Ombygning af højskolebygning til kulturskole.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede på møder i marts og august 2016, at forvaltningen og kulturskolen skulle arbejde med at samle Kulturskolens aktiviteter i den tidligere højskolebygning i Støvring.
Forvaltningen har indgået samarbejde med Rebild Arkitekterne om at udarbejde indretningsforslag for højskolebygningen. Den 1. marts fremlagde Rebild Arkitekterne dispositionsforslag for projektgruppen, som består af repræsentanter fra Støvring Museumsforening, Kulturskolen, STUBHuset og forvaltningen.
Dispositionsforslaget indeholder 2 indretningsforslag. I begge forslag inddrages både stue og 1 sal til et fælles hus med Museumsforening og Kulturskole. Dispositionsforslag er vedhæftet.
Forslag 1:
Museumsforeningen flyttes fra nuværende lokaler og der etableres udstillingslokale i den eksisterende blå stue. Grøn stue anvendes som kaffestue og forskole, og dvs. som fælleslokale mellem Museumsforeningen og Kulturskolen. Endvidere kan Grøn stue anvendes til foreninger, generalforsamlinger mv. Den røde stue inddrages til henholdsvis kontor og rytmisk samspil. Museumsforeningens nuværende lokaler ombygges og anvendes til marimba og slagstøjslokale. Den gamle hovedindgang tages i brug, således museumsforeningen får indgang herigennem.
Forslag 2:
Museumsforeningen forbliver i de nuværende lokaler. I den blå stue etableres marimba og slagtøjlokale, rød stue inddrages til rytmisk samspilslokale. Grøn stue anvendes som kaffestue og forskole fælles mellem Museumsforeningen og Kulturskolen.
I begge forslag etableres lift for at skabe en bedre tilgængelighed i bygningen og 1. sal indrettes til Kulturskolen med kontor og undervisningslokaler til henholdsvis billedkunst, dans, klaver mv.
Proces og økonomi:
De to forslag blev drøftet i projektgruppen på møde den 1. marts, og der er efterfølgende afholdt møde mellem museumsforeningen og medlemmer af Kultur og fritidsudvalget den 23. marts. Museumsforeningen har udarbejdet notat fra mødet, som vedhæftes. Endvidere vedhæftes et af Museumsforeningen tidligere fremsendt brev. Museumsforeningen har et stort ønske om at forblive i deres nuværende lokaler og bibeholde deres nuværende udstillingslokale. Kulturskolen ser muligheder i begge indretningsforslag.
Rebild Arkitekterne har udarbejdet et økonomisk overslag på de to forslag. Forslag 1 vurderes at koste 2,53 mio. kr., og forslag 2 vurderes at koste 2,29 mio. kr. Begge overslag er uden etablering af ny tagbelægninng, rytterlys, kviste mv. som yderligere vil koste 0,53 mio. (etape 3 jf nedenfor). Byrådet har tidligere besluttet at inddele renoveringen af højskolen i 3 etaper:
Etape 1: renovering af underetagen incl diverse udgifter i forbindelse med nedrivning af øvrige højskolebygninger
Etape 2: istandsættelse af 1. sal
Etape 3: udskiftning af tagdækning incl udskiftning af kviste
Byrådet har også besluttet, at man endnu ikke har taget stilling til etape 3.
Byrådet afsatte tidligere 1 mio. kr. i alt gennemførelse af etaperne 1 og 2. Etape 1 er gennemført for en udgift på ca. 1 mio. kr., mens etape 2 udestår. Til gennemførelse af etape 1 blev der ansøgt om fondsmidler fra Lokale AktionsGrupper (LAG Himmerland) og Lokale- og Anlægsfonden (LOA), som bevilgede i alt 342.000 kr. Af denne 1 mio. kr. resterer der således ca. 0,4 mio. kr. I forbindelse med vedtagelse af Budget 2017 besluttede et flertal af Byrådet at afsætte yderligere 1 mio. kr. til færdiggørelse af den allerede påbegyndte renovering, henset til ønsket om at flytte Kulturskolen i Højskolen. Derfor er der p.t. ca. 1,4 mio. kr. til at gennemføre projektet, excl. etape 3.
Forvaltningen arbejder nu videre med en endelig tids- og procesplan for projektet og der er endvidere aftalt møde med en ekstern konsulent, som skal hjælpe med fundraising. På mødet i kultur- og fritidsudvalget d. 9. maj, vil forvaltningen præsentere denne procesplan samt vurdering af mulighed for ekstern finansiering. Umiddelbart vurderer forvaltningen, at det ikke er realistisk at fundraise fuldt ud differencen mellem de resterende budgetmidler på ca. 1,4 mio. kr. og overslagene fra arkitekt på ca. 2,53 mio. kr. (forslag 1) eller 2,29 mio. kr. (forslag 2).