Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler, at lokalplan nr. 320 og tillæg nr. 15 til Kommuneplan 2017-2029 sendes i 4 ugers høring.

Teknik- og Miljøudvalget, 26. september 2018, pkt. 158:

Godkendt.

Anna Oosterhof deltog ikke i behandlingen af sagen.

Sagsfremstilling

Udarbejdelse af planlægning har taget udgangspunkt i, at der i forbindelse med budget 2018-21 blev besluttet at afsætte 16. mio. kr. til en ny daginstitution i Støvring med plads til 30 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn, dette er siden hævet til 40 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn. Placering af institutionen er faldet på et område øst for Støvring Kirke og i nærhed af den nye Klepholmvej.

Derudover er der et ønske fra Støvring Kirkes menighedsråd om mulighed for at bygge en ny kirke i tilknytning til kirkes eksisterende arealer ved Kirkevej i Støvring.

Endelig har planlægningen taget udgangspunkt i, at der i forbindelse med udvidelse af Klepholmvej med bl.a. en ny broforbindelse over jernbanen, nedlægges et eksisterende regnvandsbassin. Der er derfor behov for etablering af nye regnvandsbassiner. Disse ønskes placeret nord for Klepholmvej.

Området omfatter et areal på ca. 5,4 ha og fremstår med dyrkningsarealer med et læhegn i den vestlige afgræsning af lokalplanområdet. Inden for området findes én bolig i form af et husmandssted med mindre driftsbygninger. Boligen og tilhørende driftsbygninger er eksproprieret i 2018 i forbindelse med udvidelse af Klepholmvej og elektrificeringen af jernbanen.

Beskrivelse af forslag til lokalplan nr. 320
Lokalplanen udlægger 3 større delområder, et til kirkeformål, et til institutionsformål og et delområde til grønne arealer med regnvandsbassiner.

I planlægningen har der været særligt fokus på at undgå miljøkonflikter ved især institutionen, som er støjfølsom, men samtidigt også selv udsender støj. Derfor er den placeret i passende afstand til jernbane, eksisterende boliger og erhvervsområdet mod syd ved Hagensvej. Derudover har været fokus på at give mulighed for, at en fremtidig ny kirke får god plads og grønne arealer omkring kirken.

Forslag til tillæg nr. 15 til kommuneplan 2017
Kommuneplantillægget giver mulighed for, at der kan laves en kirke på med højde på op til 12 m samt et kirketårn med en bygningshøjde på maks. 30 m. Derudover giver kommuneplantillægget mulighed for regnvandsbassiner til håndtering af regnvand både fra området og fra naboområder.

Miljøvurdering
Planen er omfattet af Lov om Miljøvurdering af planer og programmer. Der er foretaget en screening af planforslagene mulige indvirkning på miljøet. På baggrund af screeningen er det vurderet, at der ikke skal foretages en miljøvurdering.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Kommuneplantillæg nr. 15 og lokalplan nr. 320 giver mulighed for opførelse af en ny kirke samt en ny daginstitution, der kan servicere borgerne i Støvring. Derudover giver planlægningen mulighed for etablering af regnvandsbassiner, der kan håndtere overfladevand fra lokalplanområdet, Klepholmvej og erhvervsområdet ved Hagensvej.  

Beslutning

Indstilles godkendt.

Allan Busk tog forbehold.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler

at ændringerne vedr. tag og solceller indarbejdes i planen, og
at forslag til lokalplan nr. 313 vedtages

Teknik- og Miljøudvalget, 26. september 2018, pkt. 156:

Godkendt.

Anna Oosterhof deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomi

Ingen bemærkninger

Sagsfremstilling

Lokalplanen giver mulighed for at etablere boliger som tæt-lavt byggeri eller etageboliger.

Høringssvaret omhandler disponering af grunden, tage, solceller, håndtering af regnvand og etablering af vaskeplads. Ejendommens ejer har ingen bemærkninger til høringssvaret. For en uddybende gennemgang af høringssvaret, se bilag 4.

Disponering af grunden

Høringssvaret omhandler, at det er svært at udnytte en bebyggelsesprocent på 40 når der stilles krav til 2 parkeringspladser pr. tæt-lav bolig, fælles og private opholdsarealer samt depotrum.

Forvaltningen vurderer, at det kan være svært at udnytte en bebyggelsesprocent på 40, hvis der kun bygges i 1 plan. Bestemmelserne om hhv. privat og fælles opholdsareal skal medvirke til at give kvalitet i udstykningen, og det vurderes, at de fælles friarealer bliver for små, hvis ca. halvdelen reserveres til private opholdsarealer. Der kan opføres op til 50 m² depotrum på fællesarealerne, før det ikke længere tæller med som fællesareal. Parkeringskravet svarer til det, der ellers fastlægges i sådanne byggerier, og er i overensstemmelse med kommuneplanen. Det vurderes ikke, at der er grundlag for at nedjustere kravet i dette område.

Forvaltningen indstiller, at lokalplanen ikke ændres på baggrund af høringssvaret.

Tag

Høringssvaret omhandler om tage kan være røde.

Forvaltningen vurderer, at det er en forglemmelse, at der ikke er mulighed for røde tage.

Forvaltningen indstiller, at bestemmelsen ændres, således der gives mulighed for, at tage skal være sorte eller røde.

Solceller

Høringssvaret omhandler, at der skal være bedre mulighed for at integrere løsninger med solcelleanlæg i byggerierne.

Forvaltningen vurderer, at bestemmelsen kan præciseres, således det bliver tydeligt, at solcelleanlægget ikke nødvendigvis skal nedsænkes i tagfladen.

Forvaltningen indstiller, at bestemmelsen ændres, således solcelleanlæg på tage med hældning også kan opsættes parallelt med tagfladen og hævet max 10 cm over den.

Håndtering af regnvand

Høringssvaret omhandler, at der på baggrund af den tidligere aktivitet på grunden bør tillades en befæstelsesgrad på 50 % førend regnvand skal forsinkes, fremfor de 35 % som lokalplanen fastlægger.

Forvaltningen vurderer, at det vil være i strid med spildevandsplanen. Det vurderes ikke, at grundejer kan have en berettiget forventning om en højere befæstelsesgrad, da der er tale om en ny anvendelse af området, og fordi der er kontinuitetsbrud i grundens bebyggede areal.

Forvaltningen indstiller, at lokalplanen ikke ændres på baggrund af høringssvaret.

Vaskeplads

Høringssvaret omhandler, at bestemmelsen om etablering af vaskeplads bør erstattes af en bestemmelse om, at bilvask ikke er tilladt på grunden.

Forvaltningen vurderer, at bilvask alene kan forbydes via grundejerforeningens vedtægter, hvor det er vanskeligt at håndhæve.

Forvaltningen indstiller, at lokalplanen ikke ændres på baggrund af høringssvaret.

Ændringerne medfører ikke supplerende høring.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Forslag til lokalplan nr. 313 har været fremlagt i 6 uger. Kommunen har modtaget 1 høringssvar til planforslaget. Der skal tages stilling til om planforslaget skal vedtages.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0