Ejer af Hornumgårdvej 2, 9530 Støvring har søgt om tilladelse til at etablere en ny vandboring til husholdning og husdyrbedrift og indvinding af 18.000 m3 pr. år. Den nuværende boring er faldet i ydelse og ejer kan ikke tage pumpen op for at udbedre anlægget. Ejer er bekymret for, at hans malkekøer ikke kan få nok vand i sommerperioden. Vandet anvendes til husdyrproduktionen, mælkekøling og husholdning. Rebild Kommune har givet tilladelse til at indvinde 13.500 m3 pr. år den 17. april 2015.
Hornumgårdvej 2, 9530 Støvring ligger i Øster Hornums Vandværks forsyningsområde og er umiddelbart forpligtet til at tilslutte sig Øster Hornum Vandværk.
Øster Hornum Vandværk mener, at de har mulighed for at forsyne Hornumgårdvej 2, 9530 Støvring med op til 18.000 m3 om året til husdyr og husholdning inden for vandværkets indvindingstilladelse.
Byrådet i Rebild Kommune har den 10. oktober 2013 vedtaget Vandforsyningsplan 2013-2023 som skal bidrage til at sikre god vandkvalitet til alle borgere i Rebild Kommune.
Det skal besluttes, hvilke af de to løsninger der skal vælges til at sikre, at ejer har adgang til rent drikkevand til en rimelig pris og med en høj forsyningssikkerhed.
- Forsyning af husholdning og landbrug med vand fra Øster Hornum Vandværk,
- Ny boring til Hornumgårdvej 2
Der er mulighed for at afvige for vandforsyningsplanens retningslinjer.
Forsyning af husholdning og landbrug med vand fra Øster Hornum Vandværk
Øster Hornum Vandværk mener, at de kan levere den store vandmængde på op til 18.000 m3 inden for ca. 2 uger. Det er efter vandværkets opfattelse den bedste løsning og følger kommunens vandforsyningsplan. De er imod, at ejer får lov til at etablere en ny boring på Hornumgårdvej 2. Ejer af Hornumgårdvej 2 ønsker ikke at blive tilsluttet Øster Hornum Vandværk, da prisen for et vandforbrug på 18.000 m3 er høj.
Pris for tilslutning er 59.000 og den årlige udgift til forbrug (med de nuværende takster) er 113.000,- kr. inkl. moms .
Ny boring Hornumgårdvej 2
Ejer ønsker at etablerer en ny vandboring tæt på og sydøst for den gamle boring. Ejer mener, at han vil slippe billigere ved at etablere en ny boring. Han er villige til at løbe risikoen og investere i en ny boring i samme dybde som den eksisterende. Øster Hornum Vandværk er bekymret for at en eventuel ny boring på Hornumgårdvej 2 vil indvinde fra det samme magasin som vandværket og de har kun den ene kildeplads til deres 550 forbrugere.
Pris for nyt vandforsyningsanlæg er 350.000,- og en efterfølgende årlig pris på forbrug på 36.000,- kr. inkl. moms.
Forvaltningens vurdering
Der er mulighed for at afvige for vandforsyningsplanens retningslinje om at kommunen ikke giver tilladelse til nye boringer med krav om drikkevandskvalitet inden for et alment vandværks forsyningsområde, hvis særlige forhold er gældende. Det er sket i en tidligere sag (Skindbjerg "ikke almene vandværk" fik i 2017 lov til at lave boring i forsyningsområde, TMU d. 17. aug. 2016).
Vi vurderer at Øster Hornum Vandværk ikke kan leverer så store mængder drikkevand uden risiko for at vandkvaliteten forværres samt at der vil være reduceret kapacitet til nye forbrugere og byudvikling i deres forsyningsområde. Hornumgårdvej 2 vil stadig være beliggende i forsyningsområdet til Øster Hornum Vandværk. En ny boring på Hornumgårdvej 2 vil indvinde fra samme dybde og i samme magasin som hidtil. En større indvinding vil blive vurderet i forbindelse med tilladelse til ny boring og indvinding. Ejer skal sløjfe den gamle boring, som der er risiko for, ikke er indrettet korrekt og dermed er forureningsvej til grundvandet.
På baggrund af ovenstående særlige forhold vurderer forvaltningen, at der kan accepteres en ny boring i forsyningsområde til Øster Hornum Vandværk, selv om det strider imod retningslinjer i vandforsyningsplanen. Der skal foretages en formel behandling af ansøgningen om ny boring, og det er vurderingen at der kan gives en tilladelse.