Den 25. januar 2016 afsagde Vestre Landsret dom i tvist mellem Sønderborg Kommune og 2 lokale fjernvarmeselskaber. Dommen betyder, at kommuner, der yder garantier, som udgangspunkt skal opkræve en markedsmæssig årlig garantiprovision. Vederlagsfrie garantier kan sidestilles med ulovlig statsstøtte og er dermed ugyldige, og en sådan garanti vil betyde en forrykning af den byrdefordeling mellem kommunens borgere, som hvile-i-sig-selv princippet forudsætter. På den baggrund konkluderede landsretten, at Sønderborg kommune var berettiget til senere at beslutte, at der skulle opkræves provision for garantistillelse. Landsretten begrundede afgørelsen med, at fjernvarmeselskaberne driver virksomhed på et konkurrenceudsat marked. Selskaberne leverer varme til kunder, som selv kan vælge varmeforsyningskilde. Det omfatter både tilslutningspligtige og ikke-tilslutningspligtige kunder. Begge typer kunder kan vælge, om de vil bruge fjernvarme eller få varme fra alternative varmeforsyningskilder. På den baggrund lægger landsretten til grund, at Sønderborg Kommunes ydelser af garantier uden betaling af provision giver de to fjernvarmeselskaber en konkurrencefordel der begunstiger dem i konkurrencen med andre producenter, hvilket er i strid med Traktat om Den Europæske Unions Funktionsmåde (TEUF) artikel 108, stk. 1.
Det kan oplyses, at fjernvarmeselskaberne har ønsket at anke afgørelsen til Højesteret. Procesbevillingsnævnet har dog den 20. juni 2016 afslået at lade sagen prøve ved 3. instans, og afgørelsen er derfor definitiv.
Dommens konsekvenser for Rebild Kommune:
I juni 2012 besluttede byrådet at opkræve en "up-front" garantiprovision (stiftelsesprovision) på 1,5% af hovedstolen for garantier til forsyningsselskaber med virkning fra 1. juni 2012. Rebild Kommune har således udelukkende opkrævet stiftelsesprovision fra 1. juni 2012, men som konsekvens af dommen skal kommunen opkræve årlig provision af ovenstående garantier. Opkræver Rebild Komunen ikke løbende garantiprovision kan staten vælge at opkræve provisionen, således at forsyningsselskaberne under alle omstændigheder pålægges udgiften. Forvaltningsretligt er kommunen formentlig ikke forpligtet eller berettiget til at opkræve provision med tilbagevirkende kraft. Dette vil blive vurderet nærmere, idet det som udgangspunkt foreslås, at ændringen med opkrævning af garantiprovision kun indføres fremadrettet for restgælden af garantier givet efter 1. juni 2012. Rebild Kommune skal dog i forhold til eksisterende garantier stillet før 1. juni 2012 sikre disses lovlighed i henhold til ovennævnte dom, og hvis det viser dig, at der også skal opkræves med tilbagevirkende kraft vil sagen blive forelagt på ny politisk behandling. Der vil dog blive beregnes årlig garantiprovision af alle lån fra 2007 hvor der fortsat er resthæftelse.
Det foreslås derfor, at forsyningsselskaberne orienteres om udfaldet af dommen, og at selskaberne varsles om, at der fremadrettet vil blive opkrævet årlig provision på markedsmæssige vilkår. Denne forventes som udgangspunkt at blive fastsat efter konkret vurdering af de enkelte garantier med en procentsats af restgælden ultimo året i garantiens restløbetid. Første gang provisionen opkræves bliver pr. 31. december 2017 gældende for regnskabsåret 2017