Sagsfremstilling
Lokalplan nr. 3.6 er på ca. 0,6 ha, heraf er ca. 0,4 ha ikke omfattet af forslag til lokalplan nr. 308 (se vedlagte kort).
De 0,4 ha ligger på en enkelt landmands jord på matr. nr. 4bn Kirkegårde, Ravnkilde. Arealet bruges i dag til juletræer.
Byrådet kan med planlovens § 33, stk. 1, nr. 1 ophæve lokalplaner for arealer, der tilbageføres til landzone, når en planlægning for området ikke længere findes nødvendig. Det vurderes ikke, at planlægning for området er nødvendig. Hvis lokalplan nr. 308 vedtages endeligt, vil der være rigeligt erhvervsareal i dette område de næste mange år.
Jf. planlovens § 45, stk. 1 kan byrådet tilbageføre arealer til landzone i overensstemmelse med kommuneplanen. Forslag til kommuneplantillæg nr. 32 ophæver rammeområde 05.E360 på matr. nr. 4bn. Beslutning efter § 45, stk. 1 kan træffes, efter grundejere er blevet hørt.
Efter ophævelse af lokalplan nr. 3.6 og tilbageførelse af arealet til landzone, vil arealet skulle administreres efter bestemmelserne i planlovens kap. 7 om landzone.
Miljøvurderingsloven gælder også ved ophævelse af lokalplaner efter § 33, stk. 1. Der er derfor lavet et forslag til miljøscreening, som skal klarlægge, om der skal laves en egentlig miljøvurdering. Det konkluderes i screeningen, at der ikke skal laves en miljøvurdering.
Forslag til kommuneplantillæg nr. 32 og lokalplan nr. 308 forventes sendt i offentlig høring i april/maj måned.