Sagsfremstilling
Der er udarbejdet et forslag til budgetvejledning og proces for budget 2019-22. De overordnede linjer blev præsenteret og drøftet på Byrådets visionsseminar den 16 marts 2018.
Forvaltningen har udarbejdet budgetvejledningen med baggrund i de senere års erfaringer og drøftelserne heraf.
Hovedformålene med budgetproceduren kan opdeles i følgende 4 hovedformål:
- Budgetproceduren skal give overblik over budgetprocessen og sikre indsigt, gennemskuelighed og stort informationsniveau.
- Budgetproceduren skal medvirke til, at fastholde målene i den økonomiske politik
- Budgetproceduren skal medvirke til, at skabe ejerskab til budgettet.
- Budgetproceduren udgør en samlet vejledning over hvilket budgetmateriale, der skal anvendes samt hvornår og hvordan dette materiale tilvejebringes.
I den økonomiske politik 2018-2021, som behandles på samme dagsorden er der lagt op til følgende.
Det er Byrådets mål, at:
- have overskud på det skattefinansierede område inkl. renter og afdrag på lån.
- have et bruttoanlægsniveau på 75 mio. kr. eksklusiv ældreboliger, således at kommunens kapitalapparat som minimum bevares.
- have en løbende kassebeholdning (opgjort efter kassekreditreglen), der udgør kr. 3.000 pr. indbygger, svarende til ca. 90 mio. kr. i 2018
- at låneoptagelse (indenfor det skattefinansierede område) primært sker, hvor det lovgivnings- eller aftalemæssigt er en forudsætning for kommunens finansiering af projekter eller aktiviteter.
- der sker en nettoafvikling af kommunens samlede gæld (hvert år), samt en reduktion i kommunens gæld over de kommende 4 år, med minimum 10 mio. kr.) for dermed, at sikre kommunens økonomiske handlemuligheder. (Eksklusiv ældreboliger)
- der som udgangspunkt ikke gives tillægsbevillinger. Økonomiske udfordringer uden for de lovbundne område, finansieres eksempelvis via omstillinger. Tillægsbevillinger på lovbundne områder finansieres om muligt ved træk på et forud opbygget økonomisk råderum. Der tillades dog overførsel mellem årene i henhold til gældende vedtagne regler herfor.
- taksterne på de brugerfinansierede områder følger omkostningsudviklingen.
Budgetvejledningen indeholder endvidere forslag til tidsplan, der beskriver processen fra visionsseminar, over politiske drøftelser i foråret, til udarbejdelse af basisbudget, til budgetseminar, til 1. behandling af budgettet, høringsfase og endelig vedtagelse, for til sidst, at ende med en opfølgnings- og informationsfase.
Det er forvaltningens vurdering, at det bliver nødvendigt at tilvejebringe et vist råderum til politiske prioriteringer.
I budgetproceduren er det fremført, at der blandt andet kan skabes råderum via en yderligere reduktion af fremskrivning på løn og priser (der er besluttet indarbejdet reduktion af fremskrivningen med 0,5 % for hvert af årene 2019-22). Det bemærkes, at råderummet ikke er afsat som en særlig pulje, men indgår i bundlinjen.
Alternativt kan der udarbejdes forslag til konkrete besparelser og/eller effektiviseringer.