Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Beslutning

Godkendt som indstillet.

Kultur- og Fritidsudvalget opfordrer endvidere til, at Aktiv Ferie for Børn tænkes bredere, så det også omfatter efterårsferien.

Indstilling

Forvaltningen indstiller,

- At Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at der i 2018 arbejdes med målgruppen 2. til 6. klasse.

- At Kultur- og Fritidsudvalget godkender, at budgettet for Aktiv Ferie for Børn 2018 sættes til 70.000 kr., som kan afholdes indenfor Kultur- og Fritidsudvalgets samlede ramme.

Økonomi

Rebild Kommunes budget for de to Aktiv Ferie for Børn uger er normalt 56.000 kr. for målgruppe 2. til 6. klasse. I 2017 var budgettet øget med 50.000 kr., da målgruppen var udvidet med 7. - 9. klasse.

Endvidere har deltagerbetalingen i år givet en indtægt på 101.625 kr. og Mariagerfjord Kommune har givet et bidrag på 103.000 kr.

Aktiv Ferie for Børn 2017 har samlet haft udgifter for 236.288 kr. Dette dækker udgifter til trykning og distribution af foldere og plakater, drift af hjemmeside og deltagerbetalingssystem, annoncering i lokalaviserne og materialetilskud til foreningerne etc.

Grundet den lave tilslutning fra målgruppen 7. - 9. klasse, blev budgettet for denne målgruppe ikke brugt. Til gengæld gør den store efterspørgsel fra den yngre målgruppe 2. til 6. klasse, at budgettet for denne målgruppe er overskredet. Årets resultat er, at der er ubrugte Rebild Kommune midler i 2017 på 37.145 kr.

Såfremt udvalget vælger at følge forvaltningens anbefaling om, at målgruppen i 2018 er 2. til 6. klasser, anbefaler forvaltningen endvidere, at en del af de tidligere afsatte midler til den ældre målgruppe flyttes til den yngre målgruppe. Således at Rebild Kommunes budget for Aktiv Ferie for Børn 2018 bliver 70.000 kr. Dermed forventes der at være sammenhæng mellem budget og efterspørgsel i 2018.  

Sagsfremstilling

Hvert år går frivillige fra lokale foreninger og institutioner sammen om at lave sommerferieaktiviteter for børn i Rebild og Mariagerfjord Kommuner. Aktiviteterne finder sted i den første og sidste uge af børnenes sommerferie. Aktiviteterne er geografisk bredt fordelt udover kommunerne. Det er Center Kultur og Fritid, der - i samarbejde med Mariagerfjord Kommune - står for koordineringen af aktiviteterne, udarbejdelse og distribution af informationsmateriale, drift af hjemmeside, annoncering i lokalaviser og tilmelding/ deltageradministration.

Foreninger og institutioner har lavet et flot program for 2017. I år bød på hele 63 hold fordelt på en bred mangfoldighed af aktiviteter og steder. Som eksempler kan nævnes Naturpatruljen med Det Danske Spejderkorps, Find Vej i Rold Skov med Rold Skov Orienteringsklub, Lystfiskeri i Terndrup med Lystfiskerforeningen, Ironman i Terndrup Idrætscenter og meget, meget mere. Hver aktivitet varer mellem 1- 5 dage. Vedlagt er aktivitetsprogrammet for sommeren 2017, hvor en komplet oversigt over årets tilbud kan ses.

Alle børn, der er bosiddende eller går i skole i de nuværende 2.-6. klasser i Rebild og Mariagerfjord kommuner, kunne deltage i aktiviteterne. Som noget nyt var målgruppen i 2017 udvidet til også at omfatte 7. til 9. klasses elever. I år deltog 733 børn i Aktiv Ferie. Heraf 79 fra 7. til 9. klasse, men en stor del af disse er udtryk for samarbejde med ungdomsskolen omkring annoncering af Sommercamp. Kun 15 børn fra målgruppen 7. til 9. klasse kan ses som resultat af udvidelsen af målgruppen.

