Strategien er lavet med Udvikling Hærvejens Styregruppe som gennemgående arbejds- og referencegruppe. Styregruppen er sammensat af administrative medarbejdere på chefniveau fra de 15 medlemskommuner. I tillæg til styregruppen har også destinationsselskaber, i Rebild Kommune er det RebildPorten, og foreningens bestyrelse været involveret i den strategiproces, der har været gennemført hen over foråret 2022.
Op til foreningens etablering (2020-2021) blev en foranalyse med håndgribelige strategiske anbefalinger udfærdiget af konsulentvirksomheden B-A-R-K. Udvikling Hærvejen har valgt, at foreningens første strategi tager afsat i dette arbejde, hvorfor B-A-R-K også har bistået i tilvejebringelsen af foreningens første egentlige strategi. Dette er sket for at sikre effektivitet og en hensigtsmæssig vidensoverførsel fra processen, der førte til foreningens etablering til arbejdet med foreningens første strategi.
Strategien har et kort og koncist format. Hensigten er at skabe et strategisk grundlag, som også kan fungere i forhold til involvering af aktører og samarbejdspartnere langs Hærvejen samt eksterne interessenter, så som nationale interesseorganisationer, institutioner og fonde. Strategien er dermed både et retningsgivende dokument til foreningens medlemskommuner samt et formidlingsværktøj til de talrige og forskelligartede samarbejdspartnere, der er relevante i udviklingen af Hærvejen.
Styregruppen har vurderet, at en strategiperiode på fire år er hensigtsmæssig. Dette skal dog ikke ses som et udtryk for en forventning om, at ambitionen om en vandre- og cykelattraktion med international tiltrækningskraft er realiseret inden udgangen af 2025. Perioden er en afbalancering af at få en strategi, der kan forankres og være retningsgivende for samarbejdet i en længere periode, men hvor det også sikres, at projektet altid har et tidssvarende og relevant strategisk grundlag. I strategiens fem indsatsområder er der også målsætninger, der rækker ud over 2025, hvilket lige netop er en illustration af, at arbejdet med udvikling af en ikonisk vandrerute med lokal værdi og international tiltrækningskraft er et langt sejt træk. Nærværende strategi, se bilag 1, beskriver hvorledes, vi kommer godt i gang med dette arbejde.