22 % af årsproduktionen. Der forventes en selskabsøkonomisk besparelse på 19,6 mio kr over 20 år, hvilket vil komme forbrugerne til gode, da varmeværket kører efter hvile i sig selv princippet. Center Plan, Byg og Vej har ingen bemærkninger mod projektet.
7. Ådalshøj
Konsulentfirmaet Moe har - på vegne af de to lodsejere på Buderupholmvej - udarbejdet en helhedsplan for de to lodsejeres arealer samt Rebild Kommunes arealer (skydebanens arealer og resterne af erhvervsområdet). Planen (vedlagt) er udarbejdet for at synliggøre, hvad området kan blive til. Desværre er situationen for skydebanen langt fra afklaret og en del af området er omfattet af specifik geologisk bevaring, særligt værdifuldt landskab, særlig naturbeskyttelse og uønsket skovrejsning, som skal afklares før det anvendelige areal kan afklares. Desuden er området "nabo" til Buderup Ødekirke, som skal forblive det markante element i landsskabet, som den har været i mange år. Sagen foreligger til politisk behandling, når forholdene omkring skydebanen og beskytteseslinjerne er faldet på plads.
8. Høringssvar på bekendtgørelse om udpegning af Drikkevandsressourcer
I forbindelse med høring af udkast til bekendtgørelse om udpegning af drikkevandsressourcer og nyt kapitel i vejledning om indsatsplaner: ”Indsatsområder inden for sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder” har forvaltningen indsendt et teknisk høringssvar. I høringssvaret kommenterede forvaltningen bl.a. på følgende:
- Uhensigtsmæssigheder i forhold til fremtidig sagsbehandling (fx besværliggørelse af tilgang til kortmaterialet)
- Vanskeligheder i forhold til indsatsplanlægningen som følge af, at Naturstyrelsen ikke har tydeliggjort hvilke områder, der er lavet vurdering på angående sprøjtemiddelfølsomheden.
- Fejl og mangler i forbindelse med kortmaterialet (flere indvindingsoplande er ikke med på kortmaterialet).
- Mangler i forhold til hvordan kommunen efterfølgende skal løfte opgaven i forhold til de sprøjtemiddelfølsomme indvindingsområder.
- Muligvis manglende håndhævelses mulighed i forhold til byudvikling m.m.
9. Praksis ved tilladelser til indvinding af grundvand til husholdning og husdyrbrug
Efter Vandforsyningsloven skal en del ejendomme med egen vandforsyning have en tilladelse til at indvinde grundvand til husholdning og husdyrbrug. På nogle af disse ejendomme, kan der være overskridelse af vandkvaliteten. Overskridelsen vil typisk være på nitrat eller bakterier. Hvor vandkvaliteten ikke er overholdt, har forvaltningen allerede igangsat tiltag i forhold til det administrationsgrundlag, der er vedtaget af Teknik og Miljøudvalget den 27. marts 2011.
Det betyder, at der i tilladelsen indarbejdes følgende:
- Nitratindholdet mellem 50 og 60 mg/l: Det vurderes som en minimal overskridelse, og der udtages forenklet kontrol efter 5 år.
- Nitratindholdet >60 og <100 mg/l: Vandforsyningen holdes under skærpet observation, og der analyseres for nitrat 3 år i træk. Hvis indholdet er stabilt under 100 mg/l, udtages der forenklet kontrol efter 5 år.
- Nitratindholdet > 100 mg/l:t Afslag på ansøgning om tilladelse og påbud om fremskaffelse af anden vandforsyning
Udover Nitratindholdet vurderer kommunen også på mængden af coliforme bakterier og kan ved for høje værdier iværksætte skærpet observation, kogeanbefaling osv.
10. Naturstyrelsens svar på kommunens vandhandleplan
Udkast til Rebild Kommunes vandhandleplan har været i høring fra 4. maj til 30. juni 2015. Fristen for at have vedtaget Rebild Kommunes vandhandleplan endelig er 30. oktober 2015.
Rebild Kommune har modtaget svar fra Naturstyrelsen. For vandløbsområdet oplyser Naturstyrelsen blandt andet at vandhandleplanen skal indeholde alle de indsatser, der er nævnt i vandplanen. Hvis kommunen ønsker at en indsats ikke skal indgå i vandhandleplanen skal det håndteres i henhold til note 5 til tabel 1.3.1 i vandplanen. Med henblik på at kunne vurdere, om der er grundlag for at fritage en kommune for sin forpligtelse til at gennemføre en konkret indsats i vandplanerne 2009-2015, har Naturstyrelsen udarbejdet en blanket (note 5 ansøgning), som kommunerne skal udfylde og indsende til Naturstyrelsens postkasse.