Egenbetalingen er bevidst holdt nede på et prisniveau, så alle har mulighed for at være med. Egenbetalingen er 75 kr. pr. dag. Dette adskiller Aktiv Ferie aktiviteterne fra andre, private sommerferietilbud til børn, der typisk er mange gange dyrere. Dermed har også mindre ressourcestærke familier mulighed for at give deres børn en aktiv ferie.

Evaluering af Aktiv Ferie for Børn 2017

Arbejdsgruppen omkring Aktiv Ferie for Børn er generelt godt tilfredse med årets forløb. Aktiv Ferie 2017 har fået positiv respons fra de deltagende børn, forældre, foreninger og institutioner. Samtidig har der været en fin opmærksomhed fra Nordjyske og lokale aviser, der har bragt forskellige artikler og fotos fra de forskellige aktiviteter, før, under og efter ugerne.

Igen i år skal der lyde en stor ros til de mange frivillige fra foreninger og institutioner, der har bakket op om Aktiv Ferie for Børn og bidraget til, at mange børn har fået en aktiv ferie med nye aktiviteter og nye venskaber. Det er imponerende, at så mange frivillige er villig til at bruge af deres sommerferie, for at give børnene denne oplevelse.  

Forvaltningen må dog også konstaterede, at der ikke har været en god tilslutning fra målgruppen 7. til 9. klasse. Kun 15 børn fra denne målgruppe har deltaget i en sommeraktivitet som følge af udvidelsen, ud af en samlet tilmelding på 733 børn. Samtidig har ungdomsskolen også sommerferietilbud til denne målgruppe.

Forvaltningens anbefaling i forhold til Aktiv Ferie for Børn 2018

- På basis af erfaringerne fra 2017, er det arbejdsgruppens anbefaling, at målgruppen for Aktiv Ferie for Børn 2018 bliver børn i 2. til 6. klasse.

- Endvidere anbefaler arbejdsgruppen, at deltagerbetalingen for aktiviteterne fastholdes på 75 kr. pr. dag, således at mindre ressourcestærke familier også i fremtiden kan være med.  

Resume

Sagen afgøres i: Kultur- og Fritidsudvalget

Hvert år går frivillige fra lokale foreninger og institutioner sammen om at lave sommerferieaktiviteter for børn. I år bød på 63 hold fordelt på en bred mangfoldighed af aktiviteter og steder. Hele 733 børn deltog i Aktiv Ferie for Børn 2017. Hermed forvaltningens evaluering af 2017 og anbefalinger for 2018.

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalget godkender Rebild Arkitekterne som totalrådgiver samt tidsplan for renovering.

Kultur- og Fritidsudvalget anbefaler overfor Økonomiudvalg og byråd, at mindreforbruget på 0,6 mio. kr. vedrørende lokaletilskud overføres til renovering af højskolen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget godkender Rebild Arkitekterne som totalrådgiver samt tidsplan for renovering.

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og Fritidsudvalget drøfter, om udvalget overfor Økonomiudvalg og byråd vil anbefale, at mindreforbruget på 0,6 mio. kr. vedrørende lokaletilskud overføres til renovering af højskolen.

Økonomi

Der er et mindreforbrug vedrørende driftstilskud på 0,6 mio. kr. til lokaletilskud. Der er i år 2017 udbetalt et aconto lokaletilskud på 98 % af foreningernes godkendte lokaleudgifter Udover det udbetalte acontotilskud for år 2017 er der sket en efterregulering af de acontotilskud, der blev udbetalt i år 2016. Acontotilskuddet for år 2016 er efterreguleret på baggrund af foreningernes indsendte regnskaber. Resultatet af efterreguleringen er, at foreningerne har fået udbetalt 100 % af deres godkendte lokaleudgifter i år 2016. Under forudsætning af godkendelse i byrådet kan mindreforbruget på 0,6 mio kr. overføres til renovering af højskolen.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0