Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at økonomiudvalget drøfter indstillingen fra Udvalget for Teknik og Miljø.

Sagsfremstilling

Dagsordenspunktet er udarbejdet under forudsætning af, at der tidligere i dagsordenen er taget beslutning om at prioritere etableringen af Ny Nibevej. Såfremt det alternative forslag til Ny Nibevej prioriteres kan dagsordenpunktet udsættes, alternativt kan det alternative forslag sidestilles med Ny Nibevej i forhold til den anbefalede tidsrækkefølge, og med forbehold for ændret økonomi og tidsramme for planlægning af projektet.

Ny bro over jernbanen ved Klepholmvej (se kortbilag)

En ny bro over jernbanen ved Klepholmvej er en del af udmøntningen af dispositionsplanen for Støvring Ådale.  I dag er ca. 1/3 del af planen gennemført. De næste faser omfatter etablering af Kronhjorten, Rådyret, etablering af børnehave ved Kærvej med plads til 90 børn og centerområdet ved stationen, hvilket samlet vil betyde opførelse af ca. 400 nye boliger de kommende år. I dag trafikeres området fra Mercurvej og fra Kærvej. Da Kærvej er smal og jernbaneunderføringen ikke er bred nok til at to køretøjer kan passere samtidig, har den en begrænset kapacitet. Vejen vurderes ikke at være velegnet i forhold til at understøtte den forsatte byudvikling i området og sikre en fornuftig tilgængelighed til den nye børnehave. Der vurderes derfor at være et behov for i løbet af de kommende år, at sikre en bedre trafikbetjening af området.

Der forventes ikke at skulle udarbejdes VVM-redegørelse for projektets realisering.

Da projektet kræver et indgående kendskab til Banedanmarks arbejdsgange foreslås engageret en bygherrerådgiver med de nødvendige kompetencer indenfor området.  

Valg af bygherrerådgiver, gennemførelse af EU-udbud incl. de politiske behandlinger forventes at tage 8-9 mdr. Projektering, sagsbehandling ved Banedanmark samt anlægsfasen forventes at tage halvandet år. Samlet vurderes arbejdet at strække sig over 2 år. En detaljeret tidsplanlægning afventer en politisk beslutning om igangsætning af Elektrificering Aarhus-Lindholm, men der er en forventning om at projektet skal gennemføres i første del af Banedanmarks anlægsperiode dvs. i starten af 2020’erne.

I budgetaftale 2017-20 er der i årene 2018 og 2019 afsat hhv. 14,825 og 13,175 mio. kr  

Ny Nibevej (se kortbilag)

Ny Nibevej har været udlagt med arealreservation i Kommune – og Regionplanlægningen siden 2005. Formålet med vejprojektet er at forbedre fremkommeligheden og trafiksikkerheden for trafikken mellem Skørping-området og motorvejsnettet, endvidere at aflaste Nibevej og understøtte byudviklingen syd for denne.

Den fortsatte byudvikling i Skørping øger behovet for indenfor en kortere årrække at forbedre trafikbetjeningen. Ligeledes har den igangværende udbygning af Høje Støvring sat fokus på behovet for en langsigtet løsning. Da etape 2 af Høje Støvring også kan betjenes via Hobrovej, vurderes behovet ikke at blive væsentlig øget, med mindre der træffes beslutning om yderligere byudviklingsområder, som skal trafikbetjenes fra Nibevej.

Gennemførelse af projektet vil kræve udarbejdelse af en VVM-redegørelse, som det vurderes at kunne gennemføres på ca. 1 år incl. diverse høringsperioder og politiske behandlinger. Herefter skal der gennemføres et EU-udbud som forventes at tage 8-9 mdr. Arealerhvervelse, diverse forundersøgelser forventes gennemført i samme periode. Projekterings- og anlægsfasen forventes gennemført på halvandet år. Samlet vil arbejdet strække sig over ca. 3 år.

I budgetaftalen er der afsat 5,5 mio. kr i 2019 og 24,5 mio. kr i 2020 til projektets realisering.  

Forvaltningens anbefaling

Forvaltningen vurderer at behovet for investering i ny infrastruktur er størst i Støvring Ådale, og at en udbygning af infrastrukturen vil være med til at understøtte en fortsat byudvikling i området. Det anbefales derfor at planlægge realiseringen af Klepholmvej før Ny Nibevej, og at der afsætte planlægningsmidler i 2018 med henblik på valg af bygherrerådgiver og gennemførelse af udbud, og at der afsættes midler til projektering og anlæg af broen i 2019/2020.  

Ny Nibevej foreslås startet op i 2019 med udarbejdelse af VVM-redegørelse, gennemførelse af EU-udbud i 2020 og Projekterings- og anlægsfase i 2021/2022

Økonomi:

Der er i budgetaftalen 2017-20 afsat 28 mio. kr til medfinansiering af ny bro over jernbanen ved Klepholmvej, i det nyeste overslag fra Banedanmark er kommunens andel opgjort til 30 mio. kr.