Det betyder at forvaltningen på udvalgsmødet den 2. september 2015 vil fremlægge en tilrettet version af Rebild Kommunes Vandhandleplanen, som indeholder alle indsatser, der er nævnt i vandplanen. Indsatsen i Simested Å som i udkastet var taget ud, bliver således tilføjet igen, men kan fjernes igen hvis kommunen efter en note 5 ansøgning opnår en accept fra Naturstyrelsen.
11. Rettelse af kortbilag i spildevandsplanen
Forvaltningen er blevet gjort opmærksom på en fejl i kortbilaget, to områder er i det seneste udkast blevet fjernet, men har i tidligere udkast været medtaget. Det drejer om følgende: Opland A09.10 for gældende lokalplan 205 fra 2007 og Opland A09.09 for gældende lokalplan 219 fra 2008. I begge lokalplaner er kloakeringsforholdene beskrevet som separatkloak, hvilket også fremgår af tidligere udkast af kortbilag 32-Støvring By. Det endelige kortbilag rettes derfor tilbage inden offentliggørelse, så de to oplande igen angives som separatkloakeret.
12. Program for temamøde om affald
På TMU 10. juni (ØK 17. juni) blev det besluttet at afholde et temamøde om affald forud for byrådsmødet d. 27. august 2015 i Terndrup. Sidst i juni er der sendt forslag til temamødets indhold til TMU og der er kommet en enkelt tilbagemelding fra Allan Busk om at han kan sige OK til programforslaget og at han formoder at debatten om selv at sortere i Rebild kommune i forvejen ligger i punkterne. Her præsenteres forvaltningens forslag til program for temamøde om affald.
kl. 15.00 - 15.10 Kommunens forpligtelser på affaldsområdet, v. Centerchef i Natur og Miljø Claus Riber Knudsen
· opsummering af lovgrundlag (affaldsbekendtgørelsen og regeringens ressourceplan)
· tidligere beslutninger i Rebild Kommune
kl. 15.10 - 15.30 Status på affaldsområdet i Rebild Kommune og nabokommuner, v. Claus Riber Knudsen
· affaldsordninger og takster
· nabokommunerne
kl. 15.30 - 16.00 Præsentation af sorteringsanlæg Reno-Nord, v. Thomas Lyngholm, Reno-Nord
kl. 16.00 - 16.30 Debat om affaldsområdet med mulighed for at stille spørgsmål til både forvaltning og Reno-Nord
13. Opløsning af I/S FællesForbrænding
I forbindelse med opløsning af I/S Fællesforbrænding med udgangen af 2015 igangsættes i efteråret en proces i samarbejde med de øvrige interessent-kommuner. Udvalget vil blive orienteret om forløbet undervejs.
14. LIFE-projekt om jyske højmoser
Rebild Kommune har sammen med 5 jyske kommuner og Naturstyrelsen fået tilsagn fra EU om finansiering af et LIFE-projekt om jyske højmoser. I Rebild Kommune vil projektet dreje sig om naturgenopretning af mindre højmoseforekomster i Rold Skov inden for Natura 2000-området ”Roldskov, Lindenborg Ådal og Madum Sø”.
15. Afgørelse om Induflex A/S fra Natur- og Miljøklagenævnet (NMKN).
NMKN har stadfæstet kommunens afgørelser om henholdsvis fastsættelse af miljøklasser, og dispensation fra lokalplan 265 til at opføre skorsten med en højde på 20 meter, i forbindelse med virksoheden Induflex A/S, Hagensvej 25, 9530 Støvring. Klage over fastsættelse af miljøklasser er ikke realitetsbehandlet idet der er tale om skønsmæssig afgørelse. Klage over dispensation til overskridelse af fastsat højdegrænseplan i forbindelse med opførelse af skorsten afvises, idet sagen er behandlet retligt korrekt, og afgørelse ligger inden for kommunens dispensationskompetance.
Afgørelse fra NMKN er tidligere udsendt til udvalgets medlemmer.
16. Evaluering af mødet.
17. Miljøgodkendelse på Hanehøjvej 36
Forvaltningen har modtaget ansøgning om miljøgodkendelse af ejendommen Hanehøjvej 36, 9520 Skørping. Ejendommen har tidligere søgt og fået miljøgodkendelse under forudsætning af, at en nærliggende sø kunne nedlægges og erstattes af en anden. NMKN afviste af søen kunne flyttes, hvorved godkendelsen bortfaldt. Sagsbehandlingen er påbegyndt og forvaltningen behandler sagen på ny.