Aflastningspladser
I april 2018 søgte Center Pleje og Omsorg Sundhedsstyrelsens pulje: Flere meningsfulde dag- og aflastningstilbud samt støtte til yngre med demens".
Rebild Kommune fik d. 3. juli 2018 tildelt 1.167.385,- kr. fra Sundhedsstyrelsen til projektet. Sundhedsstyrelsens beløb skal dække ekstra timer til medarbejdere på dagcentret og til aflastningspladsen. Beløbet må ikke dække indskud og husleje til en aflastningsplads, derfor skal Center Pleje og Omsorg selv finansiere 225.000,- kr. gældende for projektperioden fra d. 1.10.2018 til d. 31.12.2019 til etablering af en aflastningsplads på Ådalscentret.
Derudover er det et krav fra sundhedsstyrelsen at Rebild Kommune bidrager med en egenfinansiering på ca. 130.000 kr. i projektperioden, primært lønudgifter.
Ved at etablere en aflastningsplads på Ådalscentret får borgere med demens et mere sammenhængende forløb, idet de får mulighed for komme i dagcentertilbud og på aflastning i et og samme hus. Herudover kan det give mere ro for beboere på de øvrige ældrecentre, når borgere med demens ikke kommer på aflastning på en somatisk aflastningsplads, idet borgere med demens kan have en mere urolig og udadreagerende adfærd.
For at kunne etablere en aflastningsplads på Ådalscentret inddrages én af de 30 boliger. Inddragelsen af én bolig er muligt, fordi der i 2017 og 2018 kontinuerligt har været 1-2 ledige boliger.
Dagcentertilbud
Det er i dag muligt at komme på dagcenter tre dage om ugen. Når tilbuddet udvides, bliver det muligt én dag mere om ugen samt en aften. På den vis opnås mere fleksible åbningstider. Med udvidelsen af dagcentertilbuddets åbningstider er målet at kunne give borgere med demens mulighed for flere meningsfulde aktiviteter og samvær med andre i trygge og kendte rammer. I dagcentertilbuddet forventes et samarbejde med frivillige indsatser som Røde Kors og Ældresagen.
Sammenhængende forløb
Ved at etablere en aflastningsplads på Ådalscentret samt udvide dagcenters åbningstider er målet at skabe et sammenhængende forløb for borgerne i kendte og trygge rammer, idet dagcentertilbud og mulighed for aflastning er i samme hus. Et hus som borger - muligvis på sigt - får som sin faste bopæl.
Status på projektet
Der skal løbende indsendes status på projektet til Sundhedsstyrelsen. I den forbindelse sendes der også en status til Sundhedsudvalget. Første status til Sundhedsudvalget bliver til april 2019.