Proces for om- og tilbygning af Børnehuset Toppen i Støvring er igangsat, for at imødekomme Børne og Ungdomsudvalget beslutning d. 15 marts 2017 om at:
- Småbørnskapaciteten udvides med 5 børn til 20 småbørn i alt i forbindelse med renovering og udbygning. Ibrugtagning i juni 2018.
- Børnehavekapaciteten udvides til i alt 60 børn i forbindelse med renovering og udbygning. Klar til ibrugtagning i juni 2018.
Der er nedsat en projektgruppe på 5 personer, bestående af kontraktholder, daglig leder og AMR på Toppen samt repræsentant for forældrebestyrelsen og projektleder fra Rebild Kommune (Byg & anlæg). Efterfølgende tilknyttes rådgiver.
Vedhæftet er overordnet tidsplan for om- og tilbygning af Børnehuset Toppen, der i hovedtræk har følgende forløb:
- Udbud og indgåelse af aftale med totalrådgiver, samt frigivelse af midler dertil.
- Brugerproces og skitseprojekt i samarbejde med rådgiver.
- Rådgiver udarbejder myndigheds- og hovedprojekt med henblik på udsendelse af udbudsmateriale og ansøgning om byggetilladelse.
- Udbud, indstilling af licitationsresultat og efterfølgende kontraktskrivning
- Udførelse af om- og tilbygning med en forventet opstart 1. februar 2018 og aflevering ultimo juni 2018.
Der afholdes løbende projektgruppemøder.
Børne- og Ungdomsudvalget anmodes om at godkende den overordnede tidsplan.