Arbejdsmarkedsudvalget og Sundhedsudvalget har på deres møder i januar ønsket en drøftelse af placeringen af kommende møder i byrådet.
Jeppe Ugilt og Ole Frederiksen har på TMU's møde den 15. januar 2014 ønsket spørgsmålet om stedet for afvikling af byrådsmøder efter sommerferien 2014 drøftet i byrådet.
Status er, at Økonomiudvalget på sit møde den 21. august 2013 behandlede en sag, hvoraf følgende fremgik:
”Byrådsmøderne foreslås i 1. halvår 2014 placeret efter samme princip som tidligere, på skift mellem de forskellige administrationsbygninger. Fra 2. halvår 2014 foreslås, at byrådsmøderne holdes i den nye byrådssal i Støvring.”
Indstillingen blev godkendt af et enigt Økonomiudvalg. Søren Søe-Larsen deltog ikke i sagens behandling.
Baggrunden for beslutningen var, at det nye rådhus i Støvring afleveres færdigt fra entreprenøren i april 2014. Herefter skal der afsættes en antal uger til at opbygge serverrum og at sikre, at bygningen IT-mæssigt på enhver måde er klar til ibrugtagning.
Den nye byrådssal vil herunder blive monteret med det lydanlæg, der i dag er i den tidligere byrådssal i Terndrup – idet der ikke i budgettet for rådhusbyggeriet er afsat midler til nyt lydanlæg.
Den nye byrådssal vil være færdigmøbleret og monteret med av-udstyr, så den er klar til ibrugtagning ved udgangen af 1. halvår.
Økonomiudvalget traf på det grundlag beslutning om, at byrådsmøderne fra 2. halvår afholdes her for at få optimalt udbytte af de nye faciliteter.
Byrådsmøderne har indtil nu været afholdt på skift mellem de tre administrationsbygninger for at give nem adgang til at overvære byrådsmøderne i forskellige dele af kommunen.
Erfaringen er imidlertid at antallet af tilhørere er meget begrænset – og at fremmødet er uafhængigt af geografien. Til de fleste møder er der en mindre fast tilhørerkreds, som deltager uanset mødets placering.
De gange, hvor der har været et betydeligt antal tilhørere, har der været en sag på dagsordenen, der har engageret et lokalområde eller et fagområde – senest f.eks. da en række dagplejere mødte op for at overvære byrådets behandling af den fremtidige struktur for dagplejen.
Lokalbefolkningen har derimod stort set ikke benyttet sig af den fysisk tættere adgang til at overvære byrådsmøderne.