FN har i 2015 vedtaget 17 mål for en bæredygtig udvikling i verden frem mod 2030. Målene er formuleret ud fra en erkendelse af, at verdenssamfundet står overfor store udfordringer. Hvis ikke udfordringerne bliver løst, får de både lokale, regionale og globale konsekvenser. På EU-niveau bliver nye initiativer og lovgivning i dag holdt op imod, om de følger verdensmålene. Den danske regering har besluttet, at Danmark skal yde et ambitiøst bidrag til den globale opnåelse af verdensmålene, og lovforslag og andre tiltag vil derfor fremover blive vurderet i forhold til verdensmålene.
Byrådet i Rebild Kommune holdt den 13. marts 2019 visionsseminar, hvor byrådet blev præsenteret for FN’s 17 Verdensmål. Den 29. maj 2019 holdt byrådet et temamøde som opfølgning på visionsseminaret. Til temamødet var udarbejdet et katalog med forslag til, hvordan Rebild Kommune kunne arbejde konkret for verdensmålene. Kataloget er bygget op omkring de verdensmål og delmål, som er særligt relevante for kommunens kerneopgaver. Nogle forslag er relevante i forhold til flere mål, da bæredygtig udvikling ofte handler om tværgående initiativer. Disse forslag er markeret med numrene på de mål, de relaterer sig til. I ”taleboblerne” er forslag til her-og-nu tiltag, som kunne iværksættes umiddelbart.
På temamødet drøftede byrådet bla., om kataloget var ambitiøst nok. Der blev stillet spørgsmål ved, om det er konsekvent, hvis kommunen fremadrettet udelukkende vil købe grøn strøm men fortsat er modvillig overfor at lade nye vindmøller opsætte. Det bemærkes, at der vil blive lejlighed til at drøfte bl.a. vindmøller og anden vedvarende energi i det kommende kommuneplanarbejdet. Det blev også påpeget på temamødet, at initiativerne omkring verdensmålene bør holdes op mod byrådets vision, og at det iøvrigt ofte kan være overordentligt svært at overskue om det, at man forsøger at leve op til ét verdensmål, betyder, at man forbryder sig mod et andet. Det blev også bemærket, at vi skal huske at drage erfaringer med det DGNB-byggeri, (bæredygtigheds-certificeret børnehave) som vi allerede har fået bygget i kommunen. Afslutningsvis blev det oplyst, at fagudvalgene i juni får lejlighed til at kommentere kataloget og foreslå ambitionerne justeret, hvis udvalgene har ønsker herom.
Kataloget fremlægges derfor nu (med få faktuelle rettelser i forhold til det katalog, der var udsendt til temamødet) til fagudvalgenes drøftelse. Vedlagt er også udkast til kommissorium til §17,stk 4 udvalg, der kunne oprettes for at rådgive og inspirere byrådet i det fremtidige arbejde med verdensmålene.