For Ny Nibevejs realisering er der i budgetaftalen afsat 30 mio. kr. Her er anlægsoverslagen baseret på de udarbejdede skitseforslag beregnet til mellem 36,7 og 60 mio. kr (excl. arealerhvervelse og VVM-redegørelse). Et forslag hvor Mastrup Bæk krydses som dæmning og tilsluttes Buderupholmvej efter dambruget vurderes at koste 51 mio.kr incl VVM-redegørelse og arealerhvervelse.

Indstilling:

Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø over for Økonomiudvalget anbefaler:

- at projektet for ny bro over jernbanen ved Klepholmvej prioriteres før projektet for etablering af Ny Nibevej,

- at arbejdet for realisering af ny bro ved Klepholmvej påbegyndes 2018, og

- at arbejdet, herunder VVM-redegørelse, for realisering af Ny Nibevej påbegyndes 2019 (rettet fra 2020 til 2019)

Udvalget for Teknik og Miljø, 10. maj 2017, pkt. 78:

Et flertal i Udvalget for Teknik og Miljø bestående af Jeppe Ugilt, Thomas S. Thomsen og Ole Frederiksen ønskede, at Ny Nibevej etableres før broen ved Klepholm.

Morten Lem og Rasmus Rask ønskede prioriteringen som indstillet, med forbehold for at elektrificeringen af banen besluttes.

 

Økonomiudvalget, 15. maj 2017, pkt. 110:

Udsat indtil Folketinget har vedtaget anlægsloven for elektrificering.

Søren Søe, Søren Konnerup og Per Vilsbøll deltog ikke i behandlingen af sagen.

Administrativ bemærkning:

Banedanmark oplyser, at anlægsloven er vedtaget og at der pt. pågår møder i Folketingets Transportudvalg om at igangsætte elektrificeringsprojektet for jernbanen til Aalborg.

Forventningen er, at der træffes beslutning om igangsætning af projektet inden udgangen af denne måned.

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget  

I budgetaftalen for 2017-20 indgår forlægningen af Nibevej (Ny Nibevej) og ny bro over jernbanen ved Klepholmvej. I budgetaftalen er der samlet afsat 58 mio. kr til realisering af projekterne i perioden 2018 – 2020. Såfremt der i det forudgående punkt er truffet beslutning om at prioritere etablering af Ny Nibevej, skal Økonomiudvalget træffe beslutning om i hvilken rækkefølge projekterne skal realiseres.

Beslutning

Indstilles godkendt med finansiering fra uforbrugte midler til jordkøb.

Søren Søe deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Udvalget for Teknik og Miljø indstiller til Økonomiudvalget og byrådet

- at der træffes beslutning om at igangsætte en detailprojektering af etape 1 og udfærdigelse af udbudsmateriale, med henblik på igangsætning af anlægsarbejde primo 2018.

- at der ansøges om tillægsbevilling på 0,9 mio. kr finansieret af kassen.

Udvalget for Teknik og Miljø, 14. juni 2017, pkt. 105:

Godkendt.

Økonomi

Projektet for etape 1, er med et anlægsoverslag på 11 mio. kr indmeldt som budgetønske for 2018 (se anlægsoverslag). Der skal endvidere erhverves et areal på ca. 2.500 m2 syd for Mastrup Bæk (matr. nr. 11as og 11r Støvring By, Buderup), og et areal for indpasning af rundkørslen på 50-300 m2 (matr. nr. 32 Støvring By, Buderup), afhængig af den nøjagtige placering af denne.

Udgifterne til forundersøgelser, udarbejdelse af detailprojekt (alene anslået til 0,7 mio. kr) og udbudsmateriale, kan ikke rummes indenfor indeværende års driftsbudget, hvorfor der bliver behov for en tillægsbevilling på 0,9 mio. kr, finansieret af kassen.

Sagsfremstilling

I forbindelse med realisering af det nye boligkvarter ”Rådyret” og placering af ny børnehave i Støvring Ådale, er der behov for udbygning af infrastrukturen i området.

Det samlede infrastrukturprojekt omfatter en forlængelse af Støvring Ådale langs jernbanebanen frem til Klepholmvej, ny bro over jernbanen og ny vejforbindelse til Hobrovej.

I 2018 planlægges 1. etape af projektet gennemført. 1. etape omfatter forlængelse af Støvring Ådale til umiddelbart syd for Mastrup Bæk, samt forlængelse af Kærvej frem til den private byggemodning "Rådyret". (se Oversigtsplan, etape 1)

Etape 2 omfatter det videre forløb af Støvring Ådale og ny bro ved Klepholmvej (se Situationsplan). Den videre planlægning for denne etape afventer statens beslutning om igangsætning af elektrificeringen af strækningen Aarhus-Lindholm.  

Vejenes udformning.

Støvring Ådale udformes som fordelingsvej med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Vejen bestykkes med 7 meter bred kørebane, 2 x 1 meter rabat, 2 x 1,8 meter cykelstier og 2 x 1,5 fortove og belysningsanlæg. Udformningen modsvarer det eksisterende vejanlæg.

Kærvej, som omdøbes til Rådyret, udformes som stamvej med en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Vejen bestykkes med 6 meter kørebane, 2 x 1 meter rabat og 2 x 1,8 meter fællessti, hvilket modsvarer vejprojektet for byggemodning af Rådyret.

Krydsningen mellem Støvring Ådale og Kærvej udformes som rundkørsel. Valget af rundkørsel beror ikke på kapacitetsmæssige hensyn, idet et vigepligtsreguleret T-kryds ligeledes vil kunne afvikle den forventede trafikmængde fornuftigt. Derimod er der trafiksikkerhedsmæssige og områdeæstetiske hensyn, der taler for etablering af en rundkørsel.

De øvrige større kryds i området er etableret som rundkørsler, hvorfor det vil være naturligt også at etablere krydsningen med Kærvej som rundkørsel, idet denne også vil betjene gennemkørende trafik. En rundkørsel vil generelt medvirke til at dæmpe hastighederne på Støvring Ådale og specielt i selve krydsområdet, hvilket vil give bedre mulighed for fodgængere og cyklisters krydsning af vejen.

Generelt er rundkørsler en mere sikker krydsudformning end vigepligtsregulerede kryds, men specifikt for cyklister, hvor disse føres med rundt i en cykelbane, er effekten tvivlsom. I de 4 eksisterende rundkørsler i Støvring, som er etableret efter samme princip med en cykelbane, er der siden 2012 registeret ét uheld med én let trafikant. Det er derfor vurderet, at der lokalt ikke er en øget risiko for uheld med lette trafikanter ved den valgte udformning.

Med valg af rundkørsel bliver det endvidere muligt at tilslutte den vestlige del af Kærvej som et fjerde ben, som dels skal betjene cykeltrafikken fra Støvring by, dels være adgangsvej for Kærvej 23, 25, 27 og pumpestationen.

Adgangen for virksomheden øst for vejen forventes at ske slags børnehavens østlige skel til Kærvej, med mindre den kan erhverves.

Rundkørslen er pt. placeret så vestligt som muligt for at skabe så meget plads for den nye børnehave som muligt. Dette indebærer, at der skal erhverves mere areal fra Kærvej 23-25, end først antaget. Placeringen betyder endvidere, at der skal friholdes areal øst for vejen (hegn, beplantning mv) af hensyn til at tilvejebringe de nødvendige oversigtsarealer. I forbindelse med udfærdigelse af detailprojekt og konkrete forhandlinger med lodsejer, kan det blive relevant at justere på placeringen.

På oversigtsplanen er vist en ny adgang til centerområdet. Placering af adgangen(e) er ikke endeligt fastlagt, men beror på en detaljeret planlægning af centerområdet. Ligeledes skal gående og cyklendes krydsningen på tværs af Støvring Ådale bearbejdes yderligere for at sikre sammenhæng til stationsområdet og Jernbanegade  

Af anlægstekniske og økonomiske årsager etableres en ny underføring af Mastrup Bæk syd for den eksisterende, og bækken føres i et nyt tracé på en ca. 60 meter lang strækning.

Vejen anlægges på dæmning hvor denne krydser Mastrup Bæk, hvilket giver mulighed for samtidig at etablere en stitunnel. Via en ny stipassage hvor Mastrup Bæk krydser jernbanen (afventer aftale med Banedanmark) bliver det muligt at skabe en sikker rekreativ forbindelse langs den grønne kile, og som kan styrke sammenhængen mellem Støvring og den nye bydel.

Møde med lodsejer syd for Mastrup Bæk

Der blev d. 31. maj afholdt møde med ejer af arealerne syd for Mastrup Bæk. På mødet blev der ytret ønske om at undlade at medtage vejoverføringen ved Mastrup Bæk i etape 1, af hensyn til en hensigtsmæssig drift af markarealerne i perioden frem til igangsætningen af etape 2. Administrationen anførte, at man helst ser etape 1 gennemført som planlagt, for ikke senere, at skulle genere den ny børnehave når denne er ibrugtaget.

Det besluttedes, at de planlagte arkæologiske undersøgelse af arealerne til vejanlægget, som ellers var planlagt udført samtidig med undersøgelserne af børnehavegrunden sidst i juni, afventer til efter der er høstet. Endvidere, at der i forbindelse med etableringen af etape 1, lejes det nødvendige areal til brug for anlægsarbejdet, således, at der i anlægsperioden kan opretholdes en fornuftig drift af det resterende markareal syd for etape 1.  

Tidsplan

Vejene planlægges ibrugtaget inden udgangen af 2018, og i øvrigt koordineret med etablering af børnehaven og vejudbygningen i boligområdet Rådyret. De overordnede vilkår for udbud forventes politisk godkendt august/september i indeværende år. Udsendelse af udbudsmateriale og licitation januar/februar 2018. Påbegyndelse af anlægsarbejdet marts/april 2018.  

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Der er gennemført en planlægning for udbygning af infrastrukturen i Støvring Ådale. Det skal besluttes om det udarbejdede skitseforslag for vejanlægget, skal danne grundlag for udarbejdelse af detailprojekt for etape 1 af projektet, med realisering i 2018. Af hensyn til tidsmæssig koordinering med øvrige byggeprojekter søges om tillægsbevilling til påbegyndelse af detailprojekteringen i indeværende år.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0