Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget drøfter proces for sammenskrivning af den tværgående politik inden for Natur, Plan og Klima.

Sagsfremstilling

Baggrund:

Fagudvalgene vedtog i marts 2019 kontrakter med alle driftscentre, og næste skridt er at kigge nærmere på byrådets politikker. Aktuelt har vi ikke mindre end 28 vedtagne politikker i Rebild kommune. Det gør det ikke altid nemt at sikre optimal implementering og overblik, at politikformuleringerne er fordelt på så mange enkeltpolitikker. Et af Vision 2030's bærende elementer er, at vi skal arbejde sammen, forebygge og se sammenhænge. Derfor blev det i Byrådet, d. 27. juni 2019, besluttet, at politikkerne nytænkes og forenkles. Målet er bl.a. at styrke sammenhæng og tværfaglighed.

Teknik og Miljøudvalget er tovholder på den tværgående politik: Natur, plan og klima (arbejdstitel), som jf. sagsfremstilling til byrådet indeholder elementer fra bl.a. følgende eksisterende politikker: Grønt regnskab, Natur og friluftspolitik, Landdistrikspolitik, Planstrategi (obligatorisk).

Fra visionen er der følgende fokusområder som den nye politik vil kunne rumme:

Vi har 32.000 indbyggere i 2030, vi balancerer mellem at fastholde og tiltrække nye borgere, vi skaber balance mellem land og by, vi arbejder med mangfoldighed i boligtilbud, vi beskytter og benytter naturen, vi bekæmper kassetænkning, vi sætter ny standard for inddragelse, vi satser på mental sundhed og sund livsstil.

Politikken vil også skulle forholde sig til FN's 17 verdensmål, særligt

Mål 3 (sundhed og trivsel), Mål 6 (rent vand og sanitet), Mål 7 (bæredygtig energi), Mål 11 (bæredygtige byer og lokalsamfund), Mål 12 (ansvarligt forbrug og produktion), Mål 13 (klimaindsats), Mål 15 (livet på land) og Mål 17 (partnerskaber for handling).

Revision af politikkerne:

Forvaltningen har på den baggrund nedsat en projektgruppe til revision af politikken. Gruppen består af repræsentanter fra centrene Plan, Byg og Vej; Sundhed, Kultur og Fritid; Natur og Miljø samt repræsentanter fra kommunens kommunikationsafdeling.

Forvaltningen vil på mødet præsentere de indledende tanker om organisering, tidsplan og forslag til hovedtemaer i den nye politik med henblik på at indarbejde udvalgets bemærkninger hertil.

Resume

Sagen afgøres i: Teknik- og Miljøudvalget

Byrådet har besluttet at kommunens mange politikker skal forenkles og sammenskrives. Derfor præsenteres Teknik- og Miljøudvalget for forslag til proces og temaer i en revision af politikkerne på området Natur, Plan og Klima.

Beslutning

For at imødekomme den store lokale interesse for fremtidssikring af hovedkrydset i Nørager, ønsker udvalget, at der afholdes et borgermøde med henblik på at få lokale input, så en god løsning etableres.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget drøfter og træffer beslutning om, at der arbejdes videre med;

- en markering i krydset, som kan tydeliggøre at bilisterne fra sidevejene kører over både fortov og cykelsti, og derved har vigepligt for de bløde trafikanter.

- at der sker en fjernelse eller minimering af beplantning, der kan hindre oversigtsforholdene.

- hastighedsdæmpende tiltag på Bredgade, herunder forslag om tilretning af bump på vejen og gøre helleanlægget øst for krydset bredere

- synliggørelse af afslutning af den dobbeltrettede cykelsti på sydsiden af Bredgade.

Økonomi

Fra budget 2018-2021 og budget 2020-2023 er der samlet 2.120.000 kr. til projektet, hvor af der er brugt 31.500 kr. til krydsanalysen.

Sagsfremstilling

På budgettet 2018-2021 blev der prioriteret 120.000 kr. til udarbejdelse et projekt for trafikafvikling i Nørager og senere blev der i budget 2020-2023 prioriteret 2.000.000 kr. til realisering af en løsning. Forvaltningen bad det rådgivende ingeniørfirma COWI, om at udarbejde en analyse af de trafikale problemer, samt komme med et løsningsforslag for krydset. Analysen er foretaget ved hjælp af droneoptagelser af trafikken i morgen- og eftermiddagsspidstimerne, samt set på uheldsstatistikken for krydset. Ud fra dette konkluderes følgende i analysen:

  • Krydset vurderes trafiksikkert i forhold til de registrerede uheld
  • Der er ingen kapacitetsproblemer i krydset
  • Mindre hastighedsproblem ved helleanlægget ved udkørsel af Nørager

Ud fra de observerede trafikfarlige situationer fra droneoptagelserne, samt krydsets geometri, anbefaler Cowi følgende ændringer:

  • At helleanlægget øst for krydset gøres bredere for at opnå bedre hastighedsreduktion ved udkørsel af Nørager
  • Dobbeltrettet cykelsti på nordsiden af Bredgade, fra krydset Bredgade x Mejlby til helleanlægget øst for krydset
  • Synliggøre at den dobbeltrettede cykelsti på sydsiden af Bredgade, ved helleanlægget, først slutter ved diagonal sti til Nøragervej
  • Synliggøre cykelstien i krydset ved at afmærke med cykelsymboler
  • Lukke overkørslen til Spars parkeringsplads fra Nøragervej

I bilag 1: principskitse Cowi kan der ses en skitse af ovenstående og analysen kan ses i bilag: 2: krydsanalyse i Nørager

Da Bredgade er en statsvej, er det Vejdirektoratet, der er vejmyndigheden på vejen, samt krydset. Derfor har forvaltningen haft kontakt med Vejdirektoratet, omkring deres opfattelse af de trafikale problemer i krydset. Vejdirektoratet vurderer ligesom Cowi, at krydset er trafiksikkert i forhold til de registrerede uheld, samt at der ingen kapacitetsproblemer er i krydset.

Forvaltningen har besigtiget krydset og herudfra vurderes der ikke at være kapacitetsproblemer i krydset. I enkelte tilfælde har der været kø på Mejlbyvej og Nøragervej, som dog er blevet afviklet i løbet af 5 min.

Generelt opleves det, at bløde trafikanter er utrygge ved at færdes i krydset, mange skolebørn der kommer gående eller cyklende langs Bredgade holder tilbage for bilister fra Mejlbyvej og Nøragervej, selvom det er bilisterne, der har vigepligt for de bløde trafikanter.

Hertil opleves det, at der cykles imod køreretningen. Om det er pga. utryghed eller "genvejskørsel" er dog svært at sige. Der er dårlige oversigtsforhold i krydset primært pga. bebyggelse, men også beplantning. Disse forhold gør, at bilisterne kører udover fortov og cykelsti for at få de fornødne oversigtshold i forhold til trafikken på Bredgade. Dette vurderes ligeledes at være en medvirkende faktor, i forhold til de bløde trafikanters utryghed i krydset.

Ud fra forvaltningens egen observationer vurderes Cowis løsning ikke som værende tilstrækkelig, i forhold til at skabe større tryghed og sikkerhed i krydset.

En løsning for at skabe større tryghed og sikkerhed i krydset, vil være at skaffe de fornødne oversigtsforhold for trafikanterne på Mejlbyvej og Nøragervej, samt gøre det mere tydeligt at bilisterne fra sidevejene kører over både fortov og cykelsti og derved har vigepligt for de bløde trafikanter. For at få gode oversigtsforhold er det nødvendigt at ekspropriere nogle af naboejendommene. Ekspropriation af naboejendomme, samt etableringsomkostningerne for synliggørelse af fortov og cykelsti, vurderes ikke at kunne gennemføres inden for den økonomiske ramme. Se bilag 3: oversigtslinje over de nødvendige oversigtforhold.

Forvaltningen har set på etablering af lysregulering i krydset, for at skabe tydelighed over, hvem der har vigepligt og dermed også mere tryghed for de bløde trafikanter. Krydsets geometriske forhold, samt at parkering/vareindlevering til Spar og XL-byg er relativ tæt på krydset, gør det dog umuligt at etablere lysregulering i krydset med dets nuværende form. Dette skyldes, at ved etablering af lysregulering kan de store køretøjer kun benytte deres egen kørebane og derfor har behov for, et større areal på sidevejen. Dette er især et problem for store køretøjer, der kommer fra øst på Bredgade og skal svinge til højre ad Mejlbyvej. Det er nødvendigt at trække stoplinjen på Mejlbyvej så langt tilbage, at bilisterne kører blindt på lysregulering. Hertil vil bilisterne danne kø ved indkørslen til XL-Byg, når de venter for rødt og det gør det umuligt for store køretøjer at køre ind med varer.

Yderligere er det observeret at flere større køretøjer holder på Mejlbyvej med varelevering til XL-byg. Ved at trække stoplinjen langt tilbage er det nødvendigt for bilister fra Nøragervej og Mejlbyvej at køre efter almindelige vigepligtsforhold, når de kommer frem til selve krydset. Det kan skabe noget utryghed for trafikanterne om vigepligten i krydset og om de når at køre igennem krydset inden Bredgade får grønt lys.

En lysregulering i eksisterende geometri vil medføre en kraftig reduktion af kapaciteten på Bredgade. En enkelt venstresvingende vil spærre for den øvrige trafik, som skal lige ud. Den venstresvingende kan være nødsaget til at vente til der bliver rødt for modkørende retning og først derefter kan svinge, hvilket kun lukker f.eks. 3 bilister igennem krydset.

For at etableringen af en lysregulering er en god løsning, vil det kræve udvidelse af krydset og derved nødvendigt at ekspropriere nogle af naboejendommene og dette vurderes ikke, at kunne gennemføres inden for den økonomiske ramme. Etablering af en rundkørsel vil ligeledes kræve ekspropriation af naboejendommene og etableringsomkostningerne vurderes større end ved signalregulering.

Se bilag 4: problematik højresvingene, hvor problematikken med de store køretøjer er vist.

Ud fra ovenstående problematikker skal Teknik- og Miljøudvalget træffe beslutning om, hvad det videre arbejde med projektet skal være. Forvaltningen ser umiddelbart to alternativ spor;

  1. Der sikres større tryghed for de bløde trafikanter i krydset ved afmærkning af fortov og cykelsti, således at det gøres mere tydeligt, at bilisterne fra sidevejene kører over både fortov og cykelsti, og derved har vigepligt for de bløde trafikanter. Dertil arbejdes der på fjernelse eller minimering af beplantning, der kan hindre oversigtforholdene. Dette kræver ekspropriation af lidt areal. Hertil kommer at der arbejdes videre med forslag, som kan sænke hastighed på Bredgade, herunder vurdering af behov for justering af eksisterende bump på vejen og forslag om at gøre helleanlægget øst for krydset bredere. Ligeledes arbejdes der videre med at synliggøre at den dobbeltrettede cykelsti på sydsiden af bredgade, ved helleanlægget, først slutter ved diagonal sti til Nøragervej. Disse tiltag forventes lige at kunne gennemføres inden for den økonomiske ramme.
  2. Der arbejdes videre med projektet, hvor en løsning er et signalanlæg eller en rundkørsel. Denne løsning kræver ekspropriationer af ejendomme omkring krydset, da løsningerne kræver en del mere plads. Ekspropriationsomkostningerne og etableringsomkostningerne for et lysanlæg eller rundkørsel vil løbe op i ca. 6 mio. kr.

Som nævnt tidligere er Vejdirektoratet vejmyndighed for krydset og derfor skal de også godkende evt. ændringer i krydset. Forvaltningen har behov for at kende retning for projektet, hvorefter vi vil gå i dialog med Vejdirektoratet omkring de konkrete løsninger.

 

Resume

Sagen afgøres i: Teknik og Miljøudvalget

På budgettet 2018-2021 og 2020-2023 blev der samlet prioriteret 2,12 mio. kr. til trafikafvikling i krydset Bredgade x Mejlbyvej i Nørager. Forvaltningen har set på krydset og der er udfordringer med at finde en god løsning inden for den økonomiske ramme. Hertil kommer, at Vejdirektoratet, som er vejmyndighed på Bredgade vurderer, at krydset er trafiksikkert i forhold til de registrerede uheld, samt at der ingen kapacitetsproblemer er i krydset. Derfor skal det besluttes, hvordan den videre proces skal forløbe.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0