1. Status på affaldssorteringsprojekt og udfordringer med adgangsforhold
Den nye sorteringsordning er nu stort set fuldt implementeret. Udvalget orienteres om erfaringer og udfordringerne fremover. Derudover orienteres om en forestående indsats i forhold til adgangsforhold for skraldemændene.
2. Brandhaner
Det fremtidige vedligehold af brandhaner og brandhanenet blev i 2015 i forbindelse med det nye beredskab i Nordjylland, ikke overdraget til det nye Beredskab. I Rebild kommune blev opgaven forankret i Center Plan Byg og Vej, Team Vej.
Da der ikke er afsat midler på budgettet til opgaven, vil opgaven i 2017 blive betalt af Center Plan Byg og Vejs driftskonto. Der kan forventes en udgift i størrelsesordenen 70.000kr.
3. Odderen
På TMU møde i september orienterede forvaltningen, at der er restarbejder på Odderen og at de udføres i efteråret, da nogle af arbejderne ikke levede op til de fastsatte krav. Grundejerne på Odderen er blevet orienteret efter byggelovens §12 om arbejderne og arbejdet forventes igangsat 15. november.
4. Private fællesstier i Terndrup
Efter henvendelse fra Terndrupgårdens Grundejerforening vedr. dårlig vedligeholdelse af private fællesstier beliggende mellem Hedevej, Elmelunden og Pilevej i Terndrup, har Center Plan, Byg og Vej fremsendt en påtænkt afgørelse til de tilstødende grundejere jf. §45 i Lov om private fællesveje, med henblik på at få stierne bragt i god stand.
5. Cykelsti på Nibevej
I marts 2017 valgte Udvalget for Teknik og Miljø, at der skal etableres en dobbeltrettet cykelsti på Nibevej mellem Gammel Viborgvej til Øster Hornum og fra Øster Hornum til Volstrup, og senere blev budgettet på 5. mio hævet med 2,2 mio af byrådet. Der er ved rådgiver lavet projekt og der er holdt borgermøde, hvor projektet blev præsenteret for borgerne. På mødet blev der blandt andet spurgt ind til stiens afslutning ved Volstrupvej og den dobbeltrettede cykelstis krydsning med Nibevej nord for Øster Hornum ved Frendrup Skov.
Efter borgermødet har rådgiver set nærmere på projektet, og krydsningen med Nibevej ved Frendrup Skov er blandt andet flyttet længere mod nord i en eksisterende 60 km/t strækning. Generelt gælder stadig at politiet skal godkende projektet.
Projektet med dobbeltrettet cykelsti til Volstrup er sendt videre til landinspektør og arealerhvervelse vil fortsætte herefter.
6. Vedtagelse af affaldsregulativer
Affaldsregulativerne har været i offentlig høring i 4 uger. Der er ikke indkommet høringssvar, så regulativerne vedtages og træder i kraft 2. november 2017.
7. Igangsættelse af projekt for sø i Hjeds
Center Natur og Miljø forventer at igangsætte arbejde med henblik på forskønnelse af området omkring Hjeds gl. branddam. Det sker bl.a. ved fjernelse af et gammelt hegn og væltede træer samt udjævning af brinkerne i branddammen. Projektet er med på den prioriteringsliste over vandhuller og branddamme, som udvalget godkendte i maj 2014. Arbejdet i udføres i år og koster ca. kr. 10.000,- som finansieres af kontoen til oprensning af søer. Nærmeste naboer er orienteret og indforstået med projektet.
6. Evaluering af mødet