Sagsfremstilling
Status på projekt MeNaTeket
MeNaTeket modtog den 17. september 2020 en bevilling fra Rebild Kommune på samlet 10 mio kr., som et tilskud til projektet.
Arbejdsgruppen bag MeNaTeket har både før og siden arbejdet for at realisere projektet og er nu klar til at påbegynde en mere målrettet proces i forbindelse med fondsansøgning. Der er tilknyttet en ekstern fundraiser på projektet.
Den 10. august 2022 afholdte Kultur-, Fritids og Sundhedsudvalget dialogmøde med arbejdsgruppen. Her blev det opdaterede projekts aktuelle forhold og udfordringer fremlagt.
Efter dialogmødet har MeNaTeket sendt notat med uddydende oplysninger samt en anmodning om udsættelse af bevilling og forudbetaling at tilskud.
Aktuelle forhold og udfordringer:
- Parkerings- og regnvandsforhold: Projektet har mødt udfordringer i forbindelse med parkeringsforhold, da der på nuværende tidspunkt ikke er etableret nok parkeringspladser i forhold til det areal, der bebygges. Ligeledes er regnvandshåndtering / klimasikring heller ikke afklaret. I forhold til begge udfordringer er arbejdsgruppen i tæt dialog med Center Natur og Miljø, Center Plan, Byg og Vej og Forsyningen.
- Lån til underetage: Arbejdsgruppen har en positiv dialog med Sparekassen Danmark og den tilknyttede fundraiser arbejder på en strategi for øvrig finansiering. Der er ikke yderligere afklaring i forhold til finansiering.
- Underetage og etapeopdeling: Udgangspunktet er at under- og overetage bygges samtidig. Arbejdsgruppen er i dialog med rådgiver, der hjælper med at træffe endelig beslutning omkring mulig opdeling af projektet.
- Etablering af byggeudvalg: Arbejdsgruppen ønsker at etablere et professionelt byggeudvalg bestående af: en rådgivende arkitekt, en kommunal kontaktperson, en jurist, en økonomikyndig og to-tre lokale folk fra ØHI, MeNaTeket og Friluftscenter Katbakken, der deltager i projekt- og byggemøderne. Forvaltningen har gjort arbejdsgruppen opmærksom på, at Rebild Kommune ikke kan sidde med i udvalget, men har interesse i at blive orienteret og bidrage, hvor det er muligt.
- Status på fondsansøgninger: Arbejdsgruppen har den 27. september 2022 møde med tilknyttet fundraiser, som her vil gøre status og fremlægge den videre strategi. Der er etableret dialog med en række fonde, men ikke endelige tilsagn. Ansøgning fra MeNaTeketDen gældende bevilling til projekt MeNaTeket udløber den 2. september 2022.
Arbejdsgruppen bag MeNaTeket ønsker forlængelse af bevillingen. De henviser til at Covid-19 og udfordringer i forbindelse med parkeringsforhold og regnvandshåndtering har forsinket processen. Endelig har klargøring til fundraising også har taget længere tid end forventet.
Arbejdsgrupppen foreslår, at tilskuddet opdeles i 3 rater i stedet for 2, så de kan få projektet sat i gang og ikke forsinker opstarten yderligere.
MeNaTeket foreslår følgende udbetalingsplan:
2023: 0.5 mio. kr.
2024: 2.5 mio. kr.
2025: 7.0 mio. kr.
Arbejdsgruppen bag MaNaTeket ønsker derudover forudbetaling af tilskud på 500.000 kr. til rådgivere. Arbejdsgruppen oplyser, at tilskuddet er nødvendigt for at kunne igangsætte byggeprocessen.
Den 10. september 2020 godkendte Byrådet en forudbetaling til MeNaTeket på 305.000 kr. svarende til ca 3% af den samlede bevilling.
Den 14. april 2021 vedtog Kultur og Fritidsudvalget nedenstående generelle princip for forudbetaling af anlægsmidler:
Når en institution, projektgruppe eller foreninger har modtaget en samlet bevilling til et anlægs- og udviklingsprojekt, kan denne med godkendelse i Byrådet få forudbetalt op til 3% af det bevilgede beløb. Det forudbetalte beløb kan udbetales når:
1) Byrådet har godkendt frigivelsen af tilskud
2) Der foreligger dokumentation for udgiften
- Der stilles ikke krav om tilbagebetaling af forudbetalte tilskud, såfremt at et anlægsprojekt ikke realiseres
- Frigivelsen af tilskud behandles (uanset beløb) i Byrådet, ved indstilling fra Kultur-, og Fritids, Sundhedsudvalget
Forvaltningens bemærkninger:
Forvaltningen bemærker, at den tidligere praksis i lignende sager er et års forlængelse af bevillingen til udgangen af et regnskabsår, i dette tilfælde til 31. december 2023. Forvaltningen
bemærker, at hvis der forudbetales yderligere tilskud til MeNaTeket, og de ovenstående principper fraviges, så vil det kunne danne præcedens for fremtidige sager.
Forvaltningen gør desuden opmærksom på, at der ikke på nuværende tidspunkt er konkrete aftaler med fonde om finansiering